Interviewet er egentlig et af den slags, man hader som journalist. Det foregår over telefonen, fordi snakken i København, da hun varmede op for Future i Valbyhallen, blev aflyst. Og Stephanie Allen, som den engelske rapper rigtigt hedder, er ovenikøbet ikke i snakkehumør. Hun gider ikke rigtig – indtil snakken falder på Jamaica.
»Jeg er nødt til at tage til Jamaica snart! Bare tage noget tid og rejse derhen for at lave musik et par uger«, udbryder hun og forklarer, at hun aldrig har lavet musik på den caribiske ø, selv om begge hendes forældre stammer derfra, og de jamaicanske indflydelser indgår i et symbiotisk forhold med hiphop i hendes lydunivers.
Stefflon Don beskriver selv sin musik som »hiphop krydret med dancehall« og forklarer, at hendes drømmesamarbejdspartner er den fængslede jamaicanske dancehallstjerne Vybz Kartel.
»Hvorfor skulle det være et problem? Han udgiver stadig masser af musik, selv om han er i fængsel«, udbryder hun til min forsigtige indvending om, at det oftest er svært at lave musik med kunstnere, der sidder inde.
Man forstår, at hun liver op under Jamaica-snakken, for det er tydeligt, at hendes rødder gennemsyrer hendes musik, familie og personlighed. Musikalsk har forbindelsen indtil videre ført til slagkraftig dancehall-rap som signatursangen ‘16 Shots’, der lyder som en sonisk skudsalve, der hvisler om ørerne.
Stephanie Allens debut-mixtape som Stefflon Don, ‘Real Ting’, landede i december 2016 og tydeliggjorde hendes stjernepotentiale. Rapperens blanding af kæk karisma og delvis konfrontatoriske og selvsikre flows har ført til sammenligninger med Nicki Minaj, men lyden er hendes egen opfindelse.
Den kommer fra et personligt sted. For ud over at hendes families historie er tæt flettet sammen med Jamaica, har de rejst vidt og bredt og blandt andet boet i Holland, fra hun var fem år gammel, til hun blev 14.
Hun har altid delt lejlighed med en større familie og gør det stadig, selv om »de driver mig til vanvid nogle gange«, som hun siger. Familien har taget sin jamaicanske kultur med sig, men er også blevet påvirket af de nye kulturer.
»Det åbnede mine øjne for nye ideer at rejse så meget«, forklarer hun. »Man bliver mere åben af at opleve andre trosretninger og kulturer, og det tror jeg også har haft indflydelse på den person, jeg er i dag, og den musik jeg laver«.
Samtidig rammer Stefflon Dons musik ned i en engelsk musikscene på et tidspunkt, hvor den har åbnet sig ud mod verden på en måde, der ikke er set tidligere.
Lyden af London-diasporaen
Det er nok ikke tilfældigt, at den nyskabende fusionering af jamaicansk kultur med amerikanske og engelske indflydelser kommer lige nu. Mens UK-scenen længe har været domineret af grime, så synes den nu mere åben over for nye måder at vende og dreje impulser fra Vestafrika, Jamaica og USA. Det er en brydningstid, hvor alt synes muligt.
Mangfoldigheden er især opstået ved, at man ikke udelukkende orienterer sig mod USA, men at de store immigrantmiljøer i byer som London og Birmingham ser mod genrer som afrobeat eller dancehall i stedet. Især jamaicansk musik, kultur og sprogbrug er udbredt som få andre steder i London og Birmingham, der har et stort antal af indbyggere med netop de rødder.
Den caribiske indflydelse ses ikke kun i de konkrete minoritetsmiljøer, men i det hverdagslige gadesprog, som binder alle kulturerne sammen. Her er den jamaicanske kulturarv langt tydeligere end i for eksempel USA eller Frankrig.
Når Drake for eksempel begynder at sjæle engelsk slang og bruger ord som ting eller wagwan i stedet for thing og what’s going on, adopterer han i virkeligheden jamaicanske ord, der er vokset ind i britisk slang.
Kunstnere som J Hus, Belly Squad, Kojo Funds, Lotto Boyz og Yxng Bane inkorporerer for tiden indflydelser fra afrikansk kultur fra deres oprindelseslande i lydbilleder hentet fra amerikansk trap eller britisk grime. Hvorfor så ikke også dancehall?
»Det er fedt at lave musik lige nu i London. Alle støtter hinanden«, siger Stefflon Don om fællesskabet på scenen. »Det er som om, at fordi vi er fra UK, der ikke er lige så stort som USA, så holder alle sammen og skubber hinanden frem«.
Den inkluderende attitude har Stefflon Don selv følt. Før hun overhovedet var kendt, inviterede den toneangivende UK drill-gruppe Section Boyz hende med på et remix af deres hit ‘Lock Arff’ med tilhørende video, og road-rap-ikonet Giggs, der har lavet to sange med Drake, var med på remixet af titelnummeret fra Stefflons ‘Real Ting’-mixtape. Senest har hun endda lavet singlen ‘Ding-a-ling’ med grimestjernen Skepta.
Det er fascinerende, hvordan de mange stilarter flyder sammen: Her har du en ung, kvindelig dancehall-rapper, der laver musik med de ypperste repræsentanter for genrerne UK drill, road-rap og grime.
Flersidigheden i England omfatter ikke kun diversitet inden for genrer, men også en åbenhed mod kvindelige kunstnere. De seneste år har kvinder som Lady Leshurr, Ray BLK og Little Simz givet nytænkende bud på grime, street soul og klassisk hiphop. Er UK-scenen et miljø, hvor det i højere grad end mange andre steder er muligt for en kvindelig rapper at slå igennem?
»Det har aldrig holdt mig tilbage at være en kvinde«, siger Stefflon Don, nærmest affærdigende. »Jeg følte nærmere, at jeg fik mere opmærksomhed. Man skiller sig mere ud som kvinde. Jeg prøver bare, at være den bedste kunstner, jeg kan være«.
Den plan ser ud til at fungere. Lige nu er Stefflon Don en af de mange unge og innovative stemmer fra England, der nyfortolker deres kulturelle arv musikalsk. Hun er en af de mest spændende kunstnere på en scene, der lige nu er ved at genopfinde sig selv. Alt kan ske. Og findes der noget mere fascinerende, end det tidspunkt i en kunstners karriere hvor alt er muligt, men intet er sikkert?
Læs også: En ny bølge af kvindelige rappere ændrer hiphoppens regler – men ikke fordi de er kvinder
Læs også: De nye normbrydere: 10 kvindelige rappere, der ændrer hiphoppens regler
Nyt afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast: Oplever vi en renæssance for kvindelige rappere?