Communions er ikke bange for stadionrocken: »Den der DIY-stolthed gider vi sgu ikke«

Med det længe ventede debutalbum, ‘Blue’, skubber Communions deres stilsikre guitarrock i en ny himmelstræbende retning. Produktionerne er renere, sangstrukturerne enklere, og melodierne mere poppede end nogensinde før. Men det danske firkløver er ligeglade med, om de skuffer Mayhem-segmentet.
Communions er ikke bange for stadionrocken: »Den der DIY-stolthed gider vi sgu ikke«
Foto: Samy Khabthani

Minerne er uimponerede, tøjet tilpas undseeligt (men velsiddende), og grebene om guitaren og trommestikkerne rutinerede. Men den skarptskårne guitarrock er fængende fra første sekund i videoen til ‘Come On I’m Waiting’, den første single fra Communions’ debutalbum, ’Blue’, der netop er udkommet.

Selv om Martin og Mads Rehof, Jacob van Deurs Formann og Frederik Lind Köppen kan ligne nogle, der ikke lægger de store tanker i rockstjernerollerne, taler musikken – og alene sangens titel – sit eget tydelige sprog om et band med ambitioner, udlængsel og en høj arbejdsmoral. En arbejdsmoral, der med årene har slebet signaturlyden til og i 2016 skaffet dem en pladekontrakt med det velrenommerede amerikanske pladeselskab, Fat Possum Records.

Da jeg møder det københavnske band på spillestedet Jazzhouse en måned inden udgivelsen af ‘Blue’, er stemningen i gruppen dog mere afslappet end forventningsfuld. Det er på helt forsigtig vis, at drengene begynder at fortælle om processen med at skrive og indspille albummet.

»Sangene er skrevet over ret lang tid. Fra den ældste til den nyeste sang er der vel gået to år. Så det er ikke sådan, at vi har sat os ned og skrevet et album«, fortæller bassisten Mads, og trommeslageren Frederik forklarer, at de optrådte med nummeret ‘Got To Be Free’ helt tilbage i december 2014.

Bandet nikker, da jeg spørger, om man så kan karakterisere ‘Blue’ som et form for opsamlingsalbum, der præsenterer noget af det bedste, bandet har bedrevet siden udgivelsen af debut-ep’en ‘Cobblestones’ i 2014.

»Der er nok mange, der laver musik på den måde i dag, at de går ind i et studie med nogle sketches, og så sidder de med en producer og får det til at hænge sammen som et album, men det er overhovedet ikke sådan, vi har gjort det. Numrene har været skrevet helt færdige, inden vi gik i studiet, og så er der selvfølgelig sket nogle småændringer, men ikke noget radikalt i det store billede«, siger forsangeren og guitaristen Martin.

Communions_Samy6

Styr på studieterminologien

De 11 sange er indspillet i København med bandets ven igennem flere år, Malthe Fischer (Lust For Youth, Oh No Ono), samt producer Mads Nørgaard. Men selv om rammerne har været velkendte, er Communions bevidste om, at de nu har et internationalt management i ryggen.

»Den måde, man kan mærke det med Fat Possum, er, at de har mennesker over det hele. Da vi var i Frankrig og spille, var der alle mulige repræsentanter fra Fat Possum. De har også samarbejder i Japan, hvor vi snart skal spille«, siger Martin.

Da bandet i 2015 indspillede ‘Communions’-ep’en, var den professionelle studieoplevelse helt ny for medlemmerne, der derfor havde svært ved at kommunikere til producerne, hvor de ville hen med musikken. Med ‘Blue’ har de følt sig langt mere hjemme i studiet og derfor også mere trygge undervejs i indspilningsprocessen.

»Der er jo sådan en studieterminologi«, siger Frederik og uddyber: »Når du sidder inde i et software og producerer musik og ikke kender ordene, så kan du ikke sige, hvad du gerne vil have. Du har en vag idé om, at det dér vil du ikke have, men du kan ikke finde ud af at snakke om det. Når du så har prøvet det én gang før, og du kommer ind i studiet igen, så kan du bedre begå dig, for du kan ligesom begreberne«.

»Før var det meget sådan: ‘Det skal være mere vådt, mere tørt’, det er sådan nogle ord, man bruger. ‘Det skal være større’«. Martin imiterer den tidligere kommunikationsform, og alle griner.

Der er visse ting, man ubevidst kommer til at skrive om

’Blue’ er umiddelbart en påfaldende titel til et album præget af opløftende melodier, en ukuelig attitude og en larger-than-life-lydende instrumentering. Det synes ikke just at være tristesse og apati, som driver Communions. Men Martin forklarer, at titlen giver ham en masse associationer, som han forbinder med bandet:

»Jeg forbinder den med melankoli eller noget æterisk og abstrakt. Noget mere konkret kunne være bluesmusik. Det er ikke noget, vi er direkte inspireret af, men der er alligevel noget inspiration – for mig i hvert fald. De helt basale og enkle sangstrukturer og akkorder. Der er en enkelhed i vores musik, som måske kan forbindes med det. Ikke fordi vi lyder som et bluesband, men ånden i det – ikke for kompliceret«.

