Anderson .Paak er godt i gang med at gøre bod på sit tre år lange fravær efter mesterværket ‘Malibu’. Den gudsbenådede entertainer gæstede Royal Arena i marts, han har allerede annonceret en ny turné spækket med spændende gæster, og kun fem måneder efter det længe ventede ‘Oxnard’ udgiver .Paak på fredag sit fjerde studiealbum, ‘Ventura’.
Forventningens glæde op til ‘Oxnard’ er dog svær at toppe. ’Malibu’ havde hos mange kørt på repeat i tre år, og der var store forhåbninger om endnu en succes. Med ’Ventura’ har selve ventetiden været mere tålelig. Men alligevel er spændingsniveauet nærmest endnu højere herfra, for med sine karikerede temaer og mangel på retning levede ‘Oxnard’ aldrig op til de høje forventninger. På ‘Ventura’ får .Paak chancen igen.
Der er bare det, at ‘Ventura’ er lavet samtidig med ‘Oxnard’, og det oprindeligt var tænkt som et dobbeltalbum. Hvis ‘Ventura’ bare er en forlængelse af ‘Oxnard’, og opdelingen kun skyldes et praktisk overload af sange, så har vi et problem. Men meget tyder heldigvis på, at dobbeltheden er en positiv ting, og at .Paak med ‘Ventura’ kan få lov til at gøre retmæssigt comeback efter skuffelsen.
I en pressemeddelelse har .Paak udtalt følgende om den dualistiske idé bag de to album: »At vokse op i Oxnard gav mig modet og kirken til at finde min egen stemme. I nabobyen gik jeg skridtet videre og fandt min dybde. Dualiteten i stederne inspirerede mig meget, og ud af det lavede jeg to album på samme tid«.
Fortællingen giver måske en art forklaring på, hvorfor ‘Oxnard’ stak i så mange forskellige retninger, at .Paak havde svært ved at håndtere dem alle samtidig. Handlede det om en rejse indad for at finde sig selv? Eller om at genfinde sig selv musikalsk efter en overvældende succes?
I udtalelsen ligger samtidig et glimt af håb om musikalsk forsoning, og håbet ligger i den dybde, der efter sigende ligger til grundlag for ’Ventura’. Hvis ‘Oxnard’ var et ønske om musikalsk og teknisk altomfavnelse, der, ligesom ved Royal Arena-besøget, næsten knækkede over i showmanship, så er ‘Ventura’ måske tiden til at skrue ned for armbevægelserne og op for fokus.
Coverkunsten til de to album indikerer de dualistiske temaer. På ‘Oxnard’ står scenekongen .Paak og hans scenehåndlangere The Free Nationals i et hav af farverige røgskyer med udsigt til et enormt arenapublikum og en sportsvogn med butterfly doors. Det ligner en filmplakat fra Hollywood. På coveret til ‘Ventura’ ligger Brandon Paak Anderson i sengen med armen omkring sin søn. Det ligner alt andet.
En anden indikation for den musikalske retning på ‘Ventura’ er gæstelisten. På ‘Oxnard’ udlevede .Paak den californiske drøm med tonede ruder, en poleret gearstang og West Coast-vibes flydende ud af højtalerne. Det er .Paaks mest hiphoptunge udgivelse, takket være de skvulpende produktioner fra Dr. Dre og gæstevers fra rapkoryfæer som Dre selv, Kendrick Lamar, Pusha-T, Q-Tip og Snoop Dogg.
Anderledes ser det ud på trackliste til ’Ventura’. Her er hiphoptrommerne nok i højere grad skiftet ud med soulede strøg, da man blandt gæsterne finder Motown-kongen Smokey Robinson, r’n’b-dronninger som Brandy og Jazmine Sullivan og det soul-tekniske vidunder Lalah Hathaway. Hiphoplegenderne er ikke lagt helt på hylden med besøg fra både André 3000 og afdøde Nate Dogg, men det overordnede billede tipper mod soulen (også med de to smooth rap-gæster), og det er svært ikke at håbe på et tilbageblik til de sjælfulde, organiske kompositioner fra ‘Malibu’.
Med marts-singlen ‘King James’ (som fredag fik en efterfølger i ‘Make It Better’) har .Paak allerede åbnet døren på klem til sit ‘Ventura’-univers, og sangen følger på mange punkter det mere fokuserede, nedskruede udtryk, som man kan forvente og håbe på fra resten af albummet.
Dr. Dre er igen executive producer på hele molevitten, og på ‘King James’ er lyden holdt velafdæmpet funky, mens .Paak synger sangen igennem med sin karakteristiske, halvtalende røst. Nummeret er en diametral modsætning til energiske ‘Oxnard’-numre som ‘Mansa Musa’ og ‘Who R U?’. Der sker ikke meget på ‘King James’ – nogen vil måske sige bekymrende lidt – men både lyd og tema er ensrettet, når .Paak prædiker kærlighed og Trump-protest over de dansevenlige blæsere: »What about the love? Coming with me«.
Spørgsmålet er så bare, om ensretning kan holde et album igennem – og om Dres produktioner har sjæl nok til ikke at gøre det ensrettende kedeligt.
Anderson .Paak har snart utallige gange vist, at han er en sprudlende performer, men på ‘Oxnard’ formåede albumformatet ikke at tøjle energien. Ambitionerne løb fra ham. Men han har også vist, at han med et nedbarberet fokus kan finde sjæl i musikken, hvilket hans legendariske Tiny Desk-koncert er et pragteksempel på. Det er den sjæl, .Paak er elsket for, og det er den sjæl, han skal finde hjem til.
Hvis ‘Ventura’ satser på sjæl og formår at tøjle en dybde i musik og tematikker, vil det kunne genoplive successen fra ‘Malibu’ – og med den dualistiske effekt kan den oppustede karikatur fra ‘Oxnard’ endda til dels retfærdiggøres.
Nu er der kun tilbage at krydse fingre og håbe på et soul-knips.
Læs anmeldelse: Anderson .Paak ‘Oxnard’