KOMMENTAR. I sidste uge var den gal igen. Ritzau skrev en artikel (som blandt andre Politiken publicerede) om de manglende kvindelige artister på plakaten til årets Smukfest.
Grace Chatto, der sammen med brødrene Jack og Luke Patterson udgør den britiske popgruppe Clean Bandit, var den eneste kvinde blandt festivalens ti hovednavne. Smukfests reaktion kunne man næsten have skrevet på forhånd.
»Der er så meget diskussion om køn i øjeblikket, så det er et begreb, man kan diskutere på mange måder. Men vi er her først og fremmest for at lave en fest med publikum, og vi spørger dem, hvad de vil høre. Vi prøver at afspejle musikscenen, som den ser ud i øjeblikket«, udtalte talsmanden og formanden for Skanderborg Festivalklub, der arrangerer festivalen, Poul Martin Bonde.
Den slags udtalelser er blevet fast kutyme og en del af problemet. De er for uambitiøse og med til at holde udviklingen mod større ligestilling tilbage. Bonde er jo blot den seneste i rækken.
Da kønsdiskussion var oppe at vende i juni på grund af Gramex’ opgørelse over 2018’s mandsdominerede radioplaylister, sagde P3’s musikchef Mathias Buch Jensen for eksempel til Politiken: »Vi er opmærksomme på, at det er et strukturelt problem og vil rigtig gerne gøre plads til kvinder, men vi sidder ikke og vælger musik ud fra, om det er en han, hun eller hen«, før han konkluderede, at »vi kan ikke spille musik, der ikke findes«.
Tidligere har NorthSides talsmand John Fogde udtalt til Politiken: »Vi kigger på, hvor gode musikerne er. Der er ikke noget med ‘uha, nu bliver vi nødt til at have tre kvindelige forsangere for at få programmet til at se bedre ud’«.
Og sådan er det, hver gang diskussionen blusser op. Så forsøger alle fra bookere til radiobosser at undsige sig deres egen magt og ansvar med lignende kommentarer om, at man jo ikke kan booke kvinder, når de ikke er der, eller at det handler om at sammensætte det bedst mulige program uanset køn.
Den uvillighed til at erkende egne kønsmæssige tilbøjeligheder og magt til at skævvride et virkelighedsbillede er et stort problem. Men kvindelige musikeres egen frygt for kønskvoter er bestemt et andet.
Har mænd en tilbøjelighed til at booke mænd?
Man kan starte med at spørge sig selv, hvad det bedste musiknavn er for en festival? Som booker er der selvfølgelig nogle parametre som popularitet, live-erfaring, pris, tilgængelighed og så videre, som spiller ind, når et festivalprogram (eller en enkelt koncert) skal bookes, men man kan ikke undsige sig sin egen tilbøjelighed.
Helt uvidenskabeligt kan jeg fortælle, at når vi på Soundvenue publicerer vores egenproducerede videoer med kvinder i ‘hovedrollen’, er der flest kvinder, som ser dem på Facebook, og vice versa når det er en mand, som er det bærende ansigt. På samme måde identificerede jeg mig i min opvækst i høj grad med mandlige musikere, mens jeg kan se på min tiårige datter, at Mø, Jada, Billie Eilish og mange andre kvinder naturligt fanger hendes interesse.
Kan det tænkes, at en mandlig booker på samme måde hurtigere kan skrive ti mandlige musiknavne, han gerne vil have på plakaten, end ti kvindelige? Det tror jeg, men det er der heller ikke noget galt i – hvis bare han er opmærksom på det og tager den viden seriøst.
For mens det selvfølgelig understreger vigtigheden i, at diversitet også gennemsyrer institutionerne omkring musikken – pladeselskaber, medier, spillesteder, radiostationer – så viser det, hvorfor en form for kvotesystem kan være nødvendigt, i hvert fald i en overgangsfase.
Frygten for kvoter
I sidste uge skrev Mandag Morgen om bogen ’Dronningens nye klæder’, hvor fire danske topchefer kalder på mere ligestilling i toppen af dansk erhvervsliv. Ifølge World Economic Forum er Danmark kun på en 95. plads i verden, når det gælder kvinder på magtfulde erhvervsposter. En af årsagerne, skriver Mandag Morgen, er manglende politiske tiltag som for eksempel kønskvoter.
Norge, Frankrig, Island og Tyskland er blot nogle af de lande, der opererer med en form for kvotesystem for at sætte skub i kønsligestillingen på bestyrelsesniveau, og jeg kunne sagtens se den danske musikbranche adaptere en model, hvor kravet for eksempel hed 25-30 procent kvindelige artister.
Den snak har tidligere fået kvindelige musikere til at løbe skrigende bort, og man forstår det godt. De vil bookes på grund af deres evner, ikke fordi de er kvinder. Men det er der jo heller ikke tale om. Hvis en booker står med en festivalplakat, som i den grad mangler kvinder, og bookeren var bevidst om det, så kunne det være, at vedkommende kunne anstrenge sig for at finde nogle stærke kvindelige talenter. Artisterne ville selvfølgelig stadig blive valgt på baggrund af dygtighed, live-erfaring og så videre. For argumentet om, at mænd er bedre, eller at der ikke er nok dygtige kvinder, holder ganske enkelt ikke, og det er en sovepude at bruge det som en standardundskyldning.
Derfor bør kvindelige musikere ikke være bange for kvoter – ligesom mænd heller ikke skal være det. Det kan være et guidende og øjenåbnende redskab.
Uden at pudse Soundvenue-glorien (vi er trods alt en meget mandsdomineret redaktion) så arbejdede vi med et meget løst kønsregistreringssystem, da vi stadig lavede printmagasinet. Med de sidste par magasiner, hvor vi lavede to forsider til samme nummer, gik vi efter én kvinde og én mand (Bisse og Princess Nokia på ét og Elisabeth Moss og Alex Cameron på det næste). På samme måde var vi bevidst om antallet af mandlige og kvindelige kunstnere i et givent magasin, og hvis den hældte for meget mod mændene (som nok oftest var tilfældet), så gik de sidste pladser så vidt muligt til kvinder. Det ser jeg intet galt i, især ikke når der primært sad fire mænd og udvalgte, hvem vi gerne ville have med.
Den samme slags kønsopmærksomhed dyrkede spillestedet Jazzhouse for fem år siden, hvor De Radikale også markerede (ifølge Politiken), at de gik ind for at registrere de optrædenes køn på alle københavnske spillesteder.
Spol fem år frem, og vi er næppe kommet meget videre (selvom Forbrændingen i Albertslund kun booker kvindelige i artister i hele 2019). Én af grundene er branchens held med at tage al momentum ud af debatten med kommentarer a la Poul Martin Bondes. Det er tid til at sætte barren højere.