‘Seeking Thrills’: Georgias skarpe electropop er produktionsmæssigt guf

4 6
‘Seeking Thrills’: Georgias skarpe electropop er produktionsmæssigt guf
Georgia. (Foto: Hollie Fernando)

Georgia Barnes er med sine to samarbejdspartnere Sean Oakley og Mark Ralph muligvis det mest undervurderede producerteam i popmusik for tiden. Sammen har de produceret Georgias andet album, ‘Seeking Thrills’, der totalt genopfinder hende. I stedet for at være en lidt quirky elektronisk producer, der laver UK Bass med elementer af popmusik, har hun helliget sig electropoppens catchy, dansevenlige, imødekommende verden.

I mange sammenhænge vil en kunstners pludselige omfavnelse af pop uundgåeligt resultere i anklager om, at de sælger ud, men jeg har svært ved at forestille mig, at ‘Seeking Thrills’ vil producere mange sådanne holdninger blandt Georgias etablerede fanskare. For det er øjeblikkeligt tydeligt, at popsange ikke er et format, der nedvander hendes eventyrlystne karakter, men rettere en platform, der giver hende helt nye, spændende muligheder for at udtrykke sig.

Hun er så detaljebevidst i sine produktioner. Man kan mærke, at hver lille lyd er nøje udvalgt med henblik på at gøre hooket så forløsende som muligt, og at trackets dynamiske opbygning sørger for maksimalt lytterengagement. De fire første tracks på albummet er noget af den mest katarsiske popmusik, jeg har været i kontakt med længe. Og mens sangskrivningen medvirker til dette, er hendes produktion helt klart det, der for alvor gør, at jeg næsten ikke kan sidde stille, end ikke under de mere stilfærdige øjeblikke, for jeg kan mærke, at en energiudladning er lige om hjørnet.

På det femte track, Shygirl-samarbejdet ‘Mellow’, sker der dog et stilskifte. Væk er de sprudlende popbaskere, der lyder hen ad Robyn anno 2010, og i stedet får vi et creepy, Fever Ray-klingende, lettere industrielt nummer. Det er et interessant skift, for popmusikken er stort set helt væk, men man kan mærke, at Georgia stadig bruger mange af de samme elektroniske byggeklodser, som hun gjorde i starten af albummet.

Efter dette, albummets mest eklektiske track, får vi to mere afdæmpede numre. Jeg har ikke lyst til at stemple dem som fyld, for fra et lyrisk standpunkt er det klart, at ‘Till I Own It’ og ‘I Can’t Wait’ fornemt reflekterer Georgias egen personlige rejse – men jeg savner mere spændende soniske teksturer. For en gang skyld synes hendes produktioner forudsigelige – omend de stadig tydeligt er finkæmmet, så de opnår en lækker, krystalklar lyd.

Det føles oplagt at bebrejde problemet på, at ovenstående sange er mindre energiske end de tidlige numre og derfor har svært ved at blive lige så sprælske. Men det bliver totalt modbevist af de smukke numre ‘Ultimate Sailor’ og ‘Honey Dripping Sky’. Førstnævnte er defineret af smukke ambient-elementer, der arbejder dynamisk sammen med Georgias popsangskrivning om at lave et lydlandskab, der på én gang er vemodigt og håbefuldt. Produktionen på afslutningsnummeret ‘Honey Dripping Sky’ ender ligeledes med at få store følelser frem, dog her i stedet ved at omfavne en næsten postrock-kanaliserende skala.

Jeg tror derfor i stedet, at det reflekterer, at Georgia er bedst, når hun lader sig selv være legesyg. Og elementer som den sære percussion på ‘Ray Guns’ eller den nærmest poppunkede bas på ‘Never Let You Go’ er sådanne momenter, der bare ender med at være massivt tilfredsstillende. Selv det der lille »wooh!« på ’24 Hours’ ender med at være effektivt hver eneste gang. Så de få numre, hvor Georgias produktion ikke har nær så meget karakter er selvsagt de mindst interessante – og de mange numre, som er rige på hendes små idiosynkrasier, ender derfor med at være virkelig mindeværdige.


Kort sagt:
Trods et kortvarigt kvalitetsdyk omkring midten er ‘Seeking Thrills’ et skarpt, velproduceret og velskrevet popalbum, der fra et produktionsmæssigt standpunkt er det rene guf.

Georgia. 'Seeking Thrills'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af