ML Buchs kompromisløse debutalbum er hypnotiserende og stærkt betagende
ML Buchs skramlede lo-fi-toner har været medrivende, lige fra hun trådte ind på den danske musikscene. Debut-ep’en ‘Fleshy’ fra 2017 var eksempelvis spækket med storartet sangskrivning og gribende, melankolske klangflader. Men det forberedte mig ingenlunde på, hvor abstrakt og kompromisløst hendes første album, juli måneds ‘Skinned’, ville blive.
Jeg burde i retrospekt have forventet det. Begge de forudgående singler, ‘Can You Hear My Heart Leave’ og ‘I Feel Like Giving You Things’, var svævende, hypnotiserende stykker musik, der på intet tidspunkt forfaldt til formeltænkning, men i stedet vægtede at suge dig ind i en hypnoseverden med klump i halsen til følge.
Selvfølgelig studsede jeg over, hvor ejendommelige disse kompositioner var, helt ned til fundamentet. Men på intet tidspunkt færdiggjorde jeg tanken om, at »hvis disse er sangene, hun finder egnet som singler, hvor bizart må resten af albummet så ikke være?«.
Og jo, det er skam ikke fordi, ML Buch her har sigtet efter hitlisterne. Hun har sigtet efter på én gang at forvirre at fortrylle.
Tag et nummer som det mageløse, funktionelt instrumentale afslutningsnummer ‘Mw’. Det starter med en dyb, rustik ambient-summen omgivet af alskens mystiske, forvrængede vokaler. Sådan kører det i et minut, inden det oprindelige motiv helt forsvinder, for at nummeret i stedet fokuserer på et sumpet bas-riff, dog stadig indhyllet i den samme æteriske palette. Så tager diskanten over, hvormed et makabert kor varsler uro. Slutteligt får vi ét loopende guitarriff, der omgivet af øvrig støj eskalerer til et finurligt klimaks, hvor hver eneste lille del af lydbilledet overrasker.
Det er disse forunderlige venstresving, der gør ‘Skinned’ til et så betagende album. Det er et værk, der det ene tidspunkt kan have de mest nøgne synthpassager, og som derefter kaster synthesizeren helt ud af nummeret – for da langsomt at lade den krybe ind igen.
Zoomer man ind på de individuelle dele af ethvert givent nummer, kan det føles som fragmenter, der intet har med hinanden at gøre. Men når man absorberer helheden, strømmer alle sindsstemningerne sammen på en måde, der giver emotionelt rigtig god mening. Når man først har vænnet sig til ML Buchs overordnede etos, er der ikke de store piskesmæld til stede. Derimod kan helheden næsten ende med at føles elegant, når loopende riffs, boblende synthtoner og ambient-kanaliserende atmosfærer bliver vævet sammen.
Det er kun 27 minutter langt, men ‘Skinned’ føles så meget større end det. Det er ømt og sårbart det ene øjeblik, frustreret og handlekraftigt det næste – men følelserne siger ikke hinanden imod. Nej, de gør i fællesskab følelsesuniverset nuanceret, for lydene i det vrede stykke vil altid referere tilbage til noget vi hørte, mens musikken var mere afslappet.
Det er en konstant berigende oplevelse at lytte til ‘Skinned’ – og når man ved genlytninger lægger mere mærke til den diskrete kohærens, står det kun endnu stærkere.
Kort sagt:
ML Buchs eksperimentelle, loopende og uortodokse toner går sammen om at skabe et varieret, dybsindigt og følelsesmæssigt medrivende værk af store kunstneriske ambitioner.