YBN Cordae er et lovende hiphoptalent, men hans debutalbum er mere hyggeligt end spektakulært
Den 26. juli udkom to hiphopalbum, der endte med at dominere mine SoMe-feeds: Chance the Rappers ‘The Big Day’ og YBN Cordaes ‘The Lost Boy’. Og dommen var ens på tværs af alle online hiphopkredse, jeg frekventerede – ‘The Big Day’ blev erklæret en fiasko, og ‘The Lost Boy’ blev hurtigt udråbt til en af årets bedste hiphopudgivelser.
Hypen omkring YBN Cordae har vokset en del siden udgivelsen af YBN-crewets 2018-mixtape, og efterhånden har han vel nærmest overtaget YBN Nahmirs status som crewets største stjerne. Det har så kulmineret med dette album og de mange sammenligninger med Chance – og de skyldes ikke kun udgivelsesdatoen.
Begge rappere er meget følsomme og indadskuende, deres beats trækker på soul og gospel, og de blander begge klassiske rapfærdigheder med et godt tag på catchy, melodiske omkvæd. Og de forstår begge at vende triste omstændigheder til noget positivt. Lighederne er så slående, at Chance endda dukker op på ‘The Lost Boy’-tracket ‘Bad Idea’, hvor han passer problemfrit ind.
YBN Cordae er klart et lovende nyt talent på den amerikanske hiphopscene. ‘The Lost Boy’ viser, at han har charme (se eksempelvis ‘Thanksgiving’), at han er en engagerende historiefortæller (‘Family Matters’), og at han har god humor (‘RNP’).
Men jeg kan ikke lade være med at overveje, om albummet mon havde fået lige så stor fanfare, hvis den landede et år, der så bedre ud for den amerikanske hiphopmainstream. For trods Cordaes klare talent er ‘The Lost Boy’ ikke rigt på øjeblikke, der blæser knoppen af mig.
Ud over afslutningsnummeret ‘Lost & Found’ har samtlige sange samme vers/omkvæd-struktur, hvilket gør, at albummet ikke nogensinde føles decideret sprudlende med energi. Og når man har hørt ét af albummets lækre soulbeats, har man lidt hørt dem alle. Cordae går aldrig rigtig efter at overraske, og albummet ender med at føles en kende bekvemt.
Der er to skits, der fungerer som lidt lim mellem numrene, og visse sange er specifikt sat steder på tracklisten, hvor de tematisk relaterer sig til det foregående nummer. Men trods dette er ‘The Lost Boy’ nok bedst, hvis man plukker sangene ud individuelt. Også fordi hver sang er rimelig konceptuel, og et af Cordaes bedste talenter er at få hver linje til at være relevant for sangens generelle indhold. På den måde minder han mig egentlig lidt om Macklemore anno 2012, blot betydeligt mindre corny.
Cordaes flow er godt, men det er sjældent, han virkelig udnytter det til at understøtte sin lyrik på en kreativ måde – den lettere intense ‘Broke as Fuck’ er en af de få undtagelser. Typisk rider han bare beatet ganske pænt, uden at han gør noget uventet.
Og egentlig er mine oplevelser med ‘The Lost Boy’ generelt sådan. Det er hyggeligt, og YBN Cordae cementerer, at han er en lovende kunstner – men det er ikke særlig bevægende eller overvældende. Jeg ser dog meget frem til, hvor han bevæger sig hen herfra.
Kort sagt:
‘The Lost Boy’ er en lovende debut, men YBN Cordae spiller sine kort for sikkert til, at albummet nogensinde bliver fængslende.