Lauryn Hills Tivoli-koncert var aldrig god nok til, at man kunne ignorere forsinkelsen
En time og fem minutter. Nej, det var ikke varigheden af Lauryn Hills Fredagsrock-koncert. Det var derimod så længe, DJ Reborn stod bag pulten, inden Hill gik på scenen. Hill var ellers skemalagt til 22.00, men det stoppede hende ikke fra at lade DJ Reborn bruge over halvdelen af de to timer, der var afsat til koncerten.
Så kl. 23.05 var det endelig tid til 55 minutter af Lauryn Hills allerbedste materiale – naturligvis med fokus på mesterværket ‘The Miseducation of Lauryn Hill’, der sidste år kunne fejre 20 års jubilæum.
Efter den ventetid skyldte hun en mesterlig optræden. Men hun kom ikke særlig stærkt fra start. På åbningsnummeret ‘Lost Ones’ tog koret en for stor del af arbejdet. Mange af linjerne rappede Hill ikke i deres helhed, og selv i det sungne omkvæd var hun tit en kende efter sit tight backingband.
Eller, ‘tight’ er måske lidt af en overdrivelse, hvad angår koncertens start. Mens de senere, blandt andet på ‘To Zion’ og ‘Ex-Factor’, viste enormt overskud, virkede bandet ikke helt sikre i begyndelsen. Ingen tvivl om, at de var habile musikere, men desværre var de præget af en mudret lyd, der resulterede i, at de virkede usikre på scenen.
Dette, sammensat med Lauryn Hills ikke særligt præcise vokal, gjorde, at oplevelsen startede ret skidt. Heldigvis kom Hill efter det, men aldrig nok til, at man kunne glemme det grumsede lydbillede og Hills mærkbare forsinkelse.
Som hiphopkoncert kunne det virke en kende rodet, men i de mere soulprægede øjeblikke var der punkter, hvor Hill imponerede. ‘Ex-Factor’ og ‘Superstar’ medførte vellykket samspil mellem Hill og det dygtige backingband, og ‘Forgive Them Father’ blev en sjælfuld optræden understøttet af rystende, ægte videooptagelser af politibrutalitet over for sorte amerikanere.
At se selveste Lauryn Hill give jammende, løsslupne udgaver af ‘Doo Wop (That Thing)’ og ‘Can’t Take My Eyes Off You’ var naturligvis en stor oplevelse – selv med lidt oversang på sidstnævnte. Men lyden i Tivoli gjorde altså sit for at modvirke, at det skulle blive decideret magisk.
Hvis Lauryn Hill havde givet denne optræden med bare en kende bedre levering i rapstykkerne og på et venue med en kende bedre lyd, så havde jeg nok næsten ikke tænkt over hendes forsinkelse. Men publikum i Tivoli – især de, der havde betalt for at komme i Inner Circle – fik ikke nok for pengene.
Kort sagt:
En stærkt forsinket Lauryn Hill forsøgte at tænde Tivoli i selskab med et dygtigt backingband – men en rusten start, konsekvent dårlig lyd og en ikke synderligt præcis Hill gjorde, at det blev en lettere lunken koncert.