»Hvis en af jer motherfuckers spørger mig om mit album én gang til, mens jeg prøver at redde verden, i modsætning til jeres præsident … on sight«.
Åh, jeg elsker Rihanna. Ovenstående citat fra popstjernen under en nylig Instagram Live-seance forklarer meget godt hvorfor.
Hun vil bogstavelig talt slås med de fortørnede fans, der sidder og hyler efter ny musik, mens Rihanna bruger alle sine kræfter på at gøre sit for at hjælpe til under den verdensomspændende coronakrise. Hendes The Clara Lionel Foundation har allerede doneret fem millioner dollars til familier ramt af krisen.
Citatet er dog ikke bare Badgalriri at her best, det skubber også til mange af de tanker, der i øjeblikket farer rundt i hovedet på musikere, branchefolk og lyttere.
Giver det overhovedet mening at udgive musik under den verdenshærgende krise? Både kommercielt, etisk og samvittighedsmæssigt.
Har coronakrisen fået musikverdenen til at gå i stå?
Ville du udgive et album under coronakrisen?
Reaktionerne kom hurtigt i slutningen af marts. Så snart ingen fornuftige mennesker var i tvivl om krisens alvor, blev diverse store album udskudt eller rykket.
Haims ‘Women In Music Pt. III’ skulle være udkommet 24. april, men har i øjeblikket ingen fast udgivelsesdato. Det samme er tilfældet med Lady Gagas ’Chromatica’, der var sat til udgivelse 10. april. Album fra artister som Sam Smith og Alicia Keys blev rykket til senere på året.
Ingen af de her stjerner havde lyst til at udgive popmusik i en international krisetid. De personlige beskeder var etiske, mens pladeselskaberne bag måske tænkte med pengepungen. For det er svært at kapitalisere på musik i disse tider. Svært at lave en masse promotion og komme ud og spille koncerter.
Sværest af alt er det dog at udgive noget musik, som rent faktisk skærer igennem hele verdens fokus på krisen foran os. Meget musik i øjeblikket bliver udgivet og glemt – sorry, Childish Gambino.
Ulemperne er mange. Og de kan ses i udgivelseskalenderen, som efterhånden bliver tyndere og tyndere. Der er udkommet rigeligt med album de seneste uger, også fra store kunstnere som The Weeknd og Dua Lipa, men det føles lidt som om, at det var skibe, der var sat i søen og ikke kunne vendes. Her var allerede for meget på spil.
Det virker som om, at den bunke udgivelser, som allerede var planlagt, er ved at tynde ud. Bevares, der er stadig album i planen, men det ligner ikke en normal april – foråret plejer at være højsæson (op til festivaler og sommerturneer), men oversigten er mere eller mindre blottet for blockbuster-album, mens kvantiteten også er dalende.
På udgivelsesfronten kan man ikke komme uden om det: Her er musikverdenen lidt ved at gå i stå. Hertil koblet alle de kunstnere, som ganske enkelt ikke har lyst til at fokusere på musik i disse tider. Alle de album, som af praktiske årsager ikke kan blive færdiggjort (bandarbejde over Zoom er ikke nemt). Og alle de udgivelser, som af økonomiske årsager bliver holdt tilbage.
Men i forlængelse af sidstnævnte findes der også lyspunkter.
Udgivelser i tidsånden – på godt og ondt
Se bare på Fiona Apples – lad os bare kalde det, hvad det er – mesterværk ’Fetch the Bolt Cutters’, som blev udgivet i fredags.
Oprindeligt ville Apples pladeselskab have holdt på albummet indtil oktober, men den tilbagetrukne musiker insisterede på at udgive det i en tid tynget af isolation. For ’Fetch the Bolt Cutters’ er et album til lige nu, et »frihedsmanifest«, som der lyder i vores seksstjernede anmeldelse.
Én ting at tage med fra den historie er selvfølgelig alle de skyggealbum, der forsinkes af pladeselskaber, og som vi ikke hører noget om. Men den ultimativt vigtigste pointe er jo, at det her er musik, som skulle ud – nu. Sådan lyder historien, og sådan lyder musikken i den grad også – den er presserende.
Det samme kan man ikke sige om Drakes ’Toosie Slide’; en sang lavet til tidsånden, men ikke ud af nødvendighed. Canadierens dansesingle er i stedet hans mest halvhjertede til dato. Ét stort marketingstunt forklædt som musik, der er lavet til at udnytte, at alle sidder derhjemme og ikke har bedre ting at lave end dansevideoer til TikTok.
