Anderson .Paak spiller en karikeret, poleret version af sig selv på ‘Oxnard’

Forventningerne har været enorme. Anderson .Paaks andet album ‘Malibu’ fra 2016 har efterhånden boret sig ind i den organiske gren af hiphoppen som en slags moderne klassiker med bagmandens gennemmusikalske fusion af vokalfraser og rap akkompagneret af sjælgennemtrængende soul fra gruppen Free Nationals.

En lyd, som mange fans vil savne på det nye album ‘Oxnard’. Dr. Dre har mixet, og med en tyk produktion hele vejen igennem stikker albummet i en helt anden musikalsk retning end ‘Malibu’.

Man skal huske på, at .Paak både før og efter soulsuccessen har sprudlet af alsidig musikalitet, både med hårdere, trap-inspirerede sange fra debuten ‘Venice’, bløde elektroniske bølger fra reklamesinglen ‘Til It’s Over’ og ukontrollerbart blær på sommersinglen ‘Bubblin’. Både ‘Malibu’ og Knxwledge-samarbejdet NxWorries svømmer i den organiske vellyd, der har bragt .Paak til tops, men en ny lyd er vigtig for ikke at køre i ring i de samme mønstre. Det ville være det mest oplagte i verden for .Paak at fortsætte instrumentalfløden, men det ville samtidig også være det nemmeste.

Den nye retning bevæger sig væk fra ‘Malibu’, der får lov at stå tilbage som et uberørt mesterværk. Det er et modigt træk – men det mislykkes, for den nye kurs på ‘Oxnard’ peger oftest mod endnu nemmere løsninger, hvor produktionen tager over, og musikken flades ud og optager for mange af de indholdsløse kvaliteter, der udspiller sig i det gennemgående Hollywood-tema.

Det er for eksempel tilfældet på Kendrick Lamar-samarbejdet ‘Tints’, der er symptomatisk for albummets problem.

Lamar er blevet en af verdens mest kunstnerisk anderkendte rappere, og .Paaks musikalske spændvidde er af en anden verden. Burde man ikke forvente mere af de to? Nummeret rejser en vigtig diskussion, for det skal vel også være tilladt for selv kunstnerisk etablerede musikere at lave ‘almindelig’ musik og ikke altid levere dybe, fragmenterede konceptalbum?

Der sker alting i videoen til ‘Tints’, og det er charmerende at se de to seriøse rappere skeje ud. Men problemet er, at den skøre humor ikke matches i musikken (i modsætning til ‘Bubblin’, som ikke kom med på albummet, hvor musik og video er i perfekt energisk symbiose). Både rap og musik befinder sig, ligesom på mange af albummets andre numre, i et limbostadie mellem musikalsk dybde og udskejende energi. Hvilket er synd, for det er i disse yderpunkter, ‘Oxnard’s største styrker findes. Yderpunkterne udforskes simpelthen for sjældent, da viseren oftest peger mod den sikre middelvare.

Dr. Dre har haft enorm indflydelse for .Paaks tidlige karriere, der accelererede efter gæsteoptrædenerne på Dre-comebacket ‘Compton’ fra 2015. På ’Oxnard’ står Dre igen klar – nu med en decideret redningskrans. Den legendariske producer har mixet hele albummet, men det er hans eksperimenterende produktioner, der redder det samlede udtryk, for her får .Paak plads til at bryde ud af den trivielle limbo, så hans musikalitet bliver endelig matchet.

Dre sætter selv baren højt med sit vers på ‘Mansa Musa’ og skyder ligesom .Paak skarpt mod nutidens historieløse mumble-rappere med linjerne »I need to dumb it down for this hip hop scene«. De skæve blæsere i omkvædet og de fremtrædende rytmer giver .Paak plads til at boltre sig og udfolde sit vilde flow, ligesom energien på ‘Who R U?’ retfærdiggør skiftet til et mere produceret, mindre organisk udtryk. ‘Cheers’ er på ingen måde nyskabende, men de unægteligt fængende, funky produktionsfinesser ender alligevel med at blive et af albummet højdepunkter, fordi de forstærker flowet hos både .Paak og A Tribe Called Quest-medlem Q-Tip.

Men når Dre ikke selv er bag producerknapperne, har musikken en formindskende effekt, og rappen får tit lov at stå alene over ensformige og udtryksløse produktioner. De vulgære sexreferencer på ‘Sweet Chick’ er morsomme og charmerende, og det klæder .Paak at angribe Trump, våbenlovgivning og slaveri på ‘6 Summers’ med statements som »take chains off / take rangs off / bracelets and things / big aches and pains« og »reform should have came sooner«. Men selv med optrædener fra Pusha-T, J. Cole og Snoop Dogg bliver de fleste numre enten West Coast-nostalgiske klicheer eller mere eller mindre intetsigende.

Oxnard er navnet på .Paaks Californiske hjemby, og hele det gennemgående, cinematiske Hollywood-tema virker som en hyldest til den gyldne stat. Åbneren ‘The Chase’ er excentrisk i sin jazzede udfoldelse, men den markante wah-guitar og tydelige Shaft-reference gør det hele til et skuespil, og gennem det meste af ’Oxnard’ spiller Anderson .Paak en karikeret version af sig selv – som i en poleret, men indholdsløs Hollywood-film.

---

Kort sagt:
Anderson .Paaks mere produktionsfokuserede retning på ‘Oxnard’ er modig og vigtig for ikke at blive fastlåst i soul-hiphoppens komfortable rammer, men det gennemgående Hollywood-tema og de gennempolerede produktioner ender ofte i limbo-stadie mellem musisk dybde og udskejende energi.

Læs også: Anderson .Paak viser ti ting, han ikke kan leve uden