Hvorfor bliver rappere ikke længere skudt?

I dag er der langt færre af de bedst sælgende rappere, der bliver skudt, end for ti år siden. Hvorfor? Svaret er dels genrens udvikling, dels USA's racistiske retssystem og dels en opportunistisk branche, der har fundet nye måder at tjene penge på.
Hvorfor bliver rappere ikke længere skudt?
50 Cent.

KOMMENTAR Historien om hiphop rummer en lang række tragedier, hvor de klarest skinnende stjerner er blevet slukket alt for tidligt. Alt for mange mødre, venner og fans har sagt farvel til rappere, der er blevet skudt.

Rap kommer fra de mest depriverede, forpinte og undertrykte steder i den vestlige verden. Det er fortællinger, der spirer trods politivold, crack-epidemier og ødelæggende fattigdom. Det er fortællinger fra steder, hvor der er en indædt overlevelseskamp om meget få ressourcer. Det er derfor ikke underligt, at de miljøer følger rapperne efter deres første pladekontrakt. Langt op igennem 00’erne betød det også, at vanvittigt mange rappere decideret turnerede med livet som indsats.

Et overblik fortæller, at det i 2003, 2004 og 2005 var henholdsvis fire, fem og fem af de ti bedst sælgende rappere, der var blevet skudt, hvis man regner efter pladernes salg i den første uge efter udgivelse.

For eksempel Obie Trice, der overlevede et skud i hovedet, mens han kørte bil, The Game (»Who knew 11 minutes later I’d get shot with my own 9«) og Lil Wayne (»I got shot when I was 12 / lost my pop when I was 14 / shot again at 20«). I årtiet før det døde Tupac, Biggie, Big L og Jam Master Jay alle alt for tidligt.

Sådan forholder det sig ikke i dag. I årene 2013, 2014 og 2015 var det en, en og nul af de ti bedst sælgende rappere, der er blevet skudt. I disse år regerer navne som Drake, Logic, G-Eazy og J. Cole. Hvad har ændret sig?

Både genren, den sorte underklasses vilkår og pladeindustrien og dets publikum har de seneste ti år transformeret, hvordan man kan forstå rap. Har pladeselskaberne sorteret de mest hårdkogte perspektiver fra? Eller har genren taget årtier af kritik til sig? Er voldsfascinationen i rap dulmet?

Kanye808
Kanye West anno ‘808s and Heartbreak’.

En ny slags rapper

Det er en ny rapper, der dominerer hitlisterne. Især siden Kanyes ’808s and Heartbreaks’ fra 2008 er det en følelsesladet, refleksiv rapper, der ikke bare anerkender sin egen sårbarhed, men aktivt bruger den i sin musik, der har været hiphoppens primære figur.

Nogle gange har den figur været en croonende Drake, nogle gange har den været en halvprædikende J. Cole. Nogle gange har figuren været en kunstnerisk outreret Kanye, i år har figuren været en gudssøgende Chance the Rapper. De er alle sammen forskellige, men de har tilfælles, at de ikke er gangstere – og ikke vil være det.

De har erstattet midt-’00’ernes dominerende gadeæstetik, der måske allertydeligst manifesterede sig i 50 Cent, der som bekendt blev skudt ni gange, før han skrev kontrakt med Eminem, Dr. Dre og Interscope Records.

Igennem hele karrieren har han båret de ar som et adelsmærke. Som han siger på ‘U Not Like Me’: »The shell hit my jaw, I ain’t wait for the Doc to get it out / hit my wisdom tooth, I *cough cough* spit it out«.

Det magiske og tragiske ved rap er de fortællinger, der er så ægte og så rå som kunst overhovedet kan være. Men selv om 50 Cent – og folk som ham – ikke topper Billboard-listerne længere, er det selvfølgelig vigtigt at pointere, at volden ikke er væk. Der er stadig håbefulde rappere, der mister livet. Der er stadig politivold og undertrykkelse. Der er stadig bander og fordærvende fattigdom. Så hvad har ændret sig?

Fængslerne har ændret sig, narkotika har ændret sig

At være fattig i USA har ændret sig. Igennem 90’erne blev der introduceret massive lovændringer, der havde vidtrækkende konsekvenser for den sorte underklasse. 24 stater gennemførte three strikes-love, der betyder, at hvis man tidligere er blevet straffet to gange, vil en tredje dom – uanset for hvad – resultere i en dom på 25 år-til-livstids. Resultatet er, at folk får livstidsdomme for butikstyveri eller ubetalte regninger.

