Hvad er det første, du tænker på, hvis jeg siger Billie Eilish?
Måske det kunne være, at den 18-årige amerikaner er en ny slags popstjerne, der bedre end nogen anden musiker indkapsler og kommunikerer med tidens ungdom.
Hvad er så det andet?
Måske det kunne være den dystre, ulmende, på én gang sårbare og selvhævdende popmusik, som hun laver i fællesskab med bror Finneas.
Og det tredje?
Måske det kunne være hendes helt igennem real personlighed, der skinner igennem i alle interviews. Eller måske det faktum, at hun – som de færreste nutidige popstjerner gør – taler bramfrit for klimaet og imod Donald Trump.
Okay, vi stopper her. Min pointe er, at man midt i denne her ekstremt fortjente hyldest af Billie Eilish som en ledestjerne godt kan glemme at rose én ting: Hendes stemme. Og det skal man huske. Specielt efter Billies og Finneas’ nylige visit i NPR’s Tiny Desk-koncertserie – som altså foregik hjemmefra, men med en kulisse, der kopierede den amerikanske radiostations kontor.
For er der én ting, som bare skal spille i sådan nogle intime hjemmevideoer, så er det stemmen. Her kan man kan ikke gemme sig bag en stor liveproduktion. Er der bikset alt for meget med vokalen, vil seeren med det samme lægge mærke til det. Ja, stemmen skal bare være der. Og hos NPR gør den unge popstjerne det exceptionelt godt.
Billie Eilishs vokal bliver ofte beskrevet som hviskende. Og det adjektiv er også lidt svært at komme uden om – lyt bare til nogle af hendes største sange som ’When the Party’s Over’, ’Bad Guy’, ’Xanny’ og ’I Love You’. Det er hendes kendetegn, men onde tunger på internettet har også løbende spyet galde om, hvorvidt Billie overhovedet kan synge – og ikke bare hviske. Og det i en sådan grad, af hun selv har kommenteret på kritikken.
»Min stemme er virkelig blød, den er ikke belty and shit«, har Eilish udtalt i et interview med Variety og refererer altså til diva-egenskaben at belte; på dansk ‘at synge for sine lungers fulde kraft’.
Hun skal svare på, hvad folk generelt kritiserer hendes musik for, og kommer videre ind på, »at folk tror, at jeg hvisker på alle mine sange«.
»Og det gør jeg på nogle sange, men jeg føler, at nogle folk siger det, efter de har hørt én fucking sang. Lyt til ’Wish You Were Gay’«, forsvarer Eilish sig selv og fortsætter: »Mit belt er ikke i nærheden af et Adele-belt. Adele er en gud, men det er bare anderledes. Man behøver ikke råbe for at være god til at synge«.
Den sidste sætning rammer det berømte hoved på sømmet.
Se bare hendes NPR-fremførsel af ’My Future’ ovenfor. Ja, hviske-kendetegnene er der, men der er så meget mere. De små fraseringer omkring 1:45, igen fra 2:00, og for alvor fra 2:30. Her bygger Billie Eilish videre på originalen med en bidende intensitet og et glasklart nærvær i stemmen. Her er vokalen i fokus; intet andet. Og det er mageløst.
Det kræver noget at holde seerens fokus på den måde uden at decideret råbe op, som Eilish selv formulerer det. Og det er derfor, at man også skal huske at hylde hende som vokalist. For også her gør hun noget, som få andre gør: Både stilistisk og i selve udførslen.
Og ja, til alle dem, der bare gerne vil høre den unge popstjerne belte, så sæt hendes James Bond-sang på og spol frem til 3:20. Det er Billie Eilish i Adele-mode – og selv det slipper hun altså ret godt fra.