PROLOG
Alle elementerne i en god roadmovie var til stede den dag i august, hvor vi lagde København bag os i en lejet Toyota stationcar og kørte nordpå mod Gøteborg: En fyldt benzintank, tjek. Born to be wild-attitude, tjek. Spotify Premium, tjek. Provianter, tjek. Og uendelige motorvejsstriber, tjek.
Bag rattet sad Fætter Hjalte, idrætsstuderende og fætter til manageren for roadmoviens hovedpersoner: Barndomsvennerne Silas Moldenhawer og Jonas Kenton på 31 år. Sammen er de Kenton Slash Demon, duoen bag klubsingler som ‘Sun’, ‘Harpe’ og senest den Daft Punk-inspirerede ‘Peace’.
Makkerparret udgør desuden halvdelen af When Saints Go Machine, som de har sammen med Simon Muschinsky og Nikolaj Vonsild. Men efter deres album ‘Infinity Pool’ fra 2013 og efterfølgende turneer besluttede bandet at holde en pause. Fra hinanden – men også fordi Silas og Jonas ville tilbage til klublyden, som de så ofte formår at tilsætte deres melodiske twist.
Det har betydet, at duoen det seneste halvandet år har signeret fire nye udgivelser og har været ude at spille live igen, senest som support for Flume på en USA-turné.
Men first things first: På denne augustdag skulle Kenton Slash Demon spille to koncerter i rap. Først på Way Out West i Gøteborg ved aftentid og om natten på byfestivalen Øya i Oslo. Så vi havde travlt, og Fætter Hjaltes fod lå behørigt tungt på speederen, mens vi pløjede over Øresundsbroen i et skybrud.
Vi er slet ikke i mål. Overhovedet. Vi er kun lige begyndt
Tre dage forinden havde jeg mødtes med Jonas og Silas i deres studie i Jorcks Passage i Indre By. Her fortalte de om deres venskab og uvenskab, og om hvordan det havde været at sætte det langt mere kommercielt succesfulde When Saints Go Machine på pause. Men mest af alt talte de om, hvor svært det har været for dem at genfinde lyden af Kenton Slash Demon, som de i 7. klasse fandt sammen om at skabe.
»Vi har ambitioner om meget mere. Vi er slet ikke i mål. Overhovedet. Vi er kun lige begyndt«, havde Silas sagt. Og ment det.
I øjeblikket tænkte jeg, at det lidt var noget lirumlarum at sige, for de har lavet musik sammen i 16 år.
Det var først på cykelturen hjem, at heureka ramte mig: Den tur, vi skulle på, var ikke bare endnu en i rækken. Nej, Silas og Jonas skulle – lidt karikeret sagt – ud på den slags rejse, som bikervennerne Billy og Wyatt tager på i 60’er-kultroadmovien ‘Easy Rider’. En rejse, hvor hovedpersonerne foretager en fysisk, ydre rejse og derigennem også en psykologisk, indre rejse. Fra A til B. For til sidst at finde svaret.
Og så blev det for alvor interessant.
KLOKKEN 16.30: BACKSTAGE, WAY OUT WEST
»Fuck… Se her, Jonas«, siger Silas og vifter med Way Out Wests spilleplan.
»Har du set, at Jamie xx skal spille samtidig på den næststørste scene? Han er altså hård at kæmpe imod. Ham, og så Big Sean på den største scene – og så os på den mindste«.
Det regner udenfor, og Silas sidder i backstage-teltet og sipper på en svensk øl og høvler babygulerødder med fortænderne. Han har Asics-sko på, samme model som Jonas’ – bare nyere, tilføjer han.
Venskabet mellem de to blev smedet i 7. klasse på Øster Farimagsgades Skole på Østerbro. Silas var den seje, Jonas den bøvede. Men det ændrede sig, da Silas’ musikerfar købte keyboard og lydmodul til sønnike, efter han begejstret havde fortalt om pædagogen Allan, der havde samme udstyr. Samtidig nørdede Jonas med et musikprogram på sin computer, og en dag spurgte Silas, om han ville hjem og lege. Det ville Jonas godt.
