Det var bare Georgia og et trommesæt i et halvtomt Lille Vega – men der var ikke brug for mere

4 6
Det var bare Georgia og et trommesæt i et halvtomt Lille Vega – men der var ikke brug for mere
Georgia i Lille Vega. (Foto: Mathias Bak Larsen/Soundvenue)

Efter en mildest talt ukonventionel (omend ganske åndeligt berigende) opvarmning fra performancekunstneren Sidsel Christensen, trådte engelske Georgia Barnes på scenen. Og ligesom under hendes foregående danmarksvisit blev publikum mødt med et ganske spartansk setup; blot Georgia selv med en mikrofon og et karakteristisk rødt trommesæt.

Det er en konstellation med tydelige fordele og ulemper. Stort set hele koncerten lever og dør med Georgias egne evner som både performer og musiker. Ja det, og så lyden. For den var absolut ikke ideel under de to første numre, ’24 Hours’ og ‘Never Let You Go’. Hi-hatten fyldte for meget, backingtrack-basguitaren trådte meget i baggrunden, og Georgias ellers medrivende vokal var ikke helt i sit tekniske es.

Fra tredje track, den mere aparte, M.I.A.-kanaliserende ‘Ray Guns’, gik det dog noget bedre. Det vuggende groove blev styrket af et rødt-grønt lysshow i bedste reggae-stil, og lydbilledet blev fyldigt. Man mærkede hvert eneste trommeslag helt ind i kroppen, og det var svært at stå stille til.

Det var da også let at bevæge sig i det noget halvtomme Lille Vega. Selv stod jeg forrest, og hvis jeg havde bevæget mig så meget på første række i enhver anden koncertsammenhæng, havde jeg nok stødt ind i nogen. Jeg havde godt nok undet Georgia et større publikum, især oven på hendes stærke album ‘Seeking Thrills’ fra sidste måned. Men hun blev ved med at tromle fremad i løbet af koncerten med samme iver, som man ville forvente til en fyldt sal – og af den årsag forblev energiniveauet altså også højt på de forreste rækker.

Den drivkraft og emotionelle slagkraft sivede over i vokalen, der kun blev mere intens, som koncerten skred fremad. Sange som ‘The Thrill’ og ‘About Work the Dancefloor’ blev endnu mere fængslende end i studieudgaverne, og da Georgia som afslutning valgte at give en dance-version af Kate Bushs ‘Running Up That Hill’, fik hun det mod alle odds til at fungere fremragende.

Instrumentalt skete der også mange vilde ting. Bækkenerne under ‘Feel It’ sugede mig helt ind i nummerets univers, og den lange opbygning, inden trommerne kom på til balladen ‘Honey Dripping Sky’, resulterede i et katarsisk klimaks. Det instrumentalt mest overvældende nummer var dog ‘Started Out’, der startede ganske stille, inden det ret så elegant udviklede sig til en regulær lydmur af en house-banger. Dette nummer dedikerede Georgia til den nyligt afdøde dj-legende Andrew Weatherall, hvis stil absolut trængte igennem under Georgias optræden.

Det gik noget så pragtfuldt – men så var koncerten pludselig overstået. Vi fik kun omtrent 50 minutter i selskab med Georgia, og der var desværre ikke engang tid til et ekstranummer. Jeg havde gerne set, at hun var fortsat lidt længere – og måske også, at hun havde givet os mere end blot ét nummer fra hendes 2015-debut. Men det, vi fik, var så til gengæld ganske solidt.


Kort sagt:
Georgia gav kun 50 minutters koncert for et halvtomt Lille Vega. Men hun spillede med en iver, man ville forbinde med et stadionsæt. Det var fra start til slut kun hende og hendes trommesæt – men der var egentlig heller ikke brug for meget andet.

Georgia. Koncert. Lille Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af