Hiphopgruppen Monti arbejder med store følelser på debutalbummet ‘All Hard Feelings’
Da Monti i 2017 debuterede på Roskilde Festival, var det med selvtillid, humor og ikke mindst energi fra live-setuppet. Efter flere års modning og fordybelse prøver hiphopkvintetten fra Aarhus nu at vise, at de også kan debutere med et brag i albumformat.
Men det er en svær øvelse at koge den samme energi ind i et par høretelefoner, og faktisk foregår de største eksplosioner på debutalbummet ’All Hard Feelings’ i det indre, når forsanger og – ikke mindst – rapper Sebastian Bang Monti dykker ned i dybe tanker om depression, familiesvigt og barndommens drømme.
Albummet kommer ellers vidt omkring både kærligheden (‘California’), pengekast og attitude (‘OhMyGod’), men det varierer, hvor integrerede numrene føles i det samlede billede, og hvor godt omkvæd og vers flyder sammen.
Åbneren ‘California’ er en simpel kærlighedssang, der med Sebastian Bang Montis knækkede stemme sender tankerne tilbage til det tidlige Lukas Graham. Men det sparsomme lydunivers står i kontrast til resten af albummets mere producerede og fyldige udtryk, og når det ikke foregår på en scene, står både vokalen og guitarsoloen blottet.
Mere vellykket er omkvædet på ‘Home’, der flot limer nummeret sammen omkring linjerne om at vende tilbage til familien i håb om tilgivelse (fra begge sider). Og på singlen ‘Rogue’ fungerer Montis forcer virkelig i unison med hård og dyster bas, et simpelt, men velfungerende hook og ikke mindst den højt-pitchede vokal om at tage verden i sin egen hånd: »I want to die in a world / where I can decide to be anything that I want«.
‘OhMyGod’ er uden tvivl albummets tungeste og mest imponerende nummer. Her flyvesparker Sebastian Bang Monti døren ind med en »get the fuck out my way«-attitude og et lynende hurtigt flow, der sætter Aarhus på landkortet og i scenelyset på den anden side af Atlanten: »When life hands me lemons, imma step into a limelight«.
Det er tydeligt, at inspirationen kommer fra netop USA; Mac Miller spøger i de mere stille talerap-stykker, eksempelvis på ‘California’, og når Sebastian Bang Monti hektisk skifter flow og stemmeføring midt i sit vers på ‘OhMyGod’ (og når skud ad-libs’ene lyder som en night with the homies i Compton), er det umuligt ikke at tænke på Kendrick Lamar.
Det er ikke verdens undergang at blive sammenlignet med en af verdens absolut bedste rappere. Men det er en hårfin grænse, når man er meget inspireret af amerikanske forbilleder – en grænse, som Monti desværre til tider overtræder. Og det koster altså, når man gerne vil bryde igennem med et unikt udtryk på et debutalbum.
Det er altid modigt, når danskere rapper på engelsk. Måske fordi det så sjældent lykkes at bryde igennem – både med selve ordene og leveringen, men selvfølgelig også kommercielt. Sebastian Bang Monti flyder da også i overfladen nu og da, men i de sårbare tekster om mentale problemer og en fortrængt fortid kan man i glimt mærke de store følelser.
Som i den nærmest spoken-word-agtige ‘Boy’, der nuanceret ser tilbage på fortiden og lærer at vokse sig ud af den: »I know who I am / with a messed up mind and a smile on my face / and no, no knife in my hand, I never tried to cut a vein / … I’m just my past and your flaws / with all my friends in the car«.
Teksterne og visse af de vokale præstationer viser glimt af, hvordan dansk rap på engelsk kan gøres ordentligt – også i et mere klassisk hiphopformat. Så selv om der mangler lidt endnu, er Monti med ’All Hard Feelings’ tættere på at finde deres egen stemme.
Kort sagt:
Selv om Monti til tider flyder rundt i det overfladiske, vækker de engelsksprogede tekster store følelser i glimt, når de dykker ned i depression, familiesvigt og barndommens drømme.