I sidste uge annoncerede Gorillaz, at en ny dokumentarfilm med titlen ’Gorillaz: Reject False Icons’ var på trapperne. Nu lyder det, at filmen løber over det store lærred mandag den 16. december (og kun denne dato) i 27 lande på verdensplan – og tegneserieholdet har heldigvis husket at sætte Danmark på premierekortet.
Dokumentarfilmen er instrueret af Gorillaz-medskaber og -tegner Jamie Hewletts søn, instruktør Denholm Hewlett. Hewlett Junior har fulgt i sin fars, Damon Albarns og alle deres musikalske legekammeraters fodspor i tre år – på scenen, på farten, i studiet og under tilblivelsen af gruppens seneste to album: ’Humanz’ fra 2017 og ’The Now Now’ fra 2018.
Ligesom Gorillaz’ musikprojekter kommer også ’Reject False Icons’ til at byde på masser af celebre features. Pusha T, Kelela, Danny Brown, Vince Staples, Noel Gallagher og Little Simz er blandt andre at finde på den alenlange gæsteliste.
’Gorillaz: Reject False Icons’ kan opleves i Cinemaxx (både i København, Aarhus og Odense), Atlas Bio i Rødovre, Empire Bio i København, Moviehouse i Hellerup og Kulturbiografen Frysehuset i Holbæk. Billetterne kan findes via filmens site.