Nicki Minaj var fantastisk i 30 minutter – så begyndte alt at gå galt i Royal Arena
Den første halve time af Nicki Minajs koncert i Royal Arena var en magtdemonstration. Men efter den stærke start fulgte et koncertkollaps, som man sjældent ser dem. Det var en halv time i himlen og to timer i helvede.
Men lad os starte der, hvor det hele gik så godt. Omkring klokken 22.00 red den lidt over halvanden meter høje rapper fra New York ind på Royal Arenas røgfyldte scene på en bevinget hest og angreb sine vers, som om hun havde noget at bevise. Som om hun var en helt ung rapper, der kun havde de her sange til at overbevise os om, at hun var en stjerne.
Karrierehøjdepunkter som de tidlige ’Did It On Em’ og ’Beez In the Trap’ og nyere sange som ’Only’ og ’Hard White’ blev leveret med aggression og overskud. Ikke en eneste detalje gik tabt. Minaj tordnede igennem versene på de minimalistiske hiphopsange uden backtrack og uden fejl.
Samtidig bevægede hun sig skridsikkert rundt på scenen med fem stramt koreograferede dansere, mens opsætningen omkring hende konstant muterede: Først fløj hun ind i Royal Arena på en gigantisk pegasus, så dansede hun rundt med sværsvingende samuraier, så lå hun pludselig på en gigantisk, bevægelig seng og lignede en hiphop-Cleopatra. Beyoncé-samarbejdet ’Feelin’ Myself’ blev selvfølgelig også leveret, mens hun slangede sig på sengen.
Samtidig var der dele af scenen, der pludselig hævede sig, da hun trådte op på dem. Og da Minaj spillede ’Anaconda’, var det selvfølgelig med et sexet setup, der blandt andet inkluderede en ret vanvittig twerk-session fra en af hendes mandlige dansere.
I koncertens første periode skete der noget nyt hvert minut. Nicki Minaj gik hurtigt gennem sangene, men ikke på den typiske hiphopmåde, hvor man kun spiller et vers og et omkvæd af hver sang. Vi fik oftest hele nummeret – tempoet var bare utroligt højt.
Det er sjældent, at en hiphopproduktion er så skarp og overdådig, samtidig med at live-leveringen er så sikker. Det var 30 af de stærkeste koncertminutter, jeg har været til i lang tid.
Og det er derfor, det var så uventet, at det hele pludselig gik så galt. For lige så spektakulære, som de første 30 minutter var, lige så spektakulært katastrofale blev de resterende to timer (ja, koncerten var to en halv time lang, men mere om det senere).
Det første lille tegn på aftenens kollaps var, da Nicki Minaj forsvandt, og en dj-bås pludselig manifesterede sig på scenen ud af gulvet. Manden i pulten introducerede sig som dj Boof (dj-bås, get it?) og begyndte ellers at fyre op for nogle random feststartere. Jeg tænkte umiddelbart, at det måtte være opvarmning for Juice WRLD, der skulle spille som en del af Nicki Minajs show. Men så dukkede Nicki selv op igen og introducerede os for en leg: Publikum skulle synge med på nogle af hendes sange.
Det gik ikke så godt. Der var så få, der kunne teksten til kærlighedssangen ’Your Love’ fra 2010, at Minaj selv jokede med det. De få stemmer i salen kunne ikke bære opgaven. Og her er vi nødt til at tale om fremmødet: Royal Arena kan huse 16.000 mennesker. Men til den her koncert var det kun et mindre hjørne af salen, der blev brugt. Der kan ikke have været meget mere end 3-4.000 gæster.
Det er altid lidt fladt, når en stor koncert fejler på publikumsfronten, men indtil rapperen bad salen om at synge med, havde hun faktisk fået alle til at glemme de tomme pladser. Men dem blev man mere og mere opmærksom på, i takt med at koncerten afsporede.
For efter publikum mislykkedes med den planlagte karaokesession, valgte Minaj simpelthen at rappe nogle af sangene selv, mens hun stod og loungede i dj-båsen. Vi fik hendes gæstevers fra Young Moneys ’Bedrock’ og Drakes ’Up All Night’ og selvfølgelig det legendariske gennembrudsvers fra Kanye Wests ’Monster’ – og leveringen var stadig stærk. Men det småkedelige setup, hvor Minaj bare stod bag pulten, var en lidt trist kontrast til koncertens dynamiske første halve time.
