The Black Keys vender tilbage med karrierens mest ligegyldige album

The Black Keys vender tilbage med karrierens mest ligegyldige album
The Black Keys. (Foto: Alysse Gafkjen)

Det er næsten ikke til at huske, at The Black Keys var gigantiske i første halvdel af dette årti. Efter udgivelsen af de to succesalbum ‘Brothers’ og ‘El Camino’ var den amerikanske bluesrockduo i en årrække nok det mest eftertragtede navn i nyere rockmusik – de fik mainstreamstatus, som intet internationalt rockband af så klassisk format rigtig har fået siden.

Når jeg hører ‘Let’s Rock’, føles det dog som musik fra en svunden tid. Med det mener jeg ikke, at det føles som en tidløs klassiker, jeg mener at det føles som en has-been, der egentlig ikke er relevant længere, men som stadig udgiver nye album, som de inkarnerede fans bliver ved med at lytte til. Det er som at høre et nyt album fra David Crosby, eller Toto, eller et andet navn, der har sin storhedstid bag sig, men stadig gør det, de har gjort siden 70’erne – og på et rent kunstnerisk plan tager en slapper.

Det giver selvfølgelig ingen mening, at det er min reaktion. Jovist, The Black Keys har alle dage lydt oldschool, men de er jo ikke forældede koryfæer – da de udgav deres seneste album for fem år siden, var de en af de største rockgrupper i verden. Men helt ned til titlen, ‘Let’s Rock’, føles dette nye album som det mest ligegyldige og ambitionsforladte, de har udgivet. Som om det eneste nævneværdige ved albummet er, at de vitterligt (stadig) spiller rockmusik.

Albummets artwork forestiller en elektrisk stol, sat op som gyngestolen fra Howlin’ Wolfs eponyme 1962-album – som om essensen af ‘Let’s Rock’ er, at de gør bluesmusikken elektrisk. Hvilket de altså har gjort hele tiden, så det er slet ikke noget, der gør ‘Let’s Rock’ unik.

Det er også svært at høre duoens engagement, hvis det altså stadig er der. Dan Auerbachs vokal er produceret så æterisk og leveret så tilbageholdende, at det er svært at registrere, hvilke følelser, han egentlig er interesseret i at kommunikere.

Hans guitarspil har en kende mere personlighed, men hans tilgang varierer ikke det store fra sang til sang. Oftest starter han med et støvet guitarriff, der forbliver ganske roligt i løbet af størstedelen af nummeret, inden han giver den lidt mere pondus til en solo. På visse sange, såsom ‘Sit around and Miss You’, får vi end ikke denne befrielse fra den dovne lyd, der præger størstedelen af skiven.

Patrick Carneys trommer er ikke særlig interessante heller. De bliver egentlig spillet fint nok, men der er intet af den puls, der gjorde, at numre som ‘Lonely Boy’ og ‘Gold on the Ceiling’ blev landeplager – og heller ikke noget af den skramlede vitalitet, der fik ‘Thickfreakness’ og ‘Rubber Factory’ til at stryge sig ind i mit hjerte.

Når jeg skriver en anmeldelse, starter jeg tit med at spørge mig selv: ‘Hvad er det meningen, at musikken skal få mig til at føle?’. ‘Let’s Rock’ er et af de ganske få tidspunkter, hvor jeg oprigtigt er i tvivl. For uden for et par få guitarsoli er det for døsigt til, at man rent faktisk føler, at man rocker, når man hører det. Som resultat føles det langt hen ad vejen som et album, der svælger i sin egen ligegyldighed.

Det lyder egentlig fint nok, det er til tider lidt småfængende, og hvis du sætter det på i din lokale kaffebar, skræmmer du ikke nogen væk. Men hvis du rent faktisk styrer musikken på en kaffebar, kunne du også overveje at spille noget musik, der rent faktisk har noget karakter.


Kort sagt:
The Black Keys er tilbage, men de markerer deres tilbagevenden med karrierens mest ligegyldige, intetsigende album.

The Black Keys. 'Let's Rock'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af