Det er nemt, kalkuleret – og det virker. ’Toosie Slide’ er en kæmpe succes, og mon ikke, der er folk, der lige nu arbejder i døgndrift på at finde på måder, hvorpå situationen kan bruges lukrativt.
Drake og Fiona Apple ligger i diametralt modsatte ender af at udgive musik i tidsånden, men de skærer begge gennem fedtet. Det er mere, end man kan sige om mange andre.
Og netop det faktum tror jeg er med til at holde mange tilbage.
Dua Lipa var grådkvalt op til udgivelsen af ’Future Nostalgia’ – det var en ekstremt mærkelig tid for hende. Efterfølgende er albummet dog (fortjent) blevet hyldet som festmusik, der såre simpelt kan sprede glæde i en hård tid.
Men det er ikke alle, der formår (eller har til hensigt) at udgive musik, som passer ind i denne corona-tid. Og det er en af grundene til, at musikverdenen – i hvert fald inden for udgivelser – er nede i første gear.
Hvad med livemusikken?
Pt. er virkeligheden, at der er lange udsigter til, at koncerter og festivaler igen bliver en del af hverdagen.
Det har naturligvis enorme implikationer og konsekvenser for alle, der har med livemusik at gøre. Dem skal vi alle støtte op omkring, så vidt vi kan.
Nogle kunstnere med planlagte forløb har være nødsaget til at vinke farvel til det momentum (og den fortjeneste), som skulle være bygget oven på albumudgivelser – herhjemme har for eksempel Benjamin Hav, Ganger og Artigeardit alle været tvunget til at udsætte eller aflyse turneer i kølvandet på karrieredefinerende udgivelser. Det er skrækkeligt synd.
I krisetider prøver man efter bedste evne at tilpasse sig. Det er bare svært for arrangører at tilpasse sig en situation, hvor det overhovedet ikke er muligt at afholde koncerter.
Musikerne er i stedet rykket ud i den virtuelle verden – Instagram Live er blevet til et verdensomspændende spillested, mens internettet aldrig har flydt over med så mange covernumre fra soveværelset.
Men altså, jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der efterhånden har set rigeligt hjemmevideoer. Det er ikke det samme som den ægte vare, og selv om man altid skal gribe ud efter en erstatning, så viste det store WHO-støtteshow også bare, at det er de færreste kunstnere, som kan få noget ordentligt indhold ud af formatet.
På den front trænger vi til noget nyskabelse. Instagram-koncerter er hyggelige, men i denne tid burde der da komme en masse nye bud på, hvordan livemusik i en digital tidsalder kan se ud.
Tag bare den innovative (eller enerverende, alt efter smag) duo 100 Gecs, som på fredag inviterer til festival inde i computerspillet ’Minecraft’. Se dét er nyskabende. Det er sådan nogle initiativer, som skal prøves af nu, for at vi ikke skal ende med blot en tom udgivelseskalender og (endnu) flere hjemmelavede covers. For at det hele ikke skal gå i stå og i tomgang.
For lad os være realistiske: Det er jo ikke fordi, at hele musikbranchen fra den ene dag til den anden kommer til at fare op som en accelereret optagelse af en blomst i en naturdokumentar.
Vi har haft gode uger med masser af udgivelser på det seneste. Det er de næste måneder, hvor vi for alvor kommer til at mærke krisens påvirkning på albumplanen.
Det kommer til at tage tid at finde fodfæstet igen. Og mit bud er, at det bliver en langsom og forsigtig opstart på den anden side (som vi endnu ved meget lidt om). Hele maskineriet skal til den tid trækkes op igen. For hvem tør gå forrest? Der skal lige hul på bylden. Så tror jeg til gengæld også, at musikken kommer til at flyde.
Men mens musikverdenen flere steder er gået i stå – og branchen som helhed kæmper for overlevelse – så lever selve musikken stadig.
Folk synger på altaner verden rundt. I Danmark er fællessang (gerne med Philip Faber) blevet et samlingspunkt som radioudsendelser under krigen.
Det er blevet tydeligt i krisen, at musik er noget, der binder os sammen – noget som skaber samhørighed, fællesskab og håb. Og det faktum kan en tom udgivelseskalender (og savnet efter et nyt Rihanna-album) altså ikke ændre på.