Rhye i Store Vega var en introvert forelskelse

Der har alle dage været en inciterende mystik omgivende Rhye. Begyndelsesvist vidste vi end ikke, hvem der gemte sig bag den inderlige, sensuelle soulpop i albumcover-selskab af en anonym nøgen skønhed – det perfekte billede på den æstetik, den silkebløde vokal med legende lethed udtrykte over forførende, skarpe produktioner.

Endelig trådte Rhye ud af skyggen. Kærlighedsbarnet mellem Sade, Maxwell og The xx’s Romy Croft viste sig at være canadiske Mike Milosh og den danske producer Robin Hannibal (også kendt som den ene halvdel af Quadron). Hannibal tog dog afsked med projektet umiddelbart efter debutalbummet ’Woman’, hvilket efterlod Milosh alene med Rhyes andet og længe ventede album, ‘Blood’, der udkom sidste måned.

Alligevel er Rhye aldrig helt trådt ud af skyggen. Ingen opdagede, at duoen var blevet til et soloprojekt, og selv om de fleste fans efter fem år med ‘Woman’ i stadige rotationer efterhånden har dyrket hver en lille afkrog af Milosh’ smægtende fraseringer, vil de færreste nok kunne genkende ham, hvis han stødte ind i dem på gaden.

Da Milosh – denne aften flankeret af en livekonstellation, der kyndigt tog sig af trommer, tangenter, guitar, bas, strygere og blæsere – indtog et udsolgt Store Vega, var den magiske mystik intakt. Han gik i ét med de lilla nuancer, der badede den skyggefulde scene på så lyssky en facon, at man først kunne ønske sig, han ville lade os komme tættere på – lige indtil det stod så lysende klart, at det aldrig har været eller skal være meningen.

Et af musikkens mere generte indslag spurgte mig engang, hvorfor folk altid siger, de ser en koncert. Så du Mew på Roskilde? Så du Rhye i Vega? Hvorfor tager de til koncert for at se den, når de burde tage af sted for at høre den?

Indrømmet – en stor del af en koncertoplevelse for mig er, at jeg kan se musikken komme til live. Se detaljerne i instrumenteringen, se følelsesfarveladen i musikernes udtryk. Men Rhyes vanvittigt velspillede skyggespil mindede mig – og alle tilstedeværende, der for en gangs skyld holdt telefonerne i lommen og samtalerne til et minimum – om, hvor stor en verden, der åbner sig, når man giver sig helt hen til det, det hele handler om: Musikken.

Mens Rhye er et fintfølende, sofistikeret, sensuelt bekendtskab på plade, gives der i liveregi fri leg til alle de små facetter. Med ‘Major Minor Love’, ‘Phoenix’ og ‘Count to Five’ blev de funky basgange blæst op til en større jamfest, hvor celloen og violinen mundhuggedes heftigt. En klædelig vildskab til det ellers så kontrollerede Rhye-univers, der særligt på det seneste har fundet en nyfunden flabethed, som bedst mærkes på ‘Taste’, hvor det underspillede univers for alvor har fået en gedigen omgang kampsexet attitude.

Hvor de skarpt orkestrerede funkudskejelser til tider balancerede på en knivsæg for ikke at få en bismag af overmodig stadion-selvfedme, var det for alvor med de mere fintfølende numre, der lagde sig som et trygt, varmt tæppe om hele Store Vega.

De ikoniske klaverakkorder og medrivende strygere på hitperlen ‘The Fall’ føltes som en nostalgisk forelskelse, der (heldigvis) er umulig at blive kvit, mens Milosh og co. med ‘Stay Safe’ sikrede, at det introverte univers fik en ekstra dimension på kompositionernes egne præmisser – med en medrivende inderlighed og længsel i hver eneste frasering og en indlevende øm- og ægthed i hver tone.

Med ‘Open’ understregede Milosh værdien af det ældgamle trick at hviske for at styrke folks opmærksomhed. Man kunne næsten høre en knappenål falde til gulvet, mens Milosh lod den smukke ballade blomstre på sin helt egen, afdæmpede facon. At koncerten afsluttedes med, at hele Vega troligt hviskede med på ‘Song for You’, understregede alle de skønneste facetter, Rhye rummer.

Som en introvert forelskelse, der er varmere og større end noget andet, når man giver den den udelte opmærksomhed, den fortjener.

Læs interview: Ingen opdagede, at Rhye gik fra duo til solo: »Det er pudsigt, det først kommer frem nu«