Algiers tager deres politiske punkgospel i en ny retning på ’There Is No Year’

3 6
Algiers tager deres politiske punkgospel i en ny retning på ’There Is No Year’
Algiers. (Foto: Christian Högstedt)

Det er umiddelbart svært at komme på et nutidigt rockband, der er lige så åbenlyst politisk som Atlanta-kvartetten Algiers. Siden 2012 har de forenet musikalske udtryk som postpunk, soul og gospel for at fremkalde en slags protestmusik, der med sin insisterende vrede og frustration har været svær at overhøre på den amerikanske indiescene.

Navnet er en reference til Algeriets hovedstad, Algier, der i det 20. århundrede var epicenter for antikolonialistiske aktiviteter, og i interviews har gruppen da også givet udtryk for en grundlæggende sympati med kampe mod systematisk undertrykkelse, hvad end undertrykkeren er kolonialisme eller kapitalisme.

Det er disse kampes brændstof – afmagt og vrede – Algiers inkarnerer. På deres to foregående album har oprøret fået frit løb i et teoretisk interessant spændingsfelt mellem punkens energi og gospelmusikkens samhørighed. Resultatet har lydt som en kraftfuld fællesmodstand mod social uretfærdighed anført af forsanger Franklin James Fishers – på godt og ondt – overvældende intensitet.

På gruppens nye album er de definerende elementer stadig til stede. Det er allerede tydeligt på førstesinglen ’Dispossession’, hvor Fisher med assistance fra et veloplagt gospelkor udfolder sin opsang til de apatiske amerikanere, der tror de kan flygte fra realiteterne: »Run around, run away from your America / while it burns in the streets / I been here standing on top of the mountain / shouting down what I see«. Med intakt selvtillid som store samfundsfortolkere vil Algiers således igen tvinge lytteren til at konfrontere den sociale virkelighed.

Gruppen søger imidlertid også nye veje med deres udtryk. Tidligere har de inkorporeret elementer fra elektronisk musik, særligt industrial, og denne tendens skrues der yderligere op for på ‘There Is No Year’. For eksempel på titelnummeret, der åbner pladen, og som sparkes i gang med et intenst pulserende beat, der som et næsten desperat tikkende ur driver sangen fremad i selskab med computerfrembragte klapperytmer. Det første Fisher overhovedet minder os om er da også, at vi har travlt: »Now, it’s two minutes to midnight«. Alarmen kører altså allerede fra start, og det bliver undervejs svært ikke at tænke, at det netop er alt det, Algiers gerne vil nå at sige inden lukketid, som er albummets store svaghed.

Det er ikke fordi, tempoet er hæsblæsende gennem hele albummet. Det er faktisk på de sange (’Wait for the Sound’, ’Repeating Night’, ’Nothing Bloomed’), hvor gruppen holder igen for tålmodigt at opbygge en til tider næsten postpunk-apokalyptisk verden, at albummet er bedst. Men overordnet set er ‘There Is No Year’ en rodet affære.

Algiers har en tendens til at operere med abrupte skift i sangene, men produktionslagene er generelt for tydeligt adskilte, hvorfor overgangene ofte kommer til at føles mekaniske og forcerede. Deres lyd formår aldrig at smelte sammen. Indimellem er de dog i stand til at være decideret overrumplende, som når den forvrængede saxofon vælter ind på ’Chaka’ og hiver et herligt kaos med i slipstrømmen.

På samme tid er det svært at komme uden om Fishers stemme, der, når han med sit forholdsvis begrænsede register synger højt i mikrofonen, har det med at blive decideret enerverende (hør for eksempel afslutningsnummeret ’Void’). Det er et problem for Fisher, der jo har så meget at sige, at det ofte er mere fristende at vende det døve øre til.

På ‘There Is No Year’ fremstår Algiers grundlæggende som et band, der ikke er i stand til at forene deres ellers beundringsværdigt højtflyvende aspirationer til et overbevisende samlet udtryk. Derfor bliver deres genresyntese i sidste ende heller aldrig lige så interessant i praksis, som den er på papiret. Det er ærgerligt, at Algiers fra album til album er i gang med at marginalisere deres egen stemme yderligere.


Kort sagt:
Algiers omfavner industrial på ‘There Is No Year’, der på trods af store armbevægelser aldrig trænger igennem med sit budskab.

Algiers. 'There Is No Year'. Album. Matador/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af