Bisse tager Danmark op til revision: »Vi lider stadig under tømmermændene fra ’Matador’-dagene«

Den uendeligt produktive sanger, sangskriver og musiker Bisse har været omkring det ganske land, og det har inspireret ham. Til at skrive om sit moderland og til at tage nationen Danmark under sin vinge. På sin niende udgivelse, et timelangt album af svulstig og ordrig orkestermusik, viser Bisse sig som nationalkronikør. Selv kalder han det en revy. Og der er nok at behandle. For Danmark er meget større, end vi går og tror.
Bisse tager Danmark op til revision: »Vi lider stadig under tømmermændene fra ’Matador’-dagene«

»De danske skurkes & heltes, kongers & kitesurferes historie skrevet, spillet og indsunget i pyntelig stil i totusindogatten af Bisse, en Sjællandsfar«. Sådan indledes taksigelseslisten til Bisses nye album, der udkom fredag.

’Tanmaurk’ hedder det. Og for den produktive musiker og sanger er det intet mindre end det niende album i rækken. Ottende, hvis man er medgivelig og ikke tæller den to år gamle ’Big Tasty’, der blev markedsført som en ep, med.

Og pynteligt er det så sandelig. Trods Bisses bredspektrede udtryk skiller ’Tanmaurk’ sig unægteligt ud i den allerede voluminøse diskografi. Det er nemlig noget så særpræget som et symfonisk album, en nationalkrønike optaget sammen med det velrenommerede klassiske symfoniorkester Copenhagen Phil, der også er kendt som både Tivolis Symfoniorkester og hele Sjællands Symfoniorkester. Træ- og messingblæsere, strygere og paukertrommer smyger sig i storladen, ornamenteret orkesterklang rundt om Bisses velkendte vokal sammen med glitrende synthesizere, akustiske trommer og sporadiske guitarmelodier.

En Danmarksrevy

’Tanmaurk’ lyder som et ambitiøst og højtravende projekt. Og det er det også. Med en spilletid på 69 minutter er det Bisses næstlængste album, kun overgået af det 80 minutter lange ’Højlandet’. Men hvor ’Højlandet’ holdt sig til en bandbaseret formel, er det musikalske univers større, mere storladent og mere frit flydende på ’Tanmaurk’. Bandets keyboardist og synthmand Adi Zukanovic har stået for orkesterarrangementer i samspil med Bisse, og til januar, mere præcist den 30. januar 2019, fremfører bandet og Copenhagen Phil albummet i sin helhed ved en uropførsel i Radiohuset på Frederiksberg.

Jeg møder manden, der bærer det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær, i hans lejlighed på Amager en sen eftermiddag. Vi sidder i hans rummelige stue. Mørket har lagt sig udenfor, vi har begge skænket kaffe fra stempelkanden, og på bordet lyser et stearinlys luften imellem os op.

»Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at lave et album med symfoniorkestret Copenhagen Phil af orkestrets producer, Karl«, fortæller Bisse mig efter jeg indledende har spurgt, hvordan samarbejdet kom i stand. »Vi snakkede om det, og det lød jo spændende. Hvis jeg skulle lave noget med et symfoniorkester, så ville det være oplagt at gøre det dér«.

Copenhagen Phil har en lang historie. Det blev dannet helt tilbage i 1843 i forbindelse med Tivolis grundlæggelse i København. I mange år har det derfor været kendt som Tivolis Symfoniorkester, men siden 1965 har det også fungeret som såkaldt landsdelsorkester, hvorfor det også går under betegnelesen »hele Sjællands Symfoniorkester«. Det er derfor ikke forkert at sige, at Copenhagen Phil er en historisk kulturinstitution, der er ældre end det danske demokrati.

Bisse.

Alderen spillede også en rolle for Bisse i processen med ’Tanmaurk’.

»Jeg tænkte også, at det er et gammelt orkester«, fortæller han. »Den klassiske musik er jo gammel, og lyden af et symfoniorkester er jo også lyden af mange århundreders musik. Det er lidt af en tidsmaskine i sig selv, så jeg syntes, at det gav god mening at lave et album med en historisk dimension sammen med det her orkester«.

Selv kalder Bisse sit nye epos for en revy. Men hvad skal det egentlig betyde?

»En revy er jo en slags kabaret, som vi har en rig tradition for her i Danmark. Den form har jeg forsøgt at opdatere. Og så er det også et meget smukt ord, ’revy’. Det betyder jo at gense noget, og i revyen genser man jo kendisserne, de politiske figurer og sager, som man kender fra offentligheden. Men man ser dem i et nyt lys. Jeg kalder også albummet for en revision. Fordi jeg tager Danmark op til revision!«.

