Foals udstikker en mulig ny kurs på ‘Everything Not Saved Will Be Lost – Part 1’

Stor var min begejstring over udsigten til ikke alene ét, men hele to nye album fra Foals i år. Her på kanten til foråret udkommer ‘Everything Not Saved Will Be Lost – Part 1’, og ‘Part 2’ følger i efteråret.

Betragtelig er således også min skuffelse over, at briterne ikke formår at matche de ambitiøse planer med mere stærkt eller mindeværdigt indhold. I hvert fald ikke i første heat af udgivelsesstrategien.

Fundamentalt lider første halvdel af dobbeltudgivelsen under, at Foals ganske enkelt mangler de musikalske ideer og sange, som man kan tillade sig at forvente af et band af deres kaliber.

Hvad bandet tidligere har formået, kommer dog til udtryk med det indtagende guitargroove og de resterende instrumenters stigninger og fald i ‘Syrups’. Til sammenligning er de ligeledes rytmisk definerede ‘Exits’ og ‘In Degrees’ desværre træge og monotone.

Det klæder også gruppen at byde stemningsmættede og nedtonede nuancer velkommen indenfor, som tilfældet er på den synthdominerede ‘Moonlight’ og den klaverdrevne ‘I’m Done With the World (and It’s Done With Me)’, som henholdsvis åbner og lukker albummet. Her betræder Foals nyt terræn, og det er interessant, hvis disse numre er varsler om, hvad der er i vente på dette albums efterårsfølgesvend.

Men hvor de rytmiske finurligheder førhen blev eksekveret med opfindsomhed og var blandt Oxford-kvartettens adelsmærke, fremstår antrækkene til disse i denne ombæring som halvhjertede og pligtskyldige øvelser.

‘White Onions’ lyder forceret, ‘On the Luna’ som noget, et hvilket som helst upcoming band kan diske op med, og man trækker på skuldrene af det letkøbte trick med temposkiftet i ‘Sunday’.

Trods et ellers interessant valg af marimba som percussion og dermed muligheden for en distinkt rytmisk fremdrift, bumler ‘Café D’Athens’ formåls- og retningsløst rundt i en sådan grad, at en lidet flatterende betegnelse som albumfyld er på sin plads. Og det er desværre ikke en enlig svale.

Langt størstedelen af materialet føles uinspireret og ikke på niveau med det fokuserede og stramt eksekverede materiale, Foals tidligere har bedrevet. Endnu en salve er som sagt klar til affyring senere på året, men herfra imødeses det næste album med en vis skepsis. For på første del af ‘Everything Not Saved Will Be Lost’ lyder Foals som et anonymt indieband, der forsøger at maskere manglen på gode ideer og sange.

---

Kort sagt:
Selv om der i keyboardbårne numre udstikkes en mulig ny kurs, står Oxford-kvartetten i kreativ stampe. Fundamentalt mangler første del af Foals’ planlagte dobbeltalbum gode ideer og sange.