Efter folkeskolen stoppede de med at se hinanden. Silas begyndte på gymnasiet, Jonas i 10. klasse og teknisk skole. Men i 3.g blev Silas ringet op af… trommehvirvel… pædagogen Allan. Han havde fået penge til at bygge et musikstudie i klubben, og drengene var velkommen efter lukketid.
Silas og Jonas begyndte at producere techno. De hørte Bjørn Svin og Future 3 og drømte om at blive Daft Punk, og om onsdagen sneg de sig ind på Club Gorgeous i Nørregade med falsk id for at høre trance. Og i stroboskoplyset smeltede de to venner tættere og tættere sammen.
Lige siden har de lavet musik sammen som artister og rejst på ferier til Filippinerne og Costa Rica som venner. Jonas er sol. Silas måne. Jonas er stadig nørden af de to, en grinebidder og elsker at tale teknik. Silas er stadig den seje, direkte og afmålt, men absolut ikke uden lune, som når han griner lettere fjoget af sin egen krukkethed.
Når de er på turné, er arbejdsfordelingen uden slinger, og kommunikationen minimal. Alt foregår subtilt med vrinsk og små vift med hånden. Som et grånende ægtepar, der taler deres eget smukke, indforståede sprog.
Tilbage i backstage-teltet fortæller Silas mig, at det er helt ny musik, de skal spille på dagens to koncerter. Så nyt, at de stadig tager i sommerhus i Asserbo for at arbejde på det. Det eneste de spiller, der er udgivet, er ‘Dok’ og deres største hit, ‘Harpe’.
»Det nye er nok mest klubmusik«, forklarer Silas. »Men det er stadig så nyt, at det ikke er sikkert, om det også kan fungere på festivaler som her. Personligt kan jeg bedst lide at spille på klubber, for der er jeg mere i øjenhøjde med publikum. Når jeg står oppe på en hævet scene, tør jeg dårligt tørre min næse, fordi jeg føler alle kigger på mig«.
»Det er derfor, vi bare går derop, kigger ned i pulten, til det er færdigt, og går ned igen. Vi er bestemt ingen entertainere«.
Red Bull Music Academy er officiel sponsor på scenen, som Kenton Slash Demon skal spille på. Så selvfølgelig har hovedkvarteret sendt to perfekte svenske mænd med udstående kindben, redt blondt hår og runde briller og favnen fuld af dåseenergi. De hilser overhøfligt på alle i backstageteltet, også på Fætter Hjalte, der efter at have parkeret Toyotaen er kommet til at tage stolen fra den 20-årige engelske super-dj Alex Crossan, bedre kendt som Mura Masa.
Red Bull-håndlangerne vil gerne have Jonas til at underskrive et papir, der giver dem lov til at tage billeder af dem og bruge dem kommercielt.
»Would that be all right with you?«, siger den ene på øvet engelsk, og Jonas svarer venligt, at det skal han først vende med Silas.
KLOKKEN 18.30: KONCERTEN, WAY OUT WEST
Regnen har pisset ned, siden vi krydsede Øresund. Men præcis som Kenton Slash Demon går på scenen, klarer himlen op, og de 80, 90 måske 100 mennesker, der har forskanset sig i smattet foran scenen, slår hætterne ned på regnfrakkerne og kigger afventende op på Jonas og Silas, der kigger afventende ned i deres maskiner. Så begynder bastunge trommer at buldre i et kosmisk loop. Og publikummet bopper instinktivt med.
Kenton Slash Demon optræder ikke med computere. Alle lydene skaber de live med trommemaskiner, lydmoduler og synthesizere, som de har med hjemmefra. Hver maskine har sit eget udtryk, der kan varieres alt efter stemningen, havde Jonas tidligere forklaret. En gør lyden blød og varm som calypsoen på en sydhavsø, en anden gør den hård og nedfrosset som technoen på Berghain.