»Helt bogstaveligt talt ville jeg gerne lave nogle sange og et album om mit moderland og fædreland set med mine egne øjne. Jeg har spillet mange koncerter de sidste par år og har været en del rundt i Danmark. Det har været inspirerende, for det er et meget større land, end man tror. Jeg synes, Danmark er et meget stort land«.

Tømmermænd fra ’Matador’

Det er sjældent, at man møder en dansk musiker med den protestantiske arbejdsmoral, som Bisse lægger for dagen. Produktionsniveauet er højt. Det er ambitionerne også. På tre år er han gået fra at fortælle udpenslende og smertefuldt om et breakup på pladerne ’PMS’, ’Bitchin’ og ’Umage’ til at behandle stormandspolitik og voksenlivet på ’Happy Meal’ og ’Højlandet’ til at besynge barndommens fortryllede håb og glæde på ’19.6.87’.

Bisse er omskiftelig. Ikke kun i sin musik, men også i sin fysiske fremtoning. I videoen til singlen ’Plexiglas’ fra det forrige album ’Bizzen’, der udkom tidligere i år, var han blevet kronraget og vandrede nøgen rundt i sne- og ørkenlandskaber. Når ikke han slikkede istapper eller sad i et bur og flashede sine gyldne grillz med en blæksprutte hængende over skulderen.

Da han i sommers spillede på Roskilde Festival, var håret farvet rødt og påklædningen mangfoldig: fra en stramtsiddende heldragt til englekjole, påfuglefjer, svejsebriller og cowboyhat.

Nu sidder han foran mig. Igen lyshåret, men med mørke hårrødder, der antyder en anden original hårfarve, iklædt en mere ordinær, mørk sweater. Han står ikke stille. Han kommer vidt omkring og er vokset med opgaven. Og nu prøver han at favne hele nationen.

Det nye projekt har dog krævet en vis mængde research. For som han selv siger: »Hvis man vil skrive sin egen Danmarkshistorie, så bliver man jo også nødt til at læse op på historien«.

Albumtitlen er taget fra runeskriften på den store Jellingesten. Stenen, som kaldes Danmarks dåbsattest, hvor Harald Blåtand, søn af Gorm den Gamle, omtaler Danmark som selvstændigt land og proklamerer, at han gjorde danerne kristne. Det er et eksempel på det, som Bisse kalder en translitteration. En oversættelse fra et skriftsystem til et andet. Et begrænset antal runebogstaver gjorde, at det, vi i dag kender som henholdsvis bogstaverne ’t’ og ’d’, havde samme runesymbol. Deraf ’Tanmaurk’.

»Det er meget svulstigt, højtravende, patetisk og … patriotisk også«, siger han.

Patriotisk? Hvordan?
»Det er jo en kærlighedserklæring til Danmark. På godt og ondt. Der findes mange fortællinger om Danmark. Jeg tror, at vi i vores tid stadig lider under tømmermændene fra ’Matador’-dagene. ’Matador’ er udtryk for en idyllisering. Det Danmark, jeg synger om, er mere råt, men det er også mere livgivende. Det er mere mørkt, men også mere vildt. Jeg synes, Danmark virker ekstremt tæmmet, når man ser ’Matador’, og det har ikke været min erfaring, når jeg har rejst rundt i landet. Man bliver blæst bagover gang på gang både over det, man ser og hører, og den modvind, der rammer en«.

»Jeg vil gerne gøre op med det glansbillede af Danmark. Det er ikke, fordi jeg vil afskrive mig Danmark, jeg vil snarere omskrive det eller gennemskrive det. Og uanset hvordan albummet bliver modtaget eller hvordan jeg selv ser på det om et par år, så er jeg glad for, at jeg har fået fortalt nogle historier om Danmark, som viser et andet billede end det, jeg er vokset op med«.

det er et opgør med en idyllisering?
»Ja. Eller også er det en ny-idyllisering«.

Den store og skrøbelige dansker

Bisser bruger ord som »vild« og »tæmmet«. Musikken og nationalånden lader sig åbenbart bedst beskrive i kraft af termer, vi normalt tillægger dyr fremfor mennesker. Det er heller ikke tilfældigt, at han i pressematerialet iført en såkaldt Amagerdragt poserer med dyrerigets store dansker, en grand danois.

»Som jeg ikke kan styre«, siger Bisse. »Det kan man også se i videoen«.

