Soleima tager chancer og lyder stærkere end nogensinde før på ‘Powerslide’

4 6
Soleima tager chancer og lyder stærkere end nogensinde før på ‘Powerslide’
Soleima. (Foto: Darren Ankenman)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var lidt uimponeret over Soleimas seneste udspil, ep’en ‘Bulldog’ fra 2018. Jeg havde forventet at se den danske sanger vise tænder – og ikke mindst, at hun ville vise, hvordan Soleima som kunstner ville lyde, hvis der ikke var radioplays og hitlister for øje. For det stod der altså i presseteksten.

Den ambition er dog først blevet indfriet nu. Soleima, aka Sarah Mariegaard, har nemlig lavet et debutalbum, hvor historierne, teksterne og flotte, drømmende stemninger er i fokus. For første gang er stemningen og tonen ikke altid lige så løssluppen og optimistisk som tidligere, og det gør Soleimas univers mere spændende og uforudsigeligt at gå på opdagelse i.

Hvor Soleimas musik tidligere har bevæget sig i et entydigt poppet univers, eksperimenterer hun på ‘Powerslide’ blandt andet med en mere r’n’b-orienteret lyd, old school trommemaskiner og 90’er-agtige synths – og det kombineret med hendes egen lyse, luftige vokal og mere nutidige hooks.

Tag for eksempel ‘Thing Called Love’, hvor Soleimas vokal og melodier med det samme leder tankerne hen på Ariana Grande a la ‘7 Rings’, mens produktionen konnoterer Sade. Faktisk lader Ariana Grande til at være en gennemgående inspirationskilde på albummet, måske mest tydeligt på ‘Hustlin’ og omkvædets »I like it, I want it, I keep it, I need it«.

Det tilbagelænede r’n’b-univers og Soleimas lyse klang giver hinanden virkelig fint modspil, og det er en læskende cocktail, man møder på den flotte ‘We’re Going Home’ og kærlighedserklæringen ‘LuvULuvULuvU’, der er nogle af albummets absolut fineste sange.

‘Roses,’ ’Cheers for the Tears’ og ‘Heartless’ er Soleima, som man måske kender hende bedst, og det er ikke underligt, at de to førstnævnte har ageret singler forud for albummet.

Men også her har hun tilføjet produktionerne lidt mere knas, enten i form af snerrende guitar eller lidt shufflede trommer, der næsten sender tankerne hen på Soleimas tid i hedengangne Flødeklinikken. Det er fængende, at produktionerne søger andre steder hen end de snublende, lidt bouncy go to-synths, der kendetegnede især ‘Bulldog’ og minialbummet ‘No. 14’ fra 2017.

Det gennemgående tema for sangene på ‘Powerslide’ er dog klart, at de har fået en langt mere fortællende karakter. Tidligere oplevede jeg Soleimas lidt quirky, stilrene popproduktioner som det, der tog mest af min opmærksomhed, men når man lytter til eksempelvis ‘We’re Going Home’ eller det flotte afslutningsnummer ‘Stop’, er det klart sangenes stemning og de beskrivende tekster, der fastholder nysgerrigheden.

Man føler sig tættere på Soleimas musikalske ideer og følelser end nogensinde før, og med det må ‘Powerslide’ siges at være den helt rigtige retningsændring for Sarah Mariegaard.


Kort sagt:
Soleima har lavet et album, hvor historierne, teksterne og flotte, drømmende stemninger er i fokus – det gør hendes univers mere spændende og uforudsigeligt at gå på opdagelse i.

Soleima. 'Powerslide'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af