Baby Woodrose ‘Freedom’: Rockeskapisme hæmmet af klichéer

Baby Woodrose ‘Freedom’: Rockeskapisme hæmmet af klichéer
Foto: Palle Demant

Der er noget dybt anakronistisk over Lorenzo Woodrose som figur. Med sit lange shamanskæg, sin kærlighed til 60’ernes psykedeliske rock og sin store interesse for at samle svampe, er han ikke nutidens typiske frontmand, men fortidens. Det ænder dog ikke på, at han med sit ukuelige engagement i Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og Dragontears igennem de seneste 15 år har plejet forholdene for de senere års opblomstring af psychrock.

Fire år er der gået, siden Baby Woodroses seneste album, ‘Third Eye Surgery’. I mellemtiden har Woodrose haft travlt med Spids Nøgenhat, der med ‘Kommer med fred’ fra 2013 fik det folkelige gennembrud, ingen havde regnet med.

‘Freedom’ kredser tematisk om moderne sindelagskontrol og manipulation, hvilket er tydeligt med sangtitler som ‘21st Century Slave’ og ‘Mind Control Machine’. Men det viser sig også i historien bag titelnummeret, en spiritual fra slavetidens USA, som senere er blevet fortolket og populariseret af blandt andre den sorte singer/songwriter Richie Havens.

Woodroses sangskriverformel er effektiv og balanceret. ‘Reality’ åbner det kalejdoskopiske bal med stoner-rocket pondus, førstesinglen ‘Open Doors’ er en melodisk sag, der lægger sig i den mere poppede ende af Woodroses ouevre, og den flotte ‘Mantra’ veksler dynamisk frem og tilbage mellem stille vers og hårdtslående, fængende omkvæd.

Det er dog også lidt for velkendt, og det er først i den tungt rockende, otte minutter lange afslutter, ‘Termination’, at de psykedeliske udskejelser for alvor får den luft under vingerne, der er brug for.

Samtidskritikken er gennemgående, men den klinger også noget hult, og Woodrose bevæger sig ud på klicheernes afgrund, når han gjalder ting som »freedom!« og »I’m alive!« over pumpende rockbeats, eller når han harcelerer over tidens politikere og forbrugerismen. Han brillerer ikke sprogligt på engelsk, som han gør på dansk, og den underfundige samfundskritik, som Spids Nøgenhat så fint udtrykker, er simpelthen fraværende her.

Så selv om rockeskapismen og psykedeliaen er intakt, bliver det også tydeligt, hvorfor det er med Spids Nøgenhat, at Woodrose har fået sit gennembrud til mainstreamen.


Kort sagt:
Efter fire års albumpause vender Baby Woodrose tilbage med ’Freedom’, der byder på mere psykedelia og spiddende samfundskritik. Trods gode sange kommer frontmand Lorenzo dog til kort undervejs, hvor klichéerne trænger sig på, og frihedsgjalderiet kvæler den pumpende rockeskapisme.

Baby Woodrose. 'Freedom'. Album. Bad Afro.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af