Stimulator Jones krydsbestøver 80’ernes og 90’ernes urbanmusik
Man må håbe, at PeanutButterWolf har tegnet en god forsikring for sine ører. Grundlæggeren af det efterhånden legendariske pladeselskab Stones Throw må nemlig siges at have en veludviklet sans for at spotte talent: Pladeselskabet har siden sin etablering i 1996 vedvarende præsenteret nye talenter med stor succes, senest demonstreret ved Gabriel Garzón-Montano, Sudan Archives og NxWorries, men også formået at udvikle allerede etablerede artisters diskografier – måske mest ikonisk ved J Dilla’s ’Donuts’ og ’Madvillainy’ fra Madlib og MF Doom, der begge brød med de nævntes hidtidige karrierespor.
Et lignende mønster gør sig gældende for det seneste medlem af familien, Sam Lunsford. Den 33-årige sanger og multiinstrumentalist fra bjergbyen Roanoke på den amerikanske sydvestkyst var løst tilknyttet selskabet og lavede egentlig hiphop under navnet Joneski, men blev af Wolf i stedet opmuntret til at forfølge og forfine et andet af sine sideprojekter, Stimulator Jones. Under dette mindst lige så mundrette alias har Lunsford primært gjort sig i slut-80’ernes boogie og post-disco og start-90’ernes hiphop-soul og g-funk. Han har selv betegnet sin tilgang som en art method acting i sit forsøg på at finde ind til disse musikformers oprindelige udtryk.
Man kan derfor også diskutere lødigheden i Jones’ ’hvidvaskning’ af disse fortrinsvis sorte genrer, der i deres samtid blev stedmoderligt behandlet af den gældende mainstream, men siden har bevæget sig fra den populærkulturelle periferi til at være en yndet æstetisk reference for nutidens ungdomskultur, og i de senere år har oplevet en mindre genfødsel gennem artister som Ace Tee, Abhi//Dijon, Children of Zeus, Onra og Dam-Funk.
Det er imidlertid svært at beskylde Jones’ for samme historieløse opportunisme som for eksempel Calvin Harris, alene af den grund, at han er gået mere grundigt til værks: Ikke blot har han nørdet de oprindelige forlæg helt ned til hvilket produktionsgear, der blev anvendt under deres indspilning – han har også forsøgt at genskabe stemningen ved selv at spille samtlige instrumenter og synge alle vokaler frem for blot at forlade sig på samples.
En anden grund, der gør det svært, er, at Lunsford er en mand, der kender sin musikhistorie. Det kan alene ses i det citat, hvormed han har beskrevet debuten: »It’s like what Jimmy Jam describes as funky bottom and a pretty top«. Et citat, som henviser til den æstetik, den hæderkronede producerduo Jimmy Jam og Terry Lewis efterstræbte, hvor trommerne og bassen er synkoperede og funky, mens instrumenter som guitar og keyboard er enkle og æteriske. Duoen får da også en sofistikeret hyldest på ’Need Your Body’, der nærmest er en pastiche på britiske Human Leagues ’Human’, som de færreste ved er produceret af netop Jam og Lewis, der ellers fortrinsvist gjorde sig i de urbane genrer på den amerikanske side af Atlanten.
Den opmærksomme lytter vil dog opdage, at trommerne er mere boom-bap end på originalen, og sådan er der på hvert nummer en nutidsmarkør, der minder om den historiske distance mellem genrernes kontekst og i dag. Det samme gælder ’Trippin On You’, der kunne have været fra Jon B’s hånd i 90’erne, hvis ikke det var fordi, den var skruet næsten unaturligt langt ned i tempo, og ’Suite Luv’, der i sin titel leger med omkvædet og samplets dobbelthed.
På den måde er det ikke kun genrer, men også tidsaldre, som krydsbestøves i Stimulator Jones’ univers, der dog hverken virker forlorent eller mister sin integritet af den grund. For som det gjaldt de originale genrer, var det hverken deres dybe tekster, sofistikerede arrangementer eller store vokalpræstationer, de skulle kendes på, men snarere iørefaldende melodier, uafviselige hooks og inciterende grooves. Og på dét punkt er det i den grad lykkedes Lunsford at illudere den eskapisme, den slags musik i sin tid tilbød.
Kort sagt:
Stones Throws seneste signing beviser pladeselskabets fortsatte relevans – selv når han mimer 80’erne og 90’ernes urbanmusik og udnytter den historiske distances privilegium til at krydsbestøve genrerne på tværs af hinanden. Projektet kunne nemt have gjort sig skyldig i historieløs opportunisme, hvis ikke det var gjort med den grundighed og ydmyghed over for de oprindelige forlæg, som er tilfældet.