Stortalentet Omar Apollo skabte en fryd af en funkfest til sin første koncert på dansk jord
Da jeg for nogle måneder siden interviewede den spirende kunstner Omar Apollo, spurgte jeg ham om, hvad vi kunne forvente til hans første koncert på dansk jord. Til det svarede han:
»Man kan forvente masser af energi. Måske nogle moshpits. En masse dans. Og en hel del skrigen. [….] Det bliver helt klart et rock/funk-show. Og det bliver endda punk mod slutningen«.
Jeg var noget skeptisk omkring disse udtalelser, men jeg endte faktisk med at tage hjem fra koncerten i Huset KBH med blod løbende ned af benene. Ikke fra en moshpit ganske vist – dem kom der ikke nogen af – men derimod fordi jeg havde været så dum at stille et glas på scenen, efter jeg havde drukket det op. Jeg havde, trods interviewet, ikke forventet, at Apollo ville spæne hektisk frem og tilbage på Musikcaféens ellers meget lille scene, og under det afsluttende ekstranummer ‘Hijo de Su Madre’ sparkede han i kampens hede til glasset, således at adskillige skår endte i mine bare shortsben.
Jeg nævner denne episode af to årsager. Først for at gøre det klart, at koncerten var så god, at dette uheld ikke distraherede fra det generelt høje kvalitetsniveau. Men mest væsentlig for at illustrere, at der altså var virkelig meget energi på Apollo, i hvert fald i de mest funky numre. Disse fik, som lovet, lidt ekstra rockkant, og Apollo, multiinstrumentalist som han er, hev gerne guitaren frem for at fyre et par sprøde soli af.
Den funky charmør imponerede dog ikke kun ved at synge og spille guitar – han dansede også, og han dansede rigtig godt. Man kunne se på ham, at han havde trænet sine moves grundigt, men de føltes aldrig for kalkulerede. Hans backingband, bestående af en trommeslager, en guitarist og en bassist magtede også vældig flot at ride denne fine balancegang mellem vildskab og professionalisme.
Balladerne var knap så fængslende, og desværre havde Apollo placeret en del af dem klods op ad hinanden. Et par sange i træk savnede den indlevelse og entusiasme, der havde emmet ud af ham nær starten af koncerten. Numre som ‘Brakelights’ og ‘Friends’ manglede noget gnist, men heldigvis vendte denne tilbage, da han først lod funken træde ind igen til en bouncy stribe afslutningsnumre.
Det første af disse, ‘So Good’, skulle desværre startes tre gange, inden bandet kunne få det til at virke – men den tredje gang resulterede det altså også i store smil og godt med dans i den lille musikcafé. Denne tekniske svipser, samt det, at Apollos vokal i starten af koncerten var temmelig lav, trak en smule af dampen ud af de ellers virkelig stilsikre, underholdende funksange.
Men aftenens hovedperson, Omar Apollo selv, var gennem størstedelen af koncerten en fryd at overvære. Hans høje energiniveau satte gang i dansefødderne, og hans egne dansetrin trak konsekvent på smilebåndet.
Kort sagt:
Det kan godt være, at balladerne stadig savner lidt gnist live, men Omar Apollo og hans backingband havde til gengæld virkelig godt styr på de energiske funksange, der udgjorde størstedelen af setlisten, da de spillede i Musikcaféen.
Læs interview: Det er gået stærkt for Omar Apollo: »I starten fuckede de ikke med mig i min hjemby«