Wiz Khalifas ‘Rolling Papers 2’ er et diffust rapalbum til streaming-alderen
Wiz Khalifa ruller med ‘Rolling Papers 2’ videre med formularen, der har gjort ham så populær. Småcheesy poprapsange bliver brudt op af trapbeats, som igen bliver brudt op af mere tilbagelænede, synthdrevne numre med afstikkere, der skeler mod Soundcloud-rap, G-funk og soul. Alt sammen komplet med rygerreferencer, rap om damer og penge samt den glimtvise kærlighedssang.
Albummet, der følger op på 2011’s hovedværk ‘Rolling Papers’, er ikke et stort artistisk statement – snarere lyden af en erfaren rapper, der elsker at have det sjovt i studiet, og som eventyrlystent og oftest succesfuldt hopper på det, han lige har lyst til. Ligesom de mange forskellige slags features (fra ‘OG’ Snoop Dogg og r’n’b-skyggefigur PartyNextDoor til emorapper Lil Skies og det nyere r’n’b-navn THEMXXNLIGHT) vidner de forskelligartede numre om en kunstner, som ikke lader sig begrænse, og som vil være en del af raphistoriens fortid, nutid og fremtid – uden at hengive sig helt til nogen af delene.
Wiz Khalifa er sin egen størrelse, og uanset, hvad han gør, er det altid med sig selv som alfa-omega. Han flyder overlegent ovenpå med både klassiske, hakkede flows (som på ‘Goin’ Hard’ og ‘Holyfield’) og melodiske hooks (der går igen på ‘Late Night Messages’ og den Ty Dolla $ign-assisterede ‘Something New’). Wiz Khalifa har en solid rapvokal, der særligt viser sig hårdtslående på ‘420 Freestyle’, og han viser på tracks som ‘It’s On You’, at han er en habil sanger med øre for melodi.
Med 25 sange er albummet et bastardbarn af streaming-æraen. Samtidig siger det også lidt om, hvad ambitionen bag albummet er. For mens Wiz Khalifa måske aldrig har brilleret i albumformat, fremstår ‘Rolling Papers 2’ snarere som en samling sange end et regulært album – måske mest af alt som en samling af ideer, flows og beats, hvilket i 2018’s streaming-tider gerne er lige så værdifuldt som et heltstøbt album.
Der er klare højdepunkter: ‘Fr Fr’ med Lil Skies er en fusionering af Wiz Khalifas stil med en 2018-raplyd, ‘It’s On You’ er ganske simpelt et smukt nummer, og ‘Penthouse’ er en klassisk blær-rapsang, hvor selv Snoop Dogg bliver revet med af Wiz Khalifas alfahan-attitude. Dog er selv højdepunkterne i fare for at drukne i overfloden af numre. Selv om den lange plade fint veksler mellem hårdt og blødt, mellem fest, gaderap (som på ‘Blue Hunnids’ og ‘Real Rich’) og melankoli (på ‘Reach For the Stars’ og ‘Homework’), undgår man ikke at løbe mod en mur, hvis man forsøger at optage hele datasættet på en gang. Lytteroplevelsen er lige så diffus og mangesidet, som man forestiller sig Wiz Khalifas studiesessions har været.
‘Rolling Papers 2’ er ikke stor kunst, ej heller særligt fokuseret, men det foregiver det heller ikke at være. Der er nok gode sange og ideer, og Wiz Khalifa er som rapper og sanger stærk nok til, at det i sidste ende er værd at engagere sig i ‘Rolling Papers 2’, hvordan man så end ønsker at gøre det.
Kort sagt
Wiz Khalifas ‘Rolling Papers 2’ er en mangesidet og lettere diffus lytteroplevelse, hvor både poprap, trap og tilbagelænede beats får plads. Trods albummets udmattende, streaming-orienterede længde på 25 numre over halvanden time er der nok gode numre og Wiz Khalifa-virtuositet, der gør det værd at udforske.