Liam Gallagher kigger både tilbage og fremad på ’Why Me? Why Not.’
Med en titel, der simrer af den selvsikre arrogance, som har været en medvirkende faktor til Liam Gallaghers færd mod stjernerne, cementeres solokarrieren med hans andet album i eget navn. Titlen er i øvrigt planket fra et par af John Lennons tegninger og således fusioneres allerede på affyringsrampen to faktorer, der har defineret den tidligere Oasis-frontmand.
Den kålhøgne attitude og den evige kærlighed til The Beatles er således hinandens loyale wingmen gennem et album, som både peger fremad og tilbage. Hvor forgængeren ‘As You Were’ opererede i et ensartet udtryk, folder ‘Why Me? Why Not.’ et mere nuanceret kanvas ud.
Gallagher har dog aldrig brilleret som en synderligt dybsindig herre, hvilket albummets lyrikside ganske tydeligt illustrerer. Vi trakteres med ret så håbløse linjer som »Now that I’ve found you, I won’t let go, let my arms surround you« (‘Now That I’ve Found You’) og »My mama said, ’keep moving, though you’re down, you’re gonna rise again’« (‘Be Still’) – og det på sange, som også kompositorisk befinder sig i den bøv-rockede ende af spektret.
Ånden fra The Beatles er (naturligvis) også evident på albummet. ‘Meadow’ sender hilsener til The Fab Fours psykedeliske periode komplet med George Harrison-influeret guitarsolo, og titelnummeret kunne snildt have fungeret som et John Lennon-bidrag på Beatles-klassikeren ‘Abbey Road’.
Men albummet demonstrerer for alvor sin eksistensberettigelse i de sofistikerede og orkestrale arrangementer, hvor Gallagher bevæger den traditionsforankrede rockmusik andre steder hen end ned på den nærmeste pub.
Hvilket tilskrives hans sparring med producer-duoen Greg Kurstin og Andrew Wyatt, som har bistået sangskrivningen, så den i sine bedste momenter kan matche storebror Noels mindeværdige hymner fra storhedstiden i 90’erne.
Strygere kæler effektfuldt for ‘One of Us’ og balladen ‘Once’. Ligeledes lyser den glamourøse og flot eksekverede ‘Alright Now’ op, hvor de ærkebritiske lad-manerer viger bort og nærmest sender en cocktailsanger med Las Vegas-schwung ind i rampelyset. Her viser Manchester-flaben, at han bag den buldrende og vrængende attitude er en glimrende vokalist, som også har blikket rettet fremad.
Liam Gallagher holder dog også fast i de musikalske dogmer, som eftertrykkeligt (og fuldt fortjent) har skrevet ham ind i rockmusikkens annaler. Nutidens bedrifter vil nok altid blive anskuet i forhold til fordums triumferende ditto, hvilket synes en kende unfair, når han på dette andet soloudspil har udstukket en stabil kurs, hvor blikket netop både er tilbageskuende og samtidig kigger fremad.
Kort sagt:
Den tidligere Oasis-frontmand sætter kurs på solokarrieren med et fokuseret udspil, som både er tilbageskuende og har blikket rettet fremad. Det er særligt i de sofistikerede og orkestrale sange, at man mærker, at den kæphøje rockstjerne har en musikalsk fremtid.