Father John Misty var intet mindre end en rockstjerne i Forum
Da Father John Misty i sommer skulle spille på NorthSide, introducerede konferencieren ham som en kunstner, der lynhurtigt er blevet et af de allerstørste navne inden for rock. Jeg studsede lidt over introduktionen, for selv om Father John Misty vel er et sted ovre i folkrocken eller endda softrocken meget af tiden, er det jo ikke fordi den kære Josh Tillman med sit hipsterskæg og de utællelige lag af sarkasme ligefrem skriger ‘rockstjerne’.
Det er næsten som om, Tillman må have tænkt det samme. Hans to seneste koncerter på dansk jord – Roskilde i 2017 og NorthSide i sommer – havde klassiske musikere på scenen, der understregede hans selvironiske elegance. Men da han indtog Forum Black Box lørdag aften, var rocken i stedet i fokus, og der var hverken blæsere eller strygere til stede.
Han indledte koncerten med ‘Hollywood Forever Cemetery Sings’, der oprindeligt er en lidt lo-fi-vemodig sang. I Forum fik guitaren et godt skud glamour, så den tangerede hen mod noget, Joe Perry kunne have spillet for Aerosmith i midt-70’erne. Tillman gestikulerede og sang med så stor gennemslagskraft, at hans tilstedeværelse gennemsyrede salen, også selv om lysshowet gjorde, at han visuelt mest af alt fremstod som en silhuet.
Han var klædt i hvidt jakkesæt fra top til tå, og selv hans efterhånden ikoniske solbriller var lidt lysere, end de plejer at være. Han så godt ud, det var han absolut klar over, og som han teede sig på scenen, ledte han mere tankerne hen mod ikoner som Bowie, Prince, Jagger og Mercury, end mod den typiske indie-darling.
Guitaren havde generelt fået en god dosis mere fuzz og distortion, især på sangene i starten af koncerten. Tillmans mere barokpoppede numre var således også totalt omarrangerede, så keyboard, klaver og bas overtog, hvor klassiske musikere normalt ville tage tjansen. Især ‘Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)’ var flot eksekveret, så guitaren spillede det, der tidligere var en trompetsolo – og det lød fremragende.
Den country-inspirerede ‘I’m Writing a Novel’ fik også et solidt makeover. Lyden blev større og mere pompøs, og den lød derfor hen ad noget fra Elton Johns alt for oversete album ‘Tumbleweed Connection’, der smukt forener rootsy ægthed med storladenhed og pragt.
Efter denne valgte han at spille et par ballader, og det var måske ikke det helt bedste valg at have flere af disse i træk. Det gjorde, at de ikke stak så meget ud i setlisten, selv om de for sig selv var lige så fornemt udført. ‘I Went To the Store One Day’ stak dog ud, da han her fik skabt en umådelig varm intimitet.
Der er mange stærke sange, man kunne fremhæve fra setlisten – ‘Mr. Tillman’, ‘Holy Shit’, ‘Pure Comedy’, ‘Total Entertainment Forever’, alle opført med den skønneste rockstjerneattitude. Men særligt de to afsluttende sange blæste mig omkuld. ‘I Love You Honeybear’ fik så grandiose proportioner, at den virkede som hans personlige udgave af Prince-klassikeren ‘Purple Rain’, og ‘Date Night’ blev til et cocky festfyrværkeri af veloplagt glamrock a la Bowies ‘Jean Genie’.
Tiden fløj afsted i Josh Tillmans selskab – og han fik markeret sig som intet mindre end en rockstjerne.
Kort sagt:
Mange sange fra Father John Misty-kataloget blev totalt nyfortolket i Forum Black Box, så de blev mere rockede, og Josh Tillman var dertil så kæphøj i sin attitude, at han uden besvær formåede at sælge denne retning.
Læs anmeldelse: Father John Misty ‘God’s Favorite Customer’