Palace Winters aerodynamiske poprock konsoliderer mere end den udfordrer
For et par år siden voksede den australske sangskriver Carl Coleman og hans danske medsammensvorne, producer Caspar Hesselager, sig under Palace Winter-banneret fra et ungt, københavnsk håb – med alt hvad der hører sig til af drømme og sange fossende ud af ærmerne – til en regulær eksportvare, der siden har turneret Europa tyndt. Vel at mærke på rekordtid. Som et band, der allerede på få år har forløst meget af det potentiale, blogosfæren og den øvrige musikpresse så i dem, hænger der på dén vis også et tungt åg over dem: Hvordan følger man sådan en succes ordentligt op?
Kodeordet hos d’herrer Coleman og Hesselager er aerodynamik, og makkerparrets slikkede poprock har altid haft en særegen elegance over sig – som var den skruet sammen i vindtunnellen hos en af de fornemste karrosseribyggere i Italien. Nu plejer glathed jo at være lidt af et skældsord i rockmusikken, men Palace Winter ophøjer nærmest dette adjektiv på en piedestal og gør den klædelig – og dén vane er altså fuldstændigt intakt på albumtoeren ‘Nowadays’.
En anden kæphest er Hesselagers forkærlighed for en meget hermetisk lukket, ’lydtæt’ og uorganisk trommelyd, og den får til gengæld muligvis et par vrid for meget med peberkværnen her. ’Take Shelter’s flotte melodi og Vangelis-agtige synths pløkkes eksempelvis nærmest itu af de tunge, dumpe og 80’er-klingende tønder.
Men ‘Nowadays’ skruer også en smule op for moltonerne – især er de blændende hooks på den flotte ‘Empire’ og albummets ubestridte fartdjævel ‘The Ballroom’ noget af det, der hænger absolut bedst fast i hjernebarken efter de 41 minutters spilletid er passeret.
Mest af alt er albummet dog også et solidt eksempel på, at opskriften på den svære toer sjældent er at servere mere af næsten det samme for lytteren. Især Hesselagers appetitlige, kølige og stilsikre produktion gør, at det aldrig bliver decideret uinteressant at lytte til Palace Winter, men man ønsker sig indimellem, at der sker noget andet og mere – at d’herrer kunne overraske en smule. Det sker alt for sjældent på ‘Nowadays’, hvis 11 skæringer mest af alt har travlt med at understrege og konsolidere, hvad Palace Winter er for en størrelse.
Kort sagt:
Palace Winters albumtoer er på mange ledder og kanter alt, hvad man egentlig kunne forvente sig af den, men også så uoverraskende, at det nærmest ender med at fælde karrierekometerne på målstregen. De 11 skæringer understreger og konsoliderer, hvad Carl Coleman og Caspar Hesselager tilsammen kan, og er aldrig uappetitligt pakket ind, men skiven udstiller omvendt også kun meget sjældent nye aspekter af duoens aerodynamiske poprock.