Masasolos ‘Bridges’ er et sfærisk og vintage-poppet syretrip

Masasolos ‘Bridges’ er et sfærisk og vintage-poppet syretrip
Masasolo.

Masasolos andet album forsøger tematisk at bygge en musikalsk bro mellem forlist kærlig og nyforelskelse. Det ender desværre en smule lunkent, for albummet formår aldrig helt at trække lytteren ned i sølet – og heller ikke det modsatte, nemlig at fremmane en euforisk oplevelse, som kun de bedste af de bedste psykedelia-udgivelser formår.

Dog har Masasolo med sin ukuelige legesyge skabt et album spækket med psykedelisk pop og smittende melodilinjer, der leder tankerne hen på bands som Unknown Mortal Orchestra og Tame Impala. Især sidstnævnte australske psykedelia-band er Morten Søgaards Masasolo blevet sammenlignet med siden projektet fik sin første mediebevågenhed i det danske musikmiljø tilbage i 2016.

Sammenligningen er både en velsignelse og en forbandelse, da det er svært at lægge den på hylden, når man lytter til Søgaards ti nye sange – det er let at komme til at stå i skyggen af en musikalsk storebror som Tame Impala. Når det er sagt, er der helt klart produktionsmæssige lækkerier og helstøbte numre, der for alvor viser, hvad Masasolo kan, når de rammer den lige i røven. Med et nummer som førstesinglen ’You Got That Something’ går den musikalske legesyge op i en højere enhed.

Her får lytteren et ufiltreret kanyleskud af elektronisk psykedelia, der omfavner sanserne med en auditiv palet bestående af slentrende beats og sleske synthfigurer samt såråbnede guitar-fuzzstøj, der kulminerer i en storslået og ekspanderende klangflade ført an af vokalen, hvorefter det velspillende band falder tilbage til omkvædbeatet, der driver nummeret fremad.

Derudover er der momentvise højdepunkter på numre som den silkebløde og guitardrevne ’Loaded Gun’ og den mere eksperimenterende ’Killer on the Run’, men desværre er der også en del lavpunkter, hvor musikken er fin og velspillet, men uden pondus – her flyder flere numre sammen til én monoton oplevelse. Numre som kirkeorgelshymnen ’Carry On’ og den abstrakte ‘No Notifications’ fremstår som fyldnumre, der ret hurtigt mister deres fascinationskraft.

Masasolos efterfølger til debutalbummet ’At Sixes and Sevens’ er et resultat af Morten Søgaards dagbogsagtige outlet for musikalske eksperimenter og et forsøg på at finde plads til den barnagtige drømmer, der lever i hans voksne krop. Desværre for projektet er der en ligevægt mellem musikalsk spidsfindighed og for spinkle destillater af den psykedeliske pop. Musikken opnår ikke at tryllebinde på en måde, der kan få lytteren til at forsvinde ind i sig selv og glemme tid og sted, hvilket kendetegner den stærkeste form for psykedelisk musik.


Kort sagt:
Masasolos andet album er et sfærisk og vintage-poppet syretrip, der tematisk forsøger at bygge en musikalsk og æstetisk bro mellem forlist kærlig og nyforelskelse.

Masasolo. 'Bridges'. Album. Mother Russia.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af