Jeg spørger, om der er nogle bestemte temaer, der fylder på albummet.

»Nogle gange tænker man ikke over de temaer, man skriver om. Det er mere noget, man finder ud af bagefter. Men sådan noget som tid. Tid er en ting, der går igen i rigtig mange af sangtitlerne, også indirekte. ‘Alarm Clocks’, for eksempel. Jeg snakkede også med Malthe (Fischer, red.) om det. Jeg tror, det er ret normalt. Der er visse ting, man ubevidst kommer til at skrive om, visse mennesker. Malthe snakkede om, at Loke (Rahbek, red.) altid skriver om et eller andet helt specifikt seksuelt tema«, fortæller Martin og får sine venner til at grine.

Communions_Samy7

Bruddet med baglandet

Jeg lufter en teori om, at begrebet tid jo fylder meget, når man er et ungt menneske, og bandet godtager den. I hvert fald lyder Communions på ‘Blue’ i dén grad som fire individer, der ikke har lyst til at spilde tiden – hverken i bandet eller privaten.

Sangene synes ved første gennemlytning at ligge i forlængelse af den velproducerede, melodiøse guitarrock på ‘Communions’-ep’en. Med sine stilfulde Madchester-tilbøjeligheder, himmelstræbende omkvæd og Martins dengang nyerhvervede heliumsvokal rev ep’en tæppet væk under de anmeldere og fans, der stadig forbandt Communions med Københavns eksperimenterende og DIY-forherligende Mayhem-scene, hvor bandet trådte sine første skridt.

Men hvis ep’en tog et fast skridt væk fra øvelokalet og vennerne i Nordvest, så synes debutalbummet at markere det endelige brud med ophavet: Ingen overflødige effekter forstyrrer produktionen, der glinser om kap med synthesizerne, sangstrukturerne er holdt helt enkle, og de skamløst iørefaldende melodier står i kø.

Flere af sangene har den samme store og frihedshungrende lyd, som i starten af 90’erne gjorde arbejderdrengene i Oasis til verdensstjerner, og ud fra en omvendt logik, der kun giver mening for de indviede, lyder ‘Blue’ således næsten som et ungdomsoprør.

Jeg tror, vi kommer til at miste mange fans på det

Stemningen bliver med det samme anspændt, da jeg spørger ind til bandets nuværende forhold til Mayhem-scenen. Mangt et musikmedies foretrukne historiefortælling om et band, der flyver fra reden, hænger tydeligvis Communions ud af halsen.

»Der er bare ikke så meget til det«, siger Frederik træt. »Det er en meget nem ting at sige. Det gav mening for tre år siden, da vi kom rigtig meget derude og hang rigtig meget ud med de folk, der var der. Men det fanger ikke så godt mere«.

»Vi blev irriterede, fordi det bare ikke gav nogen mening. Lydmæssigt«, siger Mads.

»Der er en baggrund, der stemmer overens, men ikke noget musikmæssigt«, siger guitaristen Jacob, der er ankommet lidt senere end de andre og har taget plads yderst på den polstrede bænk. Nu læner han sig lidt frem og fortsætter: »Det kan være irriterende nogle gange, hvis man udgiver hos Posh Isolation og får et publikum derigennem, der kan lide lige netop deres lyd. Det kan være svært at udvikle sig, fordi man bliver fanget i et spind, hvor man bliver associeret med de ting. Måske har man bare lyst til at være noget andet. Ikke blive defineret af det«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tror I, det her album kan blive det endelige skridt væk fra den association? 

»Det kunne det meget vel blive«, siger bandet samstemmende.

»Jeg tror ærligt talt, der er mange, der ikke kommer til at kunne lide det her album«, siger Frederik. »Det lyder meget, meget anderledes. Det, der jo meget kendetegner hele Posh Isolation-lyden, er, at der er meget rum i det, det er meget reverbet. Lyden ligger langt bagude i mixet, hvilket man må sige, at den absolut ikke gør på den nye plade. Så der kan snildt komme et brud med folk, som godt kan lide Posh Isolation-lyden. Jeg tror, vi kommer til at miste mange fans på det. Men det kan man jo ikke rigtig tage sig af«.

»Man skal lade være med at skabe et billede af, at der foregår en rivalisering«, siger Jacob, som tydeligvis finder diskussionen irrelevant, men ikke desto mindre gerne vil byde ind.

»Men man kan som regel lide et band, fordi det har en speciel lyd, og hvis bandet så ikke har den lyd længere på et tidspunkt, så er det jo bare naturligt, at man måske ikke kan lide dem mere«, siger Frederik pædagogisk. »Det er ikke fordi, vi er et totalt andet band eller noget, eller fordi at pladen er helt mærkelig og lyder helt anderledes, men… den lyder bare lidt anderledes. Der er sikkert nogle folk, der ikke kommer til at kunne lide det«.

