JUBILÆUM. Dr. Dre havde jo faktisk et problem, der var ikke var helt nemt at løse: Hvordan forvandlede man den kontroversielle outsidergenre gangstarap til verdensomspændende popmusik?
For den form for hiphop, Los Angeles-kunstneren havde populariseret som producer for N.W.A, 2Pac og på sine soloudgivelser, var egentlig for voldelig, beskidt og gennemsyret af stoffer og sex til for alvor at blive pop.
N.W.A havde selvfølgelig kæmpestor succes, og i sin storhedstid var Tupac hiphoppens store, messianske rockstjernefigur. Men de var alle i bunden revolutionære skikkelser. Ikke polerede popstjerner. De havde enorm succes, men de havde det fra en outsiderposition.
’2001’, der den 16. november kan fejre 20-års jubilæum, vendte hele den ligning på hovedet. For Dr. Dre gik væk fra den nærmest slibrige g-funk fra sine ’Tha Chronic’-dage og polerede de grove kanter helt væk, der stadig var der fra N.W.A-tiden, og skabte dermed et album, der lød lige så melodisk og rent som de dyreste popalbum.
Det var gangstarap i HD-format, og ‘2001’ var det måske første album, der betragtede albumskabelse med samme perfektionisme som de største popstjerner gjorde. Men den beholdt stadig gangstarappens beskidte og forbudte attituder – og fokuserede på dens mest hedonistiske sider.
Grove tekster og geniale melodier
Dr. Dre fik gangstarap til at lyde stort. Og han fik det til at lyde professionelt. Men mindst lige så vigtigt var det, at han fik det til at lyde sjovt. For selv om der er mørke temaer og en del problematisk (som man ville sige i dag) tekstindhold, så er ’2001’ måske mest af alt en samling sange, der handler om at fyre den.
Men ja, vi er nødt til lige at tale om tekstindholdet. ’2001’ handler – med meget få undtagelser – udelukkende om, hvor meget hash Dre ryger, hvor rig han er, hvor sej han er, og (meget ofte) om, hvor galt på den alle tvivlerne var, der havde afskrevet ham.
Det er et album, der stedvis koger tingene helt ned: »Hey, hey, hey, hey / smoke weed everyday«, lyder mottoet jo på ’The Next Episode’, og på ’Fuck You’ går omkvædet simpelthen »I just wanna fuck you«.
Stedvis bliver det decideret goofy, som på denne ufrivilligt komiske linje fra ‘Let’s Get High’: »I just took som ecstasy / ain’t no tellin’ what the side effects could be!« Derudover må man jo også bare sige, at det er et album, der har skits, der sviner kvinder, der bliver gravide med vilje – og en masse andre sexistiske passager.
Men når de forbehold alligevel smeltede væk, og albummet gik sin globale sejrsgang, var det fordi sangene satte melodien helt forrest i et exceptionelt skarpt lydbillede.
Det bedste eksempel er nok ’Still D.R.E.’, hvor klavermelodien er så insisterende, at man må overgive sig. Eller ’The Next Episode’, hvor beatet halvt lyder som en trillende børnemelodi – men igen står så skarpt, at det bliver uimodståeligt. Selv helt simple melodier som ‘Big Ego’s’ eller ‘Xxplosive’ virkede uimodståelige i Dres hænder. Som om musik bare lød bedre, når den havde været forbi mesteren.
De sange er blevet en form for allemandseje verden over, og de har soundtracket utallige privatfester, klubaftener og, ja, hvad ved jeg, konfirmationer gennem årene. Derfor markerer ‘2001’ især tidspunktet, hvor hiphoppen én gang for alle blev vor tids dominerende festmusik, ikke kun i USA, men også i Europa. Og det havde næppe været muligt uden en vis Marshall Mathers.
Eminem-effekten
Det lyder måske overdrevet at give ’2001’ hele æren for hiphoppens rolle som verdens festsoundtrack. Albummet er jo trods alt langt fra den første udgivelse, der forende fest og hiphop. Men det var nok det første album, der gjorde det så vellykket og på så stor en skala. Det var gangstarappens præmis tilsat popmusikkens produktionsmæssige perfektionisme.