»Og så handler det om at få vores følelser ned i maskinerne. Den store kunst opstår, når vi holder et trommeloop kørende, fordi vi kan mærke, at publikum føler det, i stedet for at vide, at efter fem minutter og 33 sekunder vil droppet falde. Det er vores beslutninger, her og nu, på scenen, der gør udslag i højtalerne«.
Efter en time er koncerten overstået.
Ægte ekstase satte ind til allersidst, da ‘Harpe’ som en magnet trak festivalpladsen til sig med sin sprudlende energi og ungdommelige melankoli. Det helt nye musik tog publikum pænt imod, og Silas og Jonas er tilfredse. Så vi pakker Toyotaen med øl og burgere og fritter, og Fætter Hjalte kører os ad ydersporet ud af Gøteborg og mod Oslo til Marvin Gayes ‘Inner City Blues’.
KLOKKEN 22.00: PÅ MOTORVEJEN
Som Silas og Jonas sidder der på bagsædet som to brødre og kigger ud på de mørke skove med småtrætte øjne, er det svært at forestille sig dem skændes. Men det kan de godt. Så det brager. Det var Jonas, der havde nævnt det for mig tilbage i København, da han forklarede, hvorfor de som Kenton Slash Demon kun har udgivet 12 numre på 16 år og aldrig har lavet et debutalbum.
»Altså, der har jo nærmest ikke været andet end problemer… eller måske nærmere udfordringer«, havde han så pludseligt sagt.
»Sidste år, eksempelvis, var vi på turné i Australien og Los Angeles som Kenton Slash Demon. Meningen var, at vi skulle lave en masse ny musik, men vi lavede kun to sange, ‘Dok’ og ‘TT’. I stedet diskuterede vi så sindssygt meget. Flere timer om dagen. Og bølgerne gik højt. Rigtigt højt. Det var, som om at hver gang vi løste ét problem, så begyndte vi forfra med et nyt næste dag«.
Jeg havde spurgt til diskussionerne, og de var begge blevet stille. Som om de ventede på, at den anden skulle sige noget.
Til sidst sagde Silas tøvende: »Vi er to egoer, der hver især ikke rigtigt ved, hvor gode vi er. Vi kæmper begge med vores egen… øh, usikkerhed på os selv som musikere«.
Der var stille lidt.
»Det er lidt som…«, begyndte Jonas langsomt. »Hvis man trænger en hund op i et hjørne. Så bider den fra sig. Vi var super sensitive på bare den mindste kommentar eller antydning hos den anden, som kunne tolkes negativt. Eksempelvis kunne jeg afspille noget for Silas, jeg havde arbejdet på, og så kunne måden, han svarede mig, få mig til at analysere, om han nu prøvede at spille smart eller overlegen«.
»Ja, det var hele tiden små ting, der kunne udløse det«, sagde Silas. »Men efter hver diskussion var det, som om vi fik pillet et lag af os selv af og kom hinanden nærmere. Til sidst var der ikke andet tilbage end at acceptere hinanden«.
»Præcis«, nikker Jonas. »Vi har vores uenigheder, men vores fælles mål har altid været det samme: At slå igennem med Kenton Slash Demon. Det kan godt være, vi har behandlet det som et sideprojekt på grund af When Saints Go Machine, men for os har Kenton Slash Demon hele tiden været vores hovedprojekt. Det er bare først nu, vi for alvor har haft tiden til at finde ind til kernen af os – ind til kernen af vores lyd«.
Tilbage i bilen er Silas for længst døset hen til en podcast om iværksætteri. På anlægget spiller The Chiefs’ ‘Apache’ fra 1958, som Jonas har sat på og bedt Fætter Hjalte om at skrue godt op for – »bare en bønne mere«.
