Hverken Kendrick Lamar eller Drakes seneste udgivelse har været et konventionelt album. Drake udgav ’More Life’-playlisten sidste år, og Kendrick Lamar har netop sluppet soundtracket til filmen ’Black Panther’.
På udgivelserne inviterer superstjernerne en række artister fra både Nordamerika og andre kontinenter indenfor – men ellers har de to projekter ikke meget til fælles. Faktisk viser de to udgivelser især, hvordan vor tids to største hiphopstjerner er tæt på at være modsætninger af hinanden.
Drake er verdenshistoriens første for alvor gennemglobaliserede popstjerne. Hans kunstneriske projekt er brand building på verdensomspændende plan: På ’More Life’ suger han de unge, nyskabende strømninger fra fire kontinenter til sig på samme tid.
Kendrick er til gengæld sin generations store politisk vakte og aktivistiske kunstner. Hans ’Black Panther’-projekt føles nærmest som et missionært forsøg på musikalsk brobygning mellem to kulturer.
På den måde viser playlisten og soundtracket den store forskel på to af nutidens største popstjerner og rappere – og den siger noget centralt om, hvad det vil sige at være musiker i 2018.
Den første postautentiske hiphopstjerne
Lad os starte med Drake.
Den canadiske superstjerne har overvundet en del hiphop-tabuer i sin tid. Han har gjort det okay at rappe og synge samtidig, han har lukket følelserne langt ind i hiphoppen, og han har gjort op med hiphoppens egentlige grundidé: Autenticiteten.
Drake er nemlig ikke fra ghettoen. Han er en middelklassedreng, der endda var børneskuespiller-stjerne. Og han skriver heller ikke alle sine egne rim, som vi fandt ud af, da rapperen Meek Mill anklagede ham for at bruge ghostwritere. Intet af det kunne røre Drake. Han affærdigede Meek Mill med et par stærke disses og en klog meme-kampagne, og han blev bare større. Han er virkelig den moderne hiphopstjerne – hinsides krav om autenticitet og virkelig erfaring.
I forlængelse af dén indifferens over for hiphoppens normale krav om autenticitet, har Drake nedbrudt en måske endnu vigtigere barriere: Han er på ingen måde længere lokalt forankret. Hvor rappere klassisk set identificerer sig ekstremt meget med lyden fra den by, de kommer fra, har Drake altid søgt mod nye lyde fra nye områder.
Et eksempel: Samtidig med, at Kendrick Lamar var i gang med at indspille sin debut-EP, ’Kendrick Lamar’, der primært gæstedes af Los Angeles-rappere og kredsede om hans opvækst i Compton, lavede Drake sange som ’Houstonlantavegas’, der kædede ham sammen med hele tre byer (Houston, Atlanta og Las Vegas, duh) og deres musiktradition – og ingen af de nævnte byer var altså hans hjemby, Toronto.
I de 10 år, der er gået siden, er Drakes postautentiske og rodløse tilgang til at lave musik kun blevet mere udtalt.
To modsætninger på toppen af pyramiden
I start-10’erne blev han kendt for at remixe sange af rappere, der var på vej op, som Futures ’Tony Montana’ (2011), Migos’ ’Versace’ (2013) eller iLoveMakonnens ’Tuesday’ (2014). Han har i øvrigt gentaget det move så sent som i sidste uge, hvor han hoppede med på en sang af den ret ukendte BlocBoy JB.
Det gav sangene et ekstra skud opmærksomhed og iscenesatte samtidig Drake som smagsdommer og kurator. Oftest var det et win-win for alle involverede, men der har længe været snak om, at OVO-pladeselskabsbossen endte med at overtage de sange, han ’gæstede’.
Det ekstreme eksempel på sådan en situation var ’Hotline Bling’ fra 2015, der egentlig var et remix af DRAM-sangen ’Cha Cha’. Men Drake-versionen blev så stor, at den overgik DRAM-nummeret totalt og løb med al opmærksomheden.
2015 er i øvrigt også året, hvor Kendrick Lamar udgiver ’To Pimp A Butterfly’, et komplekst og kompromisløst album, der går i dialog med store dele af de seneste årtiers sorte musiktradition i USA. Samtidig med at Drake shopper rundt i samtidshiphoppens hippeste strømninger, udforsker Kendrick Lamar de dybere rødder af den tradition, han befinder sig i.
Det er to fundamentalt forskellige tilgange. Den ene er kompromisløst globaliseret, indifferent overfor autenticitet, ophavsret og historie. Den anden er samvittighedsfuld og traditionsbevidst. Drake er den globale tidsalders popstjerne; Kendrick er den fortidsbevidste tænker-rapper. Det er faktisk ret fascinerende, at vi har to så modstridende tænkemåder på toppen af hiphop-pyramiden.