Den store hund bliver en metafor for den danske folkesjæl. Vældig og brysk i sin fremtoning. Men også aggressiv. For som Bisse fortæller, bed hunden en forbipasserende under fotosessionen.

»Hun var ved at ringe til politiet. Jeg blev nødt til at undskylde mange gange og sende produceren efter hende«.

Bisse og grand danoisen.

Men selv om grand danoisen er stor og høj, er den også et skrøbeligt dyr.

»Ejeren af hunden, som vi brugte til pressebillederne, fortalte os, at skelettet skal bære de her 90-100 kg, så de har tit problemer med slidgigt og er skrøbelige i benene. Derfor skal de have en helt særlig kost, som styrker deres knogler. Det synes jeg er et sjovt billede på vores selvbillede. Når man kalder en hund en grand danois, må der jo have været nogen, der syntes, at den var særligt dansk!«.

Det kommer også til udtryk gennem albummets førstesingle, ’Grand Danois’, der meget vel kan kaldes albummets centerpiece. Bisse selv ser sangen som albummets hjerte. Det er en storladen og symfonisk rejse, skiftevist brusende og bølgende. Det er også her, kritikken tydeligst stikker sit hoved frem, som sangen over ti minutter beskriver et fladpandet fladland med lavkultur, lavprisselskaber og »lousy politikere«. Danmark fremstilles her som et land uden højder i fysisk såvel som åndelig forstand.

I den flotte video assisteres ordene af gamle og nyere Danmarkskort og et vue over et fladt, digitalt landskab, før sangen i dens anden halvdel bølger sig fremad over en refleksion af moderne tiders krigsindsats og konflikter.

»Er det ikke smukt, at Lars Løkke og Lars Tyndskid forenes?«, spørger Bisse begejstret med henvisning til de personager og figurer, der optræder gennem videoen, og hvis forvredne ansigter bærer ligheder med visse personer fra nutidens politikerstand.

Jeg spørger ham, hvad ideen bag videoen er.

»Det er jo en revy. Det er en parodi, en satire. Men det er en meget mørk satire. Jeg håber ikke, at folk ser det som en hånliggørelse eller som en talen ned om Danmark. Det er en hyldest til Danmark og en kærlighedserklæring i nogle passager, men det ender jo ret vildt«.

Svindler-Danmark

Bisse er ikke selv sikker på, hvordan sangen ender. I videoens slutning troner grand danoisen og et menneske som skeletter på en højde af forvredne kontrafejer, der har konstitueret ly for det truende højvande. Det smalle, svajende Dannebrog ved menneskeskelettets side bærer større lighed med en le end med et symbol på national storhed.

En vinkel på videoens afslutning kunne være, at det er et billede på lavlandets hovmod. At man som lavlandsbeboer kan puste sig selv op og søge tilflugt i højlandet, blot for at blive indhentet af højvandet og døden. Hovmod står som bekendt for fald.

Det fremstår mørkt og pessimistisk, men det har været en proces uden nogle klare svar eller løsninger. Det har med andre ord været, som kreative processer nu ofte er. Videoens dommedagsagtige finale krediterer Bisse animator Bjarke Stenbæk for. Han har fortolket det, han hørte, og oversat det til billeder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det skal dog nok ikke ses så meget som et kritisk, politisk indlæg, men mere som en refleksion over tidens tendenser og tingenes tilstand pakket ind i de bisse’sk fabulerende sproglege. Han sammenligner sig selv med Saxo Grammaticus, den danske middelalderhistoriker, der i det 12. og 13. århundrede skrev den første Danmarkskrønike ’Gesta Danorum’, senere oversat til ’Danernes bedrifter’.

»Saxo skrev også om fladlandet og lavlandet. Jeg ser mig selv som en krønikeskriver, og jeg prøver bare at beskrive det, der sker. Når jeg hører om Britta, Sanjay Shah eller Lars Løkkes eskapader, så får jeg lyst til at fortælle historien og sætte det til musik«, siger Bisse med henvisning til den svindelanklagede Britta, der nuppede over 100 millioner fra Socialstyrelsens satspuljer og finansmanden Shah, der har været med til at rippe den danske statskasse for omtrent 12 milliarder kroner ved at svindle med udbytteskat.

»Svindler-Britta har selvfølgelig to grand danois«, fortæller Bisse mig. Og de optræder faktisk i skøn forening nøjagtig seks minutter og 40 sekunder inde i videoen med noget, der ligner pengesedler pakket væk i et sort etui.