Ikke overraskende havde 90’ernes tough-on-crime-æra en massiv racistisk bias. Strafferammen for at sælge crack – der florerer overvejende i fattige, sorte nabolag – blev gjort 100 gange højere end for kokain, der overvejende bliver brugt af hvide. For at besidde fem gram crack kunne man altså regne med at afsone en ligeså hård dom som for at besidde et halvt kilo kokain. Alle de tiltag bar brænde til det bål af massefængsling, der stadig beskæmmer USA og behandles grundigt i den nye HBO-dokumentar ’13th’.

De drakoniske love har trukket spor langt ind i rap-industrien. T.I. blev idømt et års fængsel i 2009. Lil Wayne sad otte måneder i fængsel i 2010. Remy Ma afsonede en dom på seks år, før hun blev løsladt i 2014. Max B afsoner en dom på 75 år. Beanie Sigel, Meek Mill, Gucci Mane, DMX, Fat Joe, Ja Rule, Lil Boosie, Lil Kim og Pimp C har alle sammen siddet bag tremmer siden årtusindskiftet.

Det er svært at forestille sig, at den fælles oplevelse af massive fængselsdomme ikke sætter sig som et kollektivt traume i rappernes bevidsthed: Vi er aldrig langt væk fra at lade karrieren glide ud af hænderne og visne væk i en celle. Samtidig er drabene på hiphoppens største stjerner også et kollektivt traume, der som et fælles mareridt minder alle om, at karrieren kan være kortvarig, hvis man lader sig opsluge af gaderne.

Publikum er blevet større, hvidere og mere middelklasse

Man skal heller ikke overse pladeindustrien selv, når man undersøger, hvilke rappere, der har succes. Rappens virkelighed er en virkelighed, der foregår på underholdningsbranchens præmisser. Publikummet for hiphop er blevet stort, hvidt og mere middelklasse. Det har antageligvis betydning for hvilke historier, industrien vælger at kaste penge, publicity og spotlys efter.

Et kritisk blik kunne være, at branchen, publikum og udøverne selv er blevet for hvide, for middelklasse, for kontroverssky. At de rappere, der har de allerhårdeste baggrunde, simpelthen bliver sorteret fra af pladeselskaberne, før de bliver rigtig store. Som Eminem selv sagde på ’White America’: »Let’s do the math / I was black, I would have sold half«.

Oddsene er imod rap i musikindustrien generelt og ved Grammy-prisuddelingen specifikt. Der er aldrig en rapsang, der har vundet Record of the Year. Der er ét rapalbum – Outkasts ’Speakerboxxx/The Love Below’ – der nogensinde har vundet Album of the Year. Der er ingen #grammyssowhite kampagner, så vidt jeg ved, men det er dælme svært ikke at se et kæmpe problem. Der er ikke et tydeligere eksempel, end da Macklemores sukkervandsplade ’The Heist’ i 2014 vandt en Grammy for bedste hiphopalbum foran Kendricks ’good kid, m.A.A.d city’, hvorefter rapperen selv indrømmede, at han ikke syntes, hans egen plade havde fortjent det.

J. Cole forestillede sig på ’Fire Squad’ (2014) den fremtidige situation, hvor hvide gimmick-rappere som Iggy Azalea løber med anerkendelserne på vegne af rap: »White people have snatched the sound / this year I’ll prolly go to the awards dappered down / watch Iggy win a Grammy as I try to crack a smile«.

Spørgsmålet om Macklemore og Iggy Azalea er vigtigt. Spørgsmålet om, hvilke rappere, der bliver ikoniske og figurer i hiphoppen, er vigtigt. Ikke bare fordi det handler om elendig musik, men også for alle de stemmer, der ikke kan fortælle deres historier nogen andre steder.

Der er noget særligt slesk ved, at den selvsamme industri, der har tjent så styrtende på sine stjerners skuddrab, nu går forrest i hvidvaskningen, genpakningen af rap.

Det er ikke svært at forestille sig de gnæggende industriigler gnide sig i hænderne over udsigten til at udgive ti compilation-album, to live-album, et samarbejdsalbum og fem fuldlængdeplader efter Tupacs død. Real stats, no gimmicks.

Upcoming rappere står midt imellem et uretfærdigt fængselssystem, risikoen for at blive indhentet af deres hårde kår og en evigt eksploiterende industri. Der er unge, sorte mænd, der bliver dræbt hver dag, og der er rappere, der skriver om at overleve i the murder capital of america.

Det er let at trivialisere, når det bliver indpakket, markedsført og solgt som underholdning. Men det er også let at glemme, når de historier glider ud af hitlisterne, som de gør i øjeblikket. Heldigvis er rap stadig en vidtspændende genre, og heldigvis er rappere de første til at kritisere både politiet og industrien. Og lige præcis derfor er dens stemmer så vigtige.

Læs også: Philadelphias forbandelse: Hvordan Meek Mill blev raps største taber

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af