Conor Oberst åbnede Haven Festival med hyggelig eftermiddagsseance

Åbningskoncerter på en festival kan være lidt af et gamble. I bedste fald viser de sig at være den helt rigtige anledning til at tune folk ind på en hel dag med livemusik. I værste fald udarter de sig til en akavet seance foran et indifferent (og sparsomt) publikum. Conor Oberst, som havde æren af at åbne ballet ved denne første udgave af Haven Festival, placerede sig heldigvis i førstnævnte kategori.

»I don’t wanna feel stuck, baby / I just wanna get drunk before noon«, proklamerede sangsmeden fra Nebraska i åbningsnummeret ‘Barbary Coast’, og så var stemningen sat for en optræden, der var i sympatisk øjenhøjde med publikum.

Oberst kom fint omkring både solomaterialet og velvalgte godter fra Bright Eyes-posen. Han er en klassisk storyteller med indtagende fortællinger, der trækker på americana-genrens sans for skæbner og relationer. Således var det en helt rigtig disposition at placere Obersts vokal langt fremme i live-mixet, så hans tekster kom tydeligt udover scenekanten. Kærlighedsdramaet ‘Artifact #1’ tegnede sig for koncertens højdepunkt, hvor hovedpersonen også lod sig opsluge af det instrumentale klimaks.

Obersts dybe forankring i americana’en er også hans akilleshæl, for netop genrens taktile traditionalisme viste også, at ikke hele hans katalog er lige mindeværdigt. Bright Eyes-nummeret ‘Train Under Water’ gjorde ikke synderligt væsen af sig, og med en insisterende fiol gik der lige vel meget redneck-røvballe i ‘A Little Uncanny’: Et nummer, der blandt andet handler om Ronald Reagan, hvor Oberst følte sig kaldet til at trække Trump-kortet i introduktionen.

Heldigvis gevandt Oberst og hans musikanter fokus med den fine ballade ‘Lua’ og rundede den time lange koncert af med ‘Napalm’s æggende keyboard-hook.

Læs anmeldelse: Haven Festival: Beach House malede natten blå i melankoli