Men den fundamentale modsætning begyndte først at vise sig i 2015 – og det er i løbet af de seneste år, den er trådt frem i fuldt flor.
Verdens største popstjerne og verdens vigtigste rapper
I anden halvdel af 2010’erne har Drake nemlig ikke længere kunnet nøjes med at absorbere strømningerne inden for amerikansk samtidsrap. Han har vendt sit blik mod resten af verden.
Han har lavet dancehall med den jamaicanske sanger Popcaan, forsøgt sig med vestafrikansk popmusik med afrobeats-stjernen WizKid og indledt en kærlighedsaffære med den britiske hiphop- og grimescene. Samtidig har han holdt forbindelserne i live til trapscenen i Atlanta og den r’n’b-scene i Toronto, som han selv har været med til at popularisere.
’More Life’ var én stor magtdemonstration for den udvikling. Det var et projekt uden lige: Det store, gennemført globale popalbum i streaming-alderen. Udover de ovennævnte indflydelser inkorporerede rapperen også sydafrikansk house med Black Coffee og Detroits techno-legende Moodymann.
Tentaklerne havde spredt sig fra Toronto til hele verden. Internettet har forbundet kloden, og Drake har som den første udnyttet det potentiale til fulde; høstet musikalske strømninger fra alle verdens fire hjørner og samlet dem under eget navn. Drake blev hele verdens popstjerne.
Kendrick har aldrig villet være verdens største popstjerne. Han har altid virket som en kunstner, der ville være den bedste rapper. Popstjernestatussen er kommet lidt ved siden af – og måske også en smule uventet.
Mens Drake overtog hele verden ved at inkorporere alle de nye strømninger, han kunne komme tæt på, har Kendrick Lamar studeret sin musikhistorie og skabt værker, der byggede videre på den.
Gennembrudsalbummet ’Good Kid, Maad City’ fra 2012 var et klassisk, stort hiphopalbum i vestkyst-traditionen fra Dr. Dre, NWA og Snoop Dogg. ’To Pimp A Butterfly’ var et forsøg på at forstå sin egen eksistens som sort musiker, der trak på klassisk funk, soul og jazz, mens han på sidste års ’Damn’ vendte sit undersøgende blik indad.
Det er nok lidt for krukket at sige, at Kendrick ledte efter sig selv, mens Drake ledte efter det næste nye. Men helt forkert er det ikke.
Hvem er fremtiden?
Nu har Kendrick skabt et soundtrack til ’Black Panther’-filmen, hvor han går i dybden med sydafrikansk hiphop og elektronisk musik, der kombineres med en række amerikanske artister, der mestendels kommer fra USA’s vestkyst ligesom Lamar selv. Ved første blik et Drake-agtigt træk: Og faktisk lyder eksempelvis ‘Black Panther’-sangen ‘Redemption’ forbløffende meget som Drakes ‘Get It Together’, der jo blev til med sydafrikanske Black Coffee.
Men der er helt centrale forskelle. For hvor Drake dypper tæerne i alverdens strømninger, er det her en Kendrick-typisk fordybelse, hvor han tager den vestkyst-hiphoptradition, han kender, og lader den starte en dialog med den sydafrikanske scene på lige fod.
En lang række sydafrikanske kunstnere som Saudi, Yugen Blakrok, Reason, Babes Wodumo og Sjava viser de mange facetter af deres musiktradition og får over en lang række tracks lov til at dele sceneplads med vestkystnavne som Schoolboy Q, Vince Staples, Mozzy og Kendrick Lamar selv. På den måde bliver albummet mere en kulturel udveksling end en opsugning af trendy nye musikstrømninger.
I stedet for et spraglet værk med en masse nye strømninger, er det to kulturer, der mødes.
Repræsenterer Kendrick Lamars tankegang den gamle skole og Drakes den nye? Der er unægtelig noget meget nutidigt over canadierens måde at skabe musik på over for Compton-rapperens klassiske, samvittighedsfulde arbejde.
Måske. Men foreløbig eksisterer de to rappere og deres modstridende filosofier side om side på toppen: Lige nu ligger Drake nummer 1 på single-hitlisterne med ’God’s Plan’, der også netop har slået Spotify-rekorden for flest streams på en dag. Kendricks ’Black Panther’-soundtrack kommer stensikkert til at tage førstepladsen på albumhitlisterne.
De to rappere har altså aldrig været så dominerende som nu – og de har heller aldrig været mere forskellige.
Læs også: Kendrick Lamars ‘Black Panther’-soundtrack er kompleks, sort superheltemusik