»Jeg har skrevet en sang om Britta, som kommer på det næste album. Det bliver et gøgler-og-svindler-album«.

Det hele begynder at hænge lidt for godt sammen, tænker jeg.

Kongekrabben Bisse

Der er også et par afstikkere på albummet. Bisse selv kalder dem »indvandrere«.

Det drejer sig mere specifikt om ’Danmarkshavn’, der finder sted i Nordøstgrønland, og ulykkeskrøniken ’Fællesbrev fra Sveg Vårdcentral’, der tager et svensk perspektiv på sig. På den måde er Bisses nationalkrønike også en historie om nabolandene og det i store træk ubehandlede koloniforhold mellem Grønland og Danmark.

Men det er aldrig noget, der rigtigt ekspliciteres i numrene. Musikken og ordene får lov til at flyde og leve sit eget liv, og så kan man gribe det eller lade være.

Det er der nogen, der gør. Men der er også mange, der ikke gør.  Og måske skal man tilskrive det, der føles som manglende respons, mandens enorme produktivitet. At der er for meget tryk på med udgivelserne, at lytterne simpelthen bliver udmattede.

Bisse.

Da jeg forsigtigt præsenterer kritikken af hans høje udgivelsesrate for ham, falder svaret prompte: »Ja. Men der er jo heller ikke nogen, der har sagt, at de skal lytte til det«. Han tilføjer: »Jeg glæder mig selv over, at samlingen vokser, og de taler ligesom sammen, de dér værker. Jeg ser det også som et samlet værk. Jeg er meget stolt af, at det er lykkedes mig at få lavet de her album. Det er ikke et nisselandskab, men et Bisselandskab, som jeg bygger op, og som man kan gå på opdagelse i«.

»Kunsten er ikke at begrænse sig, men at udgrænse sig«, siger han med selvbevidst højtidelighed. »Dét er kunstnerens opgave«.

Og udgrænse sig gør han, Bisse. Men selv om han har vundet fem Steppeulve for ’Højlandet’, spillet to gange på Roskilde Festival og fået radioplay med sange som ’Shotgun for dig’, ’Seks hjerter’ og ’Røde kinder’, venter det store gennembrud stadig på sig.

»Det er jo heller ikke særlig plomberet, det jeg laver«, siger han selverkendende. »Det er nok også derfor, jeg aldrig har haft et hit. Man kan ligesom ikke returnere varen og få den byttet«.

Jeg spørger ham, hvordan han ser sig selv i den større sammenhæng, der er den danske musikscene. Også her forbliver hans svar i udlandet – og, måske ikke så overraskende, i dyreriget.

»Det meste musik, der er på markedet, er lidt som sønderjysk krabbesalat: 58 procent fyld og ægte mayonnaise. Sådan ser jeg ikke rigtigt min egen musik«.

Er det det, du forsøger at skabe et alternativ til?
»Ja, jeg er 100 procent Kamchatka-krabbe, kongekrabben! Jeg kommer ned fra Norges vestkyst og invaderer det danske farvand og æder alt på min vej«.

Hvordan går det projekt?
»Det går ikke så godt. Jeg ligger stadig et sted oppe i de norske vande. Jeg er jo meget glad for den modtagelse, jeg har fået, men jeg bliver lidt misundelig, når jeg ser hvordan Karl William og Benal og de andre stryger forbi. Det er forståeligt, så det er egentlig ikke fordi jeg finder det uretfærdigt, men som alle andre mennesker drømmer jeg selvfølgelig også om økonomisk uafhængighed. Så man drømmer jo om at komme bredere ud, men jeg er stadig meget taknemlig for det publikum, jeg har i hele Danmark«.

Drømmen om den økonomiske uafhængighed bliver næppe realiseret med ’Tanmaurk’. Det er ikke et album, der bygger fanbaser, og det er næppe et, der bryder igennem til radioen. Men det styrker billedet af Bisse som en ambitiøs kunstner og en ener – der nu også kan kalde sig nationalkronikør med et symfonisk album i bagagen.

Og mon ikke kronikøren inden længe kommer med mere materiale om det flade lavland med det store selvbillede. Med tidens mange svindel- og skandalesager burde der være inspiration nok til det næste album.

Som han selv siger: »Jeg håber, at når man hører det her album, at man så tænker, at Danmark er et dybt land. Det kan godt være, det er lavvandet, men det er et dybt lavvande. Det er et lavvande, man kan gå på opdagelse i… og måske en dag finde kongekrabber«.

Læs anmeldelse: Bisse ‘Tanmaurk’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af