Og så er det også værd at sige, at det var et album, der har haft mere betydning i Europa end det måske har i USA. For i staterne var hiphoppen væsentlig længere i 1999 i forhold til at infiltrere ungdommen og mainstreamen. Her var det måske i højere grad ’Tha Chronic’, Dres debutalbum fra 1992, der skabte paradigmeskiftet.
Men i Europa var det – for en hel generation – især ’2001’, der rykkede gangstarappen ind i mainstreamen. Og det skyldes selvfølgelig også Eminem-effekten.
Dr. Dres største opdagelse rykkede grænserne for, hvad man kunne sige med hiphop – og hvilke mennesker man kunne nå med rapmusik. Eminem blev en af verdens største stjerner på jorden og helt sikkert den mest omtalte. Dén succes åbnede muligheden for, at ’2001’ kunne blive den kulturelle milepæl, det blev – for Dr. Dres album udkom lidt over et halvt år efter Eminems gennembrud på ‘Slim Shady LP’ og cirka et halvt år før kæmpesuccesen ‘The Marshall Mathers LP’.
Derfor havde alle de mennesker verden over, der blev hiphopfans på grund af Eminem, et helt logisk sted at gå hen efterfølgende: Dr. Dres ’2001’, hvor den hvide rapper belejligt nok havde en af karrierens stærkeste optrædener på sangen ’Forgot About Dre’. Som Eminem senere rappede om Dr. Dre på ’White America’: »Every black fan that I got / was probably his in exchange for every white fan that he’s got«.
Dre havde altså skabt et gangstarapalbum i HD, der bare ventede på at blive opdaget af de massevis af nye hiphopfans, Eminem havde skabt. Det var en perfekt storm, og i takt med, at en ny generation af raplyttere opdagede ’2001’, voksede det sig større og større.
Albummet inspirerer stadig – selv om Dre-lyden er forsvundet
Når de nye hiphoplyttere forvildede sig ind i Dr. Dres univers, blev de mødt af et univers, som nogle af hiphopkulturens vigtigste navne havde været med til at skabe. Vidunderproduceren Scott Storch assistere på produktionssiden, gæsteartister som Snoop og Eminem var med på sidelinjen, og Nas og Jay-Z agerede tekstforfattere.
De bliver alle til doktorens instrumenter her – og intet sted viser det bedre end klassikeren ‘Still D.R.E.’. Hele sangen er skrevet af Jay-Z, Snoop leverer enkelte linjer hist og pist, og Scott Storch har bidraget med den legendariske klavermelodi. Alle er klar på bare at gøre et bidrag.
Her er det svært ikke at se ligheder til den albumtilgang, Kanye West og Drake dyrker den dag i dag. Begge disse kunstnere har forsøgt at genskabe ’2001’-formularen, hvor én altoverskyggende kunstnerskikkelse rekruterer de bedste producere, sangskrivere og gæsteartister omkring sig for at skabe det ene, perfekte værk.
Men det er ikke kun albummets skabelsesproces, der har dannet skole. Mere konkret har albummets form samtidig inspireret folk som Kendrick Lamar, hvis ’good kid m.A.A.d City’ – ligesom ’2001’ – eksplicit er skabt som en film med scener fra forskellige dele af livet. Og ja, Dr. Dre var selvfølgelig også med til at producere dét album.
’2001’ har altså i dén grad været et skelsættende værk. Det har ændret reglerne for, hvilken slags hiphop, der kunne blive global pop. Det har vist, hvordan store album kan skabes af et kollektiv af kunstnere. Og så har dets fortælleform inspireret senere rappere.
Men én ting, der ironisk nok ikke præger nutidens hiphoplandskab, er selve Dr. Dres lyd. Den legendariske minimalisme, der jo i årene efter var inspirationskilde verden over (blandt andet for danske Suspekt), er næsten totalt gledet ud af moderne hiphop.
Det her store album fra 1999 har altså sat spor gennem hiphophistorien, men selve den berømte Dr. Dre-lyd, som albummet skylder sin succes, er stort set forsvundet.
Læs også: Eminem føler sig forbandet af ‘Marshall Mathers LP’ – her er albummets historie