Zaars debut-ep ‘Lost My Sense of Humour’ er ambitiøs, eventyrlysten og dramatisk
Hvad er forskellen på en ep og et album? I gamle dage var det fysisk distinkte størrelser, men med tiden, som vinyl stoppede med at være den primære måde, man lyttede til musik på, blev man nødt til at klassificere dem efter længde. Men i vor tid, hvor kortere og kortere udgivelser bliver klassificeret som album, handler det måske mere om forventninger og opfattelser af værket.
Ikke at jeg har større forventninger til album end ep’er – jeg har heller ikke større forventninger til spillefilm end kortfilm. Jeg har bare andre forventninger. Og derfor synes jeg, at Sara Flindt aka Zaar gjorde meget klogt i at kalde ‘Lost My Sense of Humour’ for en ep – også selv om den er lidt over en halv time lang og står placeret på Spotify som et album.
Når jeg sætter en ep på, forventer jeg i højere grad end med album noget kohærent og målrettet – hvor hver sekvens ikke blot fungerer i kraft af den foregående, men i kraft af samtlige dele af værket. Og ofte forventer jeg nok i højere grad at blive bevidst om kunstnerens nuværende ståsted, end jeg forventer et egentligt statement.
‘Lost My Sense of Humour’ føles stilmæssigt uhyre målrettet – og direkte indbygget i ep’ens stil er der en eventyrlyst, der gør værket dynamisk og elastisk. Tag blot det første nummer, ‘Here is No Love’, hvis instrumentation er næsten ikkeeksisterende. Det er blot Zaars dramatiske vokal, der over noget æterisk baggrundsstøj længes efter en kærlighed, hun for længst har mistet – en længsel, der langsomt udvikler sig til desperation på den efterfølgende ‘Homesick’.
Fra ‘Homesick’ udfolder lyduniverset sig således, så der både kommer sprællevende trommerytmer, brummende bas og et væld af disorienterende synths – tre elementer, der gradvist bliver endnu mere intense på mange af de efterfølgende numre.
Især trommerne, der leveres af Jonathan Ludvigsen, har en helt eminent spændstighed, der gør udtrykket på de mest oprørte øjeblikke fantastisk uregerligt. På ‘Beatsong’ er der næsten ingen bas i løbet af størstedelen af spilletiden, så alene sammen med nogle isnende synths og nogle af Ludvigsens mest komplekse, hektiske trommer, lader Zaar sin blottede vokal synes endnu mere skrøbelig.
Zaar er blevet sammenlignet en del med Björk – og mens jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke kunne se sammenligningen, tror jeg altså, at det handler mindst lige så meget om hendes stemme, som det handler om hendes kunstneriske retning. Personligt kan jeg også se en del musikalske lighedspunkter med eksempelvis Iamamiwhoami, Thom Yorkes solomateriale, eller for den sags skyld tidlig James Blake.
På ‘Lost My Sense of Humour’ viser Flindt via et overraskende konsekvent sonisk arsenal, at hun bestemt er mere og andet end blot en dansk pendant til Björk. Den største kunstneriske afstikker er nok den langsomme ‘How Many Hearts’, hvor trommerne for én gangs skyld holder lidt igen, og hvor den primære drivkraft er en orgelklingende synthesizer. Det er et modigt nummer, især fordi det varer knap seks minutter og har flere lange passager, der er fuldkommen instrumentale.
Jeg kan ikke sige, at det nummer helt griber mig – det har nogle elementer af ambient, og fra det perspektiv er det syntetiske orgel altså ikke helt smukt nok til at blive revet med af. Dertil sætter det en ep i ellers konstant fremdrift på en længere pause. Men jeg må alligevel sige, at det er fantastisk, at Zaar på denne måde skubber sin lyd nye steder hen – og så endda på en måde, der lægger sig i temmelig logisk forlængelse af hendes tidligere output.
Nu ved jeg ikke, om Zaar har samme filosofi omkring forskellen mellem ep’er og album, som jeg har – men jævnfør mine egne forventninger til en god ep, er jeg godt tilfreds med, hvordan Zaar her etablererer sig som kunstner. Hun fremviser klart og tydeligt det talent, hun siden de første singler har vist, at hun besidder – og gennem vovede numre som ‘Here is No Love’, ‘Beatsong’ og ‘How Many Hearts’ viser hun, at hendes kunstneriske ambitioner rækker endnu videre end det.
Kort sagt:
Med ‘Lost My Sense of Humour’ præsenterer Zaar klart og tydeligt, hvor hun kunstnerisk befinder sig – og resultatet er medrivende. Med legesyge synths og hektiske trommerytmer ved sin side, udfolder hendes dramatiske vokal sig eminent, mens hun også får plads til at udforske nye kunstneriske territorier.
Læs interview: Zaars musik kan ikke defineres: »Jeg kan simpelthen ikke svare på det«