Danske iB101 leger 00’er-stjerne med popfesten på ’Persona Non Grata’

4 6
Danske iB101 leger 00’er-stjerne med popfesten på ’Persona Non Grata’
iB101. (Foto: Alva Le Febvre)

Tidligere hed han Irrelevantbitch101. Men selv om navnet er blevet det mere stuerene, nærmest robotagtige iB101, er Martin Tangsgaards alter ego stadig rapkæftet og klar på ballade på debutalbummet ’Persona Non Grata’.

Albummet, der er skrevet og indspillet udelukkende på Tangsgaards telefon, er en blandet pose 00’er-lyduniverser, der byder på dans, leg og rigelige mængder glimt i øjet. Flere af sangene lyder som stilstudier – for eksempel ‘Overload – Not There’, hvis akustiske guitar klinger af Bob Sinclar (ham med ’Love Generation), eller ‘Kim Basinger’, hvor Tangsgaards vokal lyder som både Nelly og en tidlig Timberlake.

iB101’s sweet spot er lige der, hvor legen og sarkasmen overlapper i jokes, som gør brug af både form og tekst. Som på ‘Toothache’, der starter med et minimalistisk four chord-omkvæd på guitar og sang – »Di-di-di-didn’t mean to turn you on« – hvorefter akkorderne falder væk lige efter »Di-di-didn’t mean to«, og vokalen bliver til snak med et »… invalidate your whole existence by being a badass bitch«.

Tangsgaard mestrer mange forskellige grene af poppen og har således fået både et klubbet nummer som ‘Overload – Not There’, en blueset r’n’b-ballade som ‘What I Like About U’ og et par Drake-sangfraser på ‘Goody Two Shoes’ til at passe ind på ét og samme album. »Whatever, whatever«, synger han på sidstnævnte, og den attitude beskriver egentlig også albummet.

Hvorfor ikke lige have et fjollet klaverhook, der lyder som en steel drum-melodi, til at bære ‘Maybe I’, der kun varer halvandet minut? Hvorfor ikke lade synthesizerne gå houseamok på ‘Overload – Not There’?

Men på trods af den store variation, der kommer med Tangsgaards whatever-attitude, har iB101 stadig et distinkt lydbillede. Det er minimalistisk, og vigtigt: Man kan danse til det. Især ‘Goody Two Shoes’ har et ekstremt velskrevet omkvæd, der både løfter humøret og fødderne fra gulvet. Også ‘Kim Basinger’ rammer 00’er-klubstemningen lige i de lavtaljede jeans med det halvhviskende »All the people make the basement jump«.

Tangsgaards stemme er et kapitel for sig. Selv om den i sig selv ikke er særlig stærk, bruger han den på så mange forskellige måder, at der bliver tid til alt fra førnævnte hvisk henover uimponeret sangrap på ‘Spiritual Leprosy’ til D’Angelo-klingende falset i slutningen af ‘Alive’. Og på den måde bliver ‘Persona Non Grata’ til et udtryk for iB101’s store rækkevidde – ikke kun i vokalen, men også i hele det musikalske udtryk.


Kort sagt:
‘Persona Non Grata’ er en legesyg 00’er-fest med en god portion dansenumre og en lige så god portion glimt i øjet.

iB101. 'Persona Non Grata'. Album. Escho.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af