NorthSide: Run the Jewels gav mavepumpere i mudderland

Det var bogstavelige og billedlige naturkræfter, der clashede denne regnfulde fredag aften på NorthSide. Nok havde Moder Natur spillet med musklerne tidligere med både bulder, brag og trusler om at skylle festivalen væk, men den massive rumlen fra Green Stage, da Run the Jewels gik på efter kækt at have spillet Queens ‘We Are the Champions’ over anlægget som en slags selvhyldest, lød nærmest som et forsøg på at upstage vinden og vejret.

Lydtrykket skulle også vise sig at være Run the Jewels’ akilleshæl. For hvor selv den sureste anmeldersnude kun kan være tilfreds med høj bas og klare rapvokaler, druknede detaljerne i El-P’s futuristiske og sofistikerede produktioner hurtigt i mudderblæveret under numre som ‘Oh My Darling Don’t Cry’, som masserede mellemgulvet gennem hele dets længde, og så pyntede det heller ikke, at man faktisk dårligt kunne høre Killer Mike i koncertens første ti minutter.

Men Run the Jewels lod sig ikke kue af elementernes rasen, det var sikkert. Selv om tredjehjulet, Trackstar the DJ, som under oppustelige ballonnæver á la RTJ’s albumomslag sørgede for afvikling af backing-programmeringerne tilsat sporadisk scratch, var den eneste på scenen, der ikke blev våd, kørte El-P og Killer Mike på med forbilledligt overskud, showmanship og en lyrisk skarphed, der er de færreste forundt.

Det blev til et lidt mere end timelangt set med hovedvægt på makkerparrets seneste albumudspil, med sporadiske ældre pluk og en overraskelse i form af DJ Shadow-samarbejdet ‘Nobody Speak’. Udvalget fokuserede forudsigeligt nok mere på moslende mavepumpere som ‘Hey Kids (Bumaye)’ og ‘Close Your Eyes (And Count to Fuck)’ end Run the Jewels’ mere tænksomme stunder, selv om disse sent i koncerten retfærdigvis fik lov at skinne med ‘A Report to Your Shareholders: Kill Your Masters’ og ekstranummeret ‘Down’. Og sådan skal det vel også være, når man skal piske gang i et sultent, pladdervådt og småbedugget publikum for en stund.

Mellem numrene blev det både til brødrekærlige bamsekram på scenen, en del hilsner til publikummet fra »the city o’smiles« og en enkelt politisk bandbulle, hvor Killer Mike især sendte shout-outs til det britiske Labour-parti og brugte indignationen til at sætte gang i koordineret fællessang til parolerne i ‘Lie, Cheat, Steal’.

Run the Jewels var så bundsolide, at de med rette kan hives frem for eftertiden som beviset på, at hiphop sagtens kan fungere på NorthSide – og endda i pissende regn. En garvet optræden, der kun var plaget af en svingende lyd, men også lige akkurat en smule for megen rygradsrutine til, at duoens performance løftede sig til stratosfæriske højder.

Læs anmeldelse: Mø på NorthSide

Læs anmeldelse: Frank Ocean på NorthSide