1. Jorja Smith ‘Lost & Found’
En af tidens helt store r’n’b-kometer er engelske Jorja Smith, der med sin bjergtagende stemme og umiskendelige talent allerede har fået stor opmærksomhed uden at have udgivet et album før altså i dag, hvor debuten ‘Lost & Found’ er udkommet. Den dygtige sanger kommer til Store Vega den 1. november, så der er godt med tid til at lære sangene at kende inden koncerten.
Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.
2. Kids See Ghosts ‘Kids See Ghosts’
Kids See Ghosts er måske på overfladen ikke et navn, de fleste genkender, men bag dette navn gemmer Kid Cudi og Kanye West sig. Ligesom med ‘Ye’ for syv dage siden og ‘Daytona’ syv dage før denne består årets tredje Kanye-producerede album af syv tracks og er dermed endnu en kompakt lille gennemlytning.
Albummet har ligesom ‘Ye’ haft offentlig premiere til en lyttesession, så vi satser på, at det (ligesom ‘Ye’ for en uge siden) kommer bredt ud i eftermiddag.
3. Serpentwithfeet ‘Soil’
R’n’b-alkymisten Serpentwithfeet havde kun en enkelt ep i ryggen, da hypen begyndte at summe omkring ‘Soil’. Med en på én gang religiøs og queer aura omkring sig er hans skrøbelige musik øjeblikkeligt opsigtsvækkende. Du kan opleve Serpentwithfeet på årets udgave af Haven lørdag den 11. august.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.
4. Lykke Li ‘So Sad So Sexy’
For en uge siden gav Lykke Li en længselsfuld og introvert optræden på årets Heartland Festival, og nu får vi så et nyt album fra den svenske sanger. Singlerne har tydet på, at Lykke Li med ‘So Sad So Sexy’ går i en mere r’n’b-orienteret retning end den fremragende forgænger ‘I Never Learn’.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.
5. Xtra Naan ‘Gedi Matjåp’
I 2015 fik vi første udspil fra hiphopgruppen Xtra Naan, der bestod af Simon og Peder fra Gramsespektrum og Tue Track fra Malk De Koijn. Efter en pæn pause er denne trio endelig tilbage, klar til mere humoristisk rapmusik – det er ikke rigtig til at tage fejl af med tracktitler som ‘Hudplejerap’ og ‘Lars Anja’.
Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.
6. Snail Mail ‘Lush’
Under navnet Snail Mail har Lindsay Jordan markeret sig som en både fængslende sangskriver og en autentisk karakter, der taler fra et helt personligt perspektiv. Hun har et talent for at kunne forlænge sine følelser utrolig tydeligt gennem sin stemme og sin guitar – med debutalbummet ‘Lush’ får vi endelig mulighed for at høre dette i fuldt format.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.
7. Kippenberger ‘Uden hænder’
Du kender nok bedst Tobias Kippenberger som frontmand i The Floor is Made of Lava, men i disse dage har han kastet sig ud i en solokarriere, hvor sproget er skiftet fra engelsk til dansk. ‘Uden hænder’ er Kippenbergers debut-ep.
Hør ep’en via Spotify HER eller Apple Music HER.
8. Annelise ‘Ingen anden’
Annelise har i en længere årrække rumsteret i den københavnske hiphopundergrund, og nu er rapperen så klar med sin debut-ep ‘Ingen anden’. De seks tracks med lydlig inspiration fra både orientalske samples og mellemøstlige beats er produceret af Milad Genius, og det hele er selvfølgelig indspillet i Nørrebro-studiet hos Struglaz-kollektivet, som Annelise er en del af.
Hør ep’en via Spotify HER.