Genfødte Crystal Castles skratter stadig sindssygt smukt
For det første kommer man ikke uden om at forholde sig til det dramatiske vokalskifte i Crystal Castles, der med fraværet af Alice Glass’ karakteristiske growl som udgangspunkt får duoens skarptskårne shotglas til at fremstå halvtomt frem for halvfuldt. Men weirdo-parret genopfinder sig selv og deres elektropop-etiket på Crystal Castles-navnets til dato korteste studiealbum.
Den nye pige i klassen, Edith Francis, har tydeligvis inspireret Toronto-produceren Ethan Kath til mere eller mindre at totalrenovere Crystal Castles-konceptet. Selv om facaden overordnet stadig er præget af dystopisk, klangfuld støj, er tekstfragmenterne blandt andet blevet mere tydelige, og det tilfører disse kriterier en iskold friskhed, som mange konventionelle popgrupper kun kan sukke efter.
Kath komponerer stadig vrangvendte symfonier af skinger synth, der tilsat Francis’ call-girl-agtigt forførende porcelænsdukkestemme fremstår med en helt anden skønhed end tidligere. Generelt minder numrene klangmæssigt mest om tidlige kompositioner som ’Crimewave’ – musikken ligger i det hele taget tæt op af duoens overbevisende debut. Kath viser sig endnu en gang som en gennemført mester i at få trommemaskinen til skiftevis at vride sig i smerte og spinde som en doven Kat(h), hvilket virker torturerende interessant og autentisk.
Især ’Chloroform’ er en delikat, lo-fi-melankolsk ballade – eller nærmere kloroformeret duet – med en sam(p)ling onde ånder, der blander sig langsommeligt og iørefaldende med Francis lillepigede stream of consciousness. Men der etableres også en forbløffende, hvis ikke sensationel, Ibiza-vibe undervejs, som på det potentielle radiohit ’Frail’, hvor det er tydeligt, at Crystal Castles vil en væbnet revolution mod den zombieagtige tyggegummipop.
Denne parfumerede råddenskabsbuket af mystikomgærdet dødsdisco løfter projektet til helt nye dimensioner af okkult skønhed, som Francis givetvis er ophavskvinde til. Hendes gurleske æstetik decideret hypnotiserer på ’Ornament’, hvis sang fremstår så opsprættet og fintvævet samtidig med, at de politiske referencer til for eksempel den radikalfeministiske aktivistgruppe Femen i intro-koralen får sin berettigelse og bliver konceptuelt elegant.
Trods den velkendte, altomsluttende heksetechno virker pladen dog yderst kontrastfuld. Numrene fader ud eller slutter så brat, at de mest af alt minder om samples, der skal varsle kommende, længere synth-ritualer. Sangene jager sporadisk fra medicinsløv synthpop til voldsom water boarding, også ud over grænsen for, hvad der fungerer som gotisk virkemiddel. Krystalspejlet splintres, hver gang eksorcismen har fået lov at pågå et par melodisk muterede minutter, og når bassen bare pumper derudaf med fuld psykose, fremstår netop det sindssygt ærgerligt.
Kort sagt:
Ethan Kath fastholder sine håndholdte, elektroniske beats på det nyprogressive Crystal Castles-udspil, der skaber fornemmelsen af en ’Blair Wich’-agtig ambition sådan som de korte trommesekvenser afsnuppes og konstant falder ud. Vokalen er transformeret fra bulldog til mindst lige så bidsk dværgpuddel, hvilket måske er det bedste, der kunne ske for duoen, der efterhånden har hjemsøgt synthpop-genren i mange år.
Læs også: Crystal Castles giver koncerter i København og Aarhus