»Men så er der sikkert nogle nye mennesker, der kommer til at kunne lide det«, indskyder Martin.

»Man kan jo heller ikke vinde alle«, mumler Jacob.

»Jeg synes, Jacob har ret i, at det ikke skal lyde som om, at vi rivaliserer eller har vendt ryggen til alle vores venner«, siger Martin.

Næh, det lyder mere som om, at I bare koncentrerer jer om noget andet?

»Ja, lige netop«, siger Martin.

»Det er som om, det der spørgsmål kommer op, hver gang vi skal snakke om det (Mayhem, red.). Det bliver lidt søgt, at der skal være et eller andet om, at vi flyver fra reden derfra. Sådan behøver det slet ikke være, vi gør bare vores ting«, siger Jacob.

Communions_Samy10

Ingen DIY-stolthed

Vi snakker lidt om, hvor det er, Communions så gerne vil hen med det nye album. Jeg siger, at jeg får en Oasis-vibe fra de nye sange, ikke mindst grundet Martins sine steder meget Liam Gallagher-lydende vokal.

Benovelsen lyser ud af alle fire bandmedlemmer. Tydeligvis et kompliment af dimensioner. Communions fortæller om, at de da gerne vil slå igennem i udlandet, men vender igen og igen tilbage til konklusionen, at popularitet ikke er drivkraften.

»Men det er selvfølgelig målet på en eller anden måde, at folk skal høre det… Hvis så mange mennesker som muligt kan lide det, er det en fed ting, synes jeg«, indrømmer Martin.

Vil du gerne nå så bredt ud som muligt?

»Jeg tror da altid, vi har haft den intention, at det kunne være fedt at spille store koncerter. Vi har aldrig haft den dér: ‘Det er vi for seje til’«, siger Martin.

»Den der DIY-agtige stolthed gider vi sgu ikke«, siger Frederik og fortsætter: »Det har aldrig kendetegnet os. Vi har altid syntes, det var fedt at blive booket til Roskilde Festival for eksempel og have et dejligt backstagerum. Komme ud og snakke med folk. Det kan selvfølgelig også have sin charme at spille en enkelt koncert på Stengade 30, men så er det altså heller ikke federe«.

De andre griner.

»Vi bliver nok aldrig booket igen på Stengade 30«, siger Martin.

Jeg synes, det er forfriskende, for stadionrock er jo ellers blevet lidt et fyord…

»Ikke hos os«, siger Frederik med overbevisning i stemmen.

»Vi har altid haft den der: ‘Det skal lyde stort’«, siger Martin.

»Stadionrock kan være fedt, men det kan også ikke være fedt«, siger Mads.

Hvornår er det ikke fedt længere?

»Det er svært, for det er sgu fedt tit, altså«, siger Frederik.

»Jeg tror ikke, du kan have en dårlig stadionrockoplevelse. Det vil altid være lidt grineren«, siger Jacob.

»Det er bare sådan lidt bøvet, ikke. Det er vulgært og stort. Lidt pøbelagtigt og let«, uddyber Frederik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så det må gerne være bøvet og pøbelagtigt?

»Ja ja, helt sikkert. Vi er ikke blege for at være lidt bøvede«, siger Mads.

»Nej, det er vi fandme ikke«, istemmer Frederik.

Hvad er det, der er fedt ved at spille på et stadion?

»Der er en fed energi. Det er nogle helt banale ting – der er mange mennesker, god lyd, måske, fed backstage, en stor scene. Du får noget god mad og sådan«, forklarer Frederik.

»På Youtube kan man se sådan nogle Oasis-livevideoer fra festivaler«, siger Mads. »Når de spiller på det dér Manchester-stadion. Det ser da for grineren ud«.

Han refererer til Oasis’ legendariske koncert for næsten en halv million mennesker tilbage i storhedstiden i 1996, som udgør åbningsscenen i dokumentarfilmen ‘Supersonic’ fra 2016.

»De flyver ind i en helikopter. Jeg tror ikke, det kan blive mere bøvet. Du flyver ind i en helikopter over de mennesker, du skal spille for. Og så stiger du ud af helikopteren og går op på scenen«, forklarer Martin entusiastisk.

»Og så ligner han John Lennon eller sådan noget«, indskyder Mads med henvisning til Liam Gallaghers lange hår og sygekassebriller.

Tiden er ved at være gået, og vi trækker os fra verdens største stadion ned i Jazzhouses kælder igen. Her har Communions spillet flere gange. Måske er verden klar til, at den klassiske rock’n’roll gør comeback efter et par år, hvor hiphop og r’n’b har regeret i toppen af hitlisterne? Communions står klar.

Læs anmeldelse: Communions ‘Blue’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af