Efter ’Monster’ var første halvdel af Nicki Minajs show slut, og mod klokken 23.00 gik Juice WRLD på. Den unge emo-rapper spillede en habil koncert på et udsolgt Store Vega sidste efterår, hvor publikums begejstring bar ham igennem aftenen, selv om han vitterlig ikke kunne synge. Dén bonus havde han ikke i Royal Arena.
Det blev helt tydeligt, da han betrådte scenen, efter hans dj havde leveret en opvarmning, der mest bestod af råb og afbrudte sange. Juice WRLD spankulerede ind på scenen med sin karakteristiske slacker-attitude og skrålede sine ømme emorap-ballader så falsk, at de næsten blev parodier på sig selv. Mellem sangene havde han små samtaler med sin dj, der heller ikke stoppede med at råbe under koncerten. Alligevel savnede man nærmest dj-brølene, da Juice WRLD endda saboterede storhittet ’Lucid Dreams’ ved at prøve at rappe det a cappella. Det var et mareridt.
Juice WRLD’s udisciplinerede show var en grel kontrast til Nicki Minajs perfektionistiske første halve time. Og det var også et trist ekko af hans euforiske koncert i Store Vega. Her var han på udebane og havde ingen løsning på situationen. Mange i salen brugte hans set til at hente forsyninger i baren.
Efter den unge emorappers show var stemningen i salen helt flad. Han skulle nok have spillet før Nicki Minaj og ikke midt i hendes show. Klokken nærmede sig nu halv tolv, hvilket betød, at salen havde været åben i over fem timer. Kunne Nicki Minaj redde den hjem alligevel, spurgte man sig selv. Hun var jo så overvældende god i starten.
Det, der så skete, lignede nærmest en feberdrøm. Nicki Minaj landede på scenen i en hvid, lidt ‘Tron’-agtig sci-fi-setting og fyrede op for et eurodance-show, som man næppe har set dem siden 90’erne. Fire til gulvet-beats hamrede Royal Arena i ansigtet, som om de her hypermelodiske plastikbeats skulle vække salen til live igen, efter Juice WRLD havde gjort sit bedste for at give os dødsstødet.
Det var nok de færreste, der havde regnet med et medley af electropopsange som ’Whip It’, ’Pound the Alarm’ og ’Starships’ fra 2012-albummet ’Pink Friday: Roman Reloaded’. Men det var altså Nicki Minajs kur mod kedsomheden her sidst på aftenen.
Det var faktisk relativt effektivt. Det krævede måske billige tricks som merchandise-kast og konfettikanoner, men salen blev vækket. Men den her plastikpop-playbackfest var det modsatte af den stærke hiphoppræstation, hun havde leveret i koncertens begyndelse.
Lige så snart det her dance-intermezzo var overstået, prikkede Nicki Minaj desuden ballonen totalt ved at spille en række af sine mest stille ballader, mens scenen blev indhyllet i røg, og hun selv havde en så stor kjole på, at hun helt forsvandt. Ved midnatstid lød det som om, hun prøvede at synge vuggeviser for publikum.
Til sidst var der selvfølgelig en form for forløsning med en stort anlagt ’Chun-Li’-optræden og en euforisk popafslutning med ’Super Bass’. Og så, klokken halv et, seks timer efter at dørene åbnede, red hun ud på sin gigantiske pegasus igen.
Men det, koncerten for alvor vil blive husket for, er hvor totalt kaotisk det hele virkede. Hvor langt, usammenhængende og forvirrende showet var. Og, måske, hvor fuldstændig fantastisk Nicki Minaj var de første 30 minutter.
Kort sagt:
Efter en halv time, hvor Nicki Minaj rappede som om, hun havde noget at bevise, gik alting totalt galt. Juice WRLD gav et ugideligt intermezzo, og derefter dykkede Minaj ned i de svageste dele af sit bagkatalog og leverede electropop og ballader.
Læs også: Nicki Minaj kommer til Danmark i sit livs krise