Lauryn Hill viste sit værd, men degraderede sit magnum opus
’The Miseducation of Lauryn Hill’ er fyldt 20 år. En rørende, personlig solodebut fra den dengang blot 22-årige Fugees-sangerinde. Et vægtigt værk i sin samtid, et kvantespring for hiphoppens kvinder og en milepæl i populærmusikken på så mange måder.
Med ’Miseducation’ skabte Hill en fusion mellem sine to lidenskaber, soul og hiphop. En fusion, der på daværende tidspunkt var dristigt innovativ – og helt himmelråbende rigtig for lige netop Lauryn Hill: En fantastisk sangerinde og en virtuos rapper.
»In my mind I didn’t see why they didn’t go together«, forklarede Hill om de to genrer, da hun lørdag aften indtog Forum for at fejre debutens jubilæum.
’Miseducation’ er stadig Ms. Lauryn Hills eneste solo-studiealbum, hvilket kun har gjort det så meget desto mere sagnomspundet. Kunne hun ikke præstere en efterfølger til den Grammy-rekordsættende debut? Blev presset for stort, da hun blev et regulært ikon?
Lytter man til Hills anekdoter på hendes ’MTV Unplugged’-album fra 2002 – og i det hele taget til teksterne på ’Miseducation’ – kunne det tyde på, det ikke var presset. I første ombæring var det ikke engang meningen, Hill ville bruge sine ’Miseducation’-sange selv. Men da de blev af så personlig karakter, forblev de hendes. Det var ganske enkelt bare ikke meningen, hun skulle fortsætte albumstimen.
Men hvordan fejrer man så et album, der er så essentielt for hele soul- og hiphophybriden, for kvindelige rappere og for ikonet Ms. Lauryn Hill?
Lauryn Hills svar på spørgsmålet denne aften var et show. En fest med hende som omdrejningspunkt og en cementering af hendes ubestridelige talent i alle dets facetter. Et genhør med alle hendes største hits, som hun fortolkede i vilde vokaludskejelser efter forgodtbefindende.
På sin vis var der noget smukt i, at Hills 2018-take på sin egen arv ikke var en 1:1-gengivelse. Med et veloplagt band, en frisk trompetist og tre ualmindeligt kække korpiger i ryggen jammede Hill sig igennem hitparaden på kryds og tværs af takter. Kompromisløst, selvsikkert og på alle måder kompetent. Turen ned ad memory lane blev som en forfriskende ny rejse – som hvis du pludselig en dag skulle opdage helt nye huse på din barndoms villavej.
Men Hills udskejelser skete på bekostning af en del af den intimitet, der er albummets hjerte. Den blødende ærlighed, der gør et nummer som ’To Zion’ så utroligt rørende (og som ødelagde min allerførste discmans repeat-knap) blev taget som gidsel af Hills behov for at hævde sig. At bevise, hun stadig er en enestående kunstner.
Hill er en enestående kunstner. Hendes vokal lagde Forum ned lige fra åbningsnummeret ’Lost Ones’, mens hendes rap-passager – i hvilke hun vel at mærke ikke kunne vige nær så meget fra sangens originale format, som hun gjorde i alle sangpassagerne – blev leveret med præcision, styrke og vindende melodiøse flows. Særligt på ’Doo Wop (That Thing)’ fik hun gjort det glasklart, at hun er en mere end habil rapper.
Men Lauryn Hills behov for at vise sit værd anno 2018 skete på bekostning af det, vi var kommet for: ’The Miseducation of Lauryn Hill’. Til tider føltes hendes ufølsomme udskejelser som om, hun ikke længere selv kan mærke sit eget værk. I så fald ville hun i hvert fald ikke have nænnet at ofre det til fordel for egen hævdelse – eller lade en charmerende perle som ’Ex-Factor’ lide under potente show-tricks, ’se mig’-vokaljams og vanvittigt underlige, ’The Sims’-agtige uvedkommende visuals.
Da Hill endelig mod slutningen smed solbrillerne og sluttede af med Fugees’ ’Ready Or Not’ og Roberta Flacks klassiker ’Killing Me Softly’, mærkede vi endelig en flig af den inderlighed, hele aftenen led et afsavn af. Men det kunne ikke gøre op for det faktum, at Hill i sin bestræbelse på at vise sit værd degraderede sit magnum opus til et letfordøjeligt show. Hvor facetterne i fusionen mellem soul og hiphop druknede i gimmicks.
Lauryn Hill anno 2018 er endnu for overbevisende og vægtigt et navn til at høre hjemme et sted som Las Vegas, hvor fallerede, udbrændte stjerner prøver at vise deres værd i karrierens efterår. Så det er mig en gåde, hvorfor hun insisterede på at degradere sin optræden til sådan et slags show.
Kort sagt:
Lauryn Hill viste sit værd både som sangerinde og rapper – men hendes iver efter at bevise, hun stadig er en gyldig stemme på 2018-scenen, skete på bekostning af den rørende intimitet, der gjorde ’The Miseducation of Lauryn Hill’ til så vægtigt et værk.