Ét nummer på Neil Youngs ‘Colorado’ er så meget bedre end resten, at det næsten gør ondt
Dette årti har været særdeles aktivt for Neil Young – selv om den canadiske singer/songwriters storhedstid ligger et par årtier tilbage, har det ikke stoppet ham fra at udgive så meget ny musik, at 10’erne har været det mest produktive årti nogensinde for den nu 73-årige rockveteran.
Det ville dog være synd at påstå, at det altid har været godt. Mens han aldrig har været den store sanger fra et teknisk standpunkt, er hans stemme begyndt at miste noget af sin ellers jævnligt inciterende udtryksfuldhed – og ikke mindst føles sangskrivningen ofte uinspireret.
Det var derfor, jeg var særdeles glad for at se, at han på ‘Colorado’ atter allierede sig med Crazy Horse – med dem er han oftere er gået efter at udforske soniske klangflader frem for at udøve den helt klassiske sangskrivertradition.
Der har selvfølgelig været situationer, hvor han med Crazy Horse elegant har kombineret disse to sider af sig selv, blandt andet på den klassiske ‘Rust Never Sleeps’. Men den mere jammende, abstrakte side af Young, der ofte kommer frem i selskab med Crazy Horse, er nok en markant årsag til, at deres foregående studiealbum sammen, det lange, legesyge, sprælske ‘Psychedelic Pill’, har fået status som den helt store fanfavorit blandt Youngs 10’er-album.
Men ‘Colorado’ er absolut ikke en efterfølger til ‘Psychedelic Pill’ – i stedet lægger det sig i klar forlængelse af Youngs lidt triste soloalbum ‘Peace Trail’ fra 2016. Det er langt hen ad vejen et politisk album, der bliver drevet af simple, ikke synderligt fængende melodier. De ikke-politiske sange handler tit om forliste forhold, og for det meste kan de let læses som allegorier over menneskehedens forhold til Moder Jord.
Dog gør Crazy Horse en hel del for, at vi ikke får endnu en ‘Peace Trail’. Jeg er ganske vist ikke helt vild med mixingen; rytmesektionen er tit for lav, backingvokalerne for høje, og leadvokalen kæmper for ofte med leadguitaren om opmærksomheden. Alligevel føles instrumentationen gennemtænkt og organisk. Sangene er arrangeret, således at kontraster får mulighed for at spille flot over for hinanden, så selv om ‘Colorado’ præsenterer et lydbillede, vi allerede har hørt fra Crazy Horse mange gange før, befinder vi os altså langt fra den gumpetunge lyd på ‘Peace Trail’.
Tekstuniverset er også en kende mere kreativt. ‘She Showed Me Love’ handler om »old white guys trying to kill mother nature«, og ganske skarpsindigt indleder han den med »You might say I’m an old white guy«. Der er også nogle mere maleriske øjeblikke, såsom på ‘Milky Way’, hvor Young synger »I was sailing in the Milky Way / losing track of memories that weren’t that day«.
Men der er altså også en del momenter, hvor teksten blot føles som en grov skitse. Meddelelsen på ‘Rainbow of Colors’ er prisværdig (omend langt fra radikal), men helt ned til titlen trækker han på klichéfyldte floskler – en regnbue af farver er jo lige så redundant som en flod af vand eller en ovn med varme.
Selv om lyden på albummet generelt er fin uden at være opsigtsvækkende, er der et par undtagelser. Den næsten Black Sabbath-kanaliserende tyngde på ‘Help Me Lose My Mind’ gør den til et af albummets mere maniske numre, og den knap 14 minutter lange ‘She Showed Me Love’ byder på vildt, uforudsigeligt guitarjam, der leder tankerne hen mod de bedste øjeblikke fra ‘Psychedelic Pill’ – eller for den sags skyld de længste numre på den klassiske ‘After the Gold Rush’.
Ikke mindst er afslutningsnummeret ‘I Do’ fremragende. Det er et af albummets længere numre, og det er ikke videre dynamisk, men den triste melodi og den vemodigt sentimentale tekst bliver elegant akkompagneret af instrumentation, der oplagt er rolig og lettere rodet på én gang. Dette ene nummer er så meget bedre end resten af albummet, at det næsten gør ondt – og det gør også ondt, fordi Youngs angst omkring verdens politiske og miljømæssige tilstand føles så ægte. Her udnytter han virkelig smukt, hvilken tilstand hans stemme er i, til at gøre nummeret endnu mere potent.
Sådan nogle øjeblikke er der desværre ikke nok af på ‘Colorado’, der ender med at føles som lidt af en blandet landhandel.
Kort sagt:
Neil Young prøver ikke meget nyt på sit seneste samarbejde med Crazy Horse, der byder på en række fortrinsvist (klima)politiske sange sat til forglemmelige melodier og ganske fin instrumentation. En håndfuld højdepunkter rundt omkring på albummet holder niveauet oppe.