Toyotaen skærer gennem kilometerlange tunneler, der er trukket som asfalteret sytråd gennem bjergene. Og efter fire timer med øl, snus og toiletbesøg når vi Oslo.
KLOKKEN 00.00: BACKSTAGE, ØYAFESTIVALEN
Ude foran natklubben Internasjonalen på Youngstorvet ruller vi op bag en parkeret sort Porsche 911, og Fætter Hjalte slukker motoren på Toyotaen og hiver nøglen ud. »Så er vi her«, siger han over skulderen.
Øya-festivalen er Oslos svar på NorthSide med klubfester om natten, og uden for Internasjonalen, hvor Kenton Slash Demon er hovednavn i nat, står kvinder i stramme ferskenfarvede nederdele og mænd i lyseblå oxfordskjorter og venter på at komme ind. En mørkhåret tigger går forbi køen.
Internasjonalen er en hip toetagers klub med to barer, lounge og dansegulv og et besynderligt kommunisttema. Og op ad en smal vindeltrappe er backstagerummet gemt af vejen. Det tæller seks sammenklemte kvadratmeter, og på bordet har promoteren sat plettede bananer og offbrand-konfekt frem. Silas og Jonas møver sig sammen i en L-formet sofa i klistret kunstlæder.
»Vi har spillet her før«, siger Silas. »Jeg kan huske, at scenen var lille og lå klemt i et hjørne af dansegulvet, og anlægget var dårligt, og publikummet var ikke det mest klubagtige publikum. Og promoteren har lige fortalt mig, at røgmaskinen er i stykker«.
Han gaber, og så gaber Jonas også. De vågnede på Danhostel i Thisted i morges efter at have spillet på Alive Festival om natten, og nu sidder de her. I Oslo. Og om lidt skal de kastes for et kobbel sydende og dampende norske teenagere, der de sidste timer er blevet opvartede af hus-dj’en med hårde technoremix af i forvejen hårde dance-hits.
Døren går op.
»What’s up, guys?«, siger promoteren unødvendigt overgearet. »You are on in five minutes, ok? Oh, and we are sold out for tonight. Good luck«.
KLOKKEN 01.00: KONCERTEN, ØYAFESTIVALEN
Få minutter inde i sættet synker en akavet erkendelse ind: Internasjonalens publikum er langt fra så kedeligt som nederdelene og oxfordskjorterne, de var mødt op i. Silas highfiver en fyr, og Jonas bøjer sig så langt bagover, at han er ved at falde om, og han ænser ikke, at bag ham er en godt saftet handelskoleelev med plukkede øjenbryn hoppet op på den rigtignok lille, klemte scene. Hun klasker hænderne på hofterne og rokker frem og tilbage i understellet. Alle griner, sveder, er glade og skøre og har hænderne i himlen. Og da ‘Harpe’s trance-vækkende horn går på til sidst, er det lige før, øjeæblerne roterer om i hovederne på det geléagtige publikum.
Koncerten er en succes. Og Silas og Jonas fortrækker som sky dyr til backstage-rummet.
»Fuck, det var fedt! Kæmpe forløsning, altså«, siger Jonas så, da vi sætter os.
»Ja, vildt fedt. Publikum var på fra begyndelsen, og de regerede på selv de mindste skift i musikken, og vi følte os med det samme tilpas, fordi vi tænkte, jamen, de forstår musikken. De forstår os«, siger Silas.
Promoteren kommer ind.
Han roser til højre og venstre og vil kramme og have taget billeder. Silas griner af situationen, og så griner vi alle og skåler. Silas får hvidvin, Jonas whisky. Og Fætter Hjalte, der har parkeret Toyotaen ulovligt i en sidegade, får en gin og tonic, og jeg drikker min øl ud.
Kenton Slash Demon har netop udgivet ep’en ‘Noncomplicance’ via projektet Klorin, som de har sammen med Lust For Youth-frontmanden Norin.
Læs anmeldelse: Klorin ‘Noncompliance’