20. ML Buch ‘Fleshy’
Marie Louise Buch kan se tilbage på 2017 med tilfredshed. Ikke alene bød året på en glimrende koncert på Roskilde Festivals Rising-scene, den københavnske musiker og sangerinde udgav ligeledes en debut-ep, der klart indikerede tilstedeværelsen af en ny stærk skikkelse på den alternative rockscene. Omend de forvrængede guitarsalver henter inspiration fra både postpunk og lo-fi-æstetikken, har musikken bestemt også flair for umiddelbare og velfungerende popkonstruktioner gennem flimrende synths og vuggende samples.
19. Søren Huss ‘Midtlivsvisen’
Med inspiration fra den danske visetradition sprang Søren Huss i år ud som samtidsskjald. Tre udgivelser inde i solokarrieren har han fundet en tone, der folder sig ud i smittende og jordnære fortællinger om at stå midt i livet og turde besynge hverdagen. Det er en balancekunst, som lykkes i samspillet mellem strygere, akustisk guitar og klaver, der smagfuldt dyrker antydningens kunst og forstærker den tidløse kvalitet i disse modne og velreflekterede glimt af tilværelsen.
18. Nelson Can ‘EP3’
På Nelsons Cans tredje ep blev den garagerockede lyd, der ellers har kendetegnet bandet førhen, lagt lidt på hylden til fordel for mere poppede og melodiske indgangsvinkler. Den 18 minutter lange ep er en flot demonstration ud i fokuseret, elegant sangskrivning, og med ‘EP3’ virker det som om, trioen har fundet sig til rette på en mindre skramlet hylde end før – og den klæder dem virkelig godt.
17. Modest ‘Pretty Sure It’s Honest’
Med den sigende betitlede debut-ep beviste de aarhusianske opkomlinge i Modest, at man kommer langt med en ærlig blue collar-attitude til alt – også musik. For selv om mange danske kollegaer også rådyrker 80’ernes alternative rock fra England og USA, så rager Modest op over de fleste: Alt ved dem stinker simpelthen af frugten af hårdt arbejde og et knivskarpt fokus, der koncentrerer deres levende og muskuløst punkede take på store og små følelser ind til en velplaceret knytter lige i mellemgulvet.
16. Masasolo ‘At Sixes and Sevens’
Er man så kæphøj at følge sin debut-ep op med et album allerede et år senere, skal man også have noget at have det i. Heldigvis er der masser af røv i bukserne hos Morten Søgaards bandprojekt, som med den originale, spacepoppede langspillerdebut distancerer sig fra det australsk-inspirerede udgangspunkt, hvor især Tame Impala og Unknown Mortal Orchestra spøgte i krogene. Albummet udmærker sig ved at være et smukt, samlet værk – en galakserundfart, der vokser for hver gennemlytning, og ikke bare flotte singler.
15. Sort Sol ‘Stor langsom stjerne’
Efter 16 års dvale på albumfronten genopfandt landets ældste punkband sig selv. Lars Top-Galia nedprioriterer guitaren til fordel for synthesizere og dybe elektroniske impulser, ligesom Steen Jørgensen inkorporerer både engelske og danske gloser i de langstrakte kompositioner, der med stor effekt bevæger gennem de grandiose lydteksturer. Prætentiøst, ja, men også imponerende formfuldendt, at Sort Sol 40 år inde i karrieren lykkedes med en så ambitiøs og klar musikalsk vision.
14. Baby In Vain ‘More Nothing’
En ep og en række singler havde skærpet Baby In Vains musikalske profil frem mod denne albumdebut – uden at kanterne blev filet af. Det flår fortsat vidunderligt i øregangene, når Andrea Thuesen Johansen og Lola Hammerich spiller blændende guitarriff op mod Benedicte Pierleoni-Nielsens afvekslende trommespil på et fokuseret og stilsikkert udspil. Gennem dynamik og varierede sangstrukturer formidles inspirationen fra 90’ernes støj- og stonerrock med personlighed, nerve og den smittende liveenergi, trioen mestrer til perfektion.
13. Suspekt ‘100 % Jesus’
Suspekts sjette album viste, at Albertslund-trioen er villig til at skubbe sig selv i nye retninger. 2014-albummet ’V’ var jazzet og mindre dystert, men på ’100% Jesus’ turde Suspekt (næsten…) at totalt-skrotte den provokation, der ellers har været deres varemærke. I stedet udforsker de noget så usexet som livets gang og alvor: Barndommen tackles på ’Kriminel’, og tabet af veninden Ling (der lavede musik som Linkoban) beskrives på ’Lings Sang’.
Suspekt omfavnede for første gang noget, der ligner realisme. Modigt, vellykket og – tør man sige det – voksent.
12. Mø ‘When I Was Young’
Sammen med Lukas Graham er Mø landets pt. største musikalske eksportsucces, men alligevel virkede det til, at superstjernen satte hælene lidt i på den danskproducerede surprise-ep ’When I Was Young’. Væk er de Diplo-assisterede hitliste-bangers, og i stedet skinner mere af den ’gamle Mø’ igennem med al sin ømhed, genreleg og forkærlighed for blæsere og klippeklister-artwork. En kærkommen smagsprøve på, hvor Mø (måske) er ved at navigere hen i næste epoke af sin karriere.
11. Lord Siva ‘3’
Lord Siva synger om at komme væk: Væk fra klubben, væk fra ’de andres’ synsfelt og ud af sit eget hoved. Men væk hvorhen? Det er det spørgsmål, hans stemme artikulerer hjerteskærende gang på gang i musikken på debutalbummet ‘3’.
De få lyspunkter skabes af glimt af byens skønhed, øjeblikke af melodi og drømmen om noget andet. Det er en smuk, eksistentiel form for fremmedgjort r’n’b, der frem for alt kommunikerer én ting: Længsel efter at forsvinde.
Læs også: Årets bedste danske album: Top 10-1
Læs også: 10 virkelig gode album, vi missede i løbet af 2017