En tredjedel af Sleater-Kinney skred halvanden måned før albumudgivelse – det kan høres
‘The Center Won’t Hold’ har gennemgået en hård fødsel.
Værket – det niende af slagsen fra den kritikerhyldede kvindelige rocktrio, der i år rammer sølvbryllupsalderen – kan dårligt siges at udkomme i et vakuum. Faktum er, at trioens trommeslager (og et godt bud på verdens bedste inden for sin metier) Janet Weiss forlod gruppen halvanden måned før udgivelsen og i en kortfattet besked på Twitter angav en enkelt grund: bandets ’nye retning’.
Som kvindeligt rockband i en mandsdomineret branche og genre har Sleater-Kinney altid skullet stå på mål for en særlig kønsdefineret identitet. Bare det at spille sammen har antaget karakter af en kamp på vegne af et helt køn. Det er nok en medvirkende grund til, at Weiss’ brud er blevet gransket så indgående.
Sleater-Kinneys ekstremt dedikerede fanbase har siden spekuleret kraftigt i, hvad der er op og ned i sagen. Stemningen på de musikfora, der har glødet med aktivitet siden Weiss’ udtræden, har ikke så meget været vendt imod Weiss som imod gruppens hipster-berømthed Carrie Brownstein, der i årene mellem 2006-2014, hvor bandet holdt pause, blandt andet skrev en rost selvbiografi, skabte tv-komedieserien ’Portlandia’ og i det hele taget netværkede sig frem i forreste geled i musik-, film- og tv-cirkler. Nogle fans antyder, at berømmelsen er steget Brownstein til hovedet; at hun har kuppet sig til nærmest enevældig magt i det der plejede at være et strengt demokratisk foretagende.
Skred Weiss i sidste ende, fordi bandet med den St. Vincent-producerede ’The Center Won’t Hold’ endegyldigt synes at have forladt den punk-etos, bandet opstod på baggrund af i 90’erne som en del af den sagnomspundne riot grrrl-scene? Sagen er ikke mindre pikant derved, at Brownstein tidligere har datet Annie Clark (aka St. Vincent), at hun indtager en mere dominerende vokal rolle på de nye sange og optrådte med bar røv (i en gennemsigtigt frakke) på det – hvordan skal man udtrykke det? – tvivlsomme artwork til førstesinglen ’Hurry On Home’.
Overraskende få fans har skudt Weiss hendes timing i skoene. Hun kan ellers ikke have været helt ubevidst om, at en udtræden af gruppen så kort tid før udgivelsen af gruppens første album i fire år ville skabe røre og kapre hele konversationen rundt om albummet. Det er i den forstand, at det er svært at gå uhildet til ’The Center Won’t Hold’. Musikken tager ligesom farve af de eksterne omstændigheder.
Uhildet eller ej, musikken er bestemt udtryk for en ’ny retning’. Så langt har Weiss ret. Der er ikke meget punket indierock over sangene på ’The Center Won’t Hold’, og Weiss’ bidrag er sigende nok reduceret: En trommemaskine kunne for så vidt have udfyldt en nogenlunde dækkende rolle på de fleste af de synthtunge kompositioner.
Der lægges ud med det industriallydende titelnummer, der kulminerer i en forholdsvis gængs, mere garagerocket outro. Herfra bevæger vi os over i ’Reach Out’, der vækker mindelser om Depeche Mode anno ’Violator’. Tredje sang, ’Can I Go On’, tager skridtet endnu videre i retning af en poleret, radiovenlig rock. Her får jeg umiddelbart associationer i retning af The Killers. Spørgsmålet er, om det ikke er for generisk et udtryk for den menige Sleater-Kinney-fan?
Man kan diskutere sammenhængskraften på et album, der stilmæssigt hopper fra tue til tue, men hvad der til gengæld står fast er, at gruppen fortsat virker nysgerrig efter at vinde nyt land og finde nye angrebsvinkler, hvorfra den kan formulere en kritik af fastlåste normer, herunder de patriarkalske strukturer, som gruppen sådan set altid på indigneret vis har givet fingeren. Omkvædene har bredere hooks end vanligt, for eksempel på ’The Dog/The Body’, der nærmest trygler om at blive omsat til massiv sing-along ved gruppens kommende koncerter.
Hemmeligheden bag Sleater-Kinneys særstatus (det er ikke en tilfældighed, at amerikansk rockkritiks to grand old men, Greil Marcus og Robert Christgau, begge har udskreget gruppen til at være det bedste band i de seneste tre årtiers amerikanske rockhistorie) er gruppens forunderlige evne til at lyde som en enhed, der på eksemplarisk vis kanaliserer alle tre medlemmers individuelle input og temperamenter.
Brownstein og Corin Tucker har altid suppleret hinanden på nærmest alkymistisk vis som både guitarister og vokalister. Få – hvis nogen – grupper har i rockhistorien formået på så inspireret vis at fremelske duellerende guitar- og sanglinjer. Et klassisk eksempel på den særlige ’indbyrdes modstand’, der nærmest katapulterer gruppens bedste sange fremad, er ’One More Hour’ fra det tidlige hovedværk ’Dig Me Out’ (1997), hvor måden hvorpå Brownstein synger op imod og rundt om Tuckers lead-vokal gør en glimrende sang fremragende. Tucker er her som så ofte den følsomme, vrede og/eller tryglende komponent, hvorimod Brownstein er den sardoniske, kyniske og vrængende. Sammen er de ren dynamit. Som hjerte (Tucker) og hjerne (Brownstein) i perfekt symmetri.
På ’The Center Won’t Hold’ er der ikke tale om denne konstante interaktion ned i detaljen. Sangene er tydeligt delt op mellem Tucker- og Brownstein-kompositioner. Det virker som om, det har været op til St. Vincent at garnere sangene med et strømlinet udtryk snarere end der er tale om en reel gruppeindsats. Ud over sangenes indbyrdes forskellighed, der spænder værkbuen til sit yderste, er det denne tendens til at se to stærke frontfigurer gå i hver sin retning frem for reelt at udfordre og gå i clinch med hinandens ideer, der kendetegner albummet.
I den ligning virker det som om Weiss undervejs i processen mentalt har trukket stikket. Det plejede at være hendes rolle at få Brownstein og Tucker til at få sved på panden, en opskruet puls og en stakåndet stemmeføring i kraft af et trommespil, der altid truede med at sprinte lidt i forvejen. Den dynamik mangler simpelthen på ’The Center Won’t Hold’.
Hvis man derimod undgår at måle albummet med fortidens alen – ud fra en fastlåst idé om, hvad Sleater-Kinney er for et band, og hvad der tjener gruppen bedst – vidner ’The Center Won’t Hold’ til gengæld om to rockmusikere godt oppe i 40’erne, der stadig leverer skarpe skud fra hoften og melodisk potente sange med en nærmest skrydende nonchalance. Det er ikke så skidt endda. Det ville man næppe tøve med at kalde et udtryk for mærkbar vitalitet, hvis udgangspunktet ikke var en seksstjernet historik.
Kort sagt:
På den St. Vincent-producerede ’The Center Won’t Hold’ er sangene tydeligt delt op mellem kompositioner af hhv. Carrie Brownstein og Corin Tucker, og de to viljestærke frontfigurer er gået i hver sin retning frem for reelt at udfordre og gå i clinch med hinandens ideer.