Rolling Stone Magazines liste over verdenshistoriens 500 bedste album er ikke perfekt.
Det var den oprindelige 2003-version ikke, det var den opdaterede 2012-udgave heller ikke, og det er den nye – ikke bare opdaterede, men mere eller mindre genskabte med 154 nye tilføjelser – 2020-liste ved Gud heller ikke.
The Beach Boys højere end noget The Beatles-album? Public Enemys ’It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ som #15 – over Kanye Wests ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (#17), Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’ (#19) og Wu-Tang Clans debutalbum #27?
Man kan nitpicke sådan en liste til døde – og med rette – men denne gang er der også noget andet på spil.
Rolling Stones top-500 har nemlig en ret speciel funktion. Og at indholdet nu er gået fra at være en meget hvid pølsefest til noget, der er lidt mindre hvidt og lidt mindre pølset, er selvfølgelig en forbedring.
For hvor skal man starte, når man som ung musikinteresseret med al tid i verden godt kunne tænke sig at uddanne sig selv i musikhistorien? Ja, der er tusindvis af lister på internettet, og man kan selv lave en masse research, lave sit eget udvalg og så videre – men Rolling Stone-listen er den nemme udvej.
For mange år siden kastede jeg mig selv over den, jeg har lyttet og opdaget fantastiske album her. Og i min tid som musikredaktør har jeg haft flere praktikanter, som har startet deres egen musikalske dannelse ved at høre og have en holdning til hvert eneste af de 500 album. Finder man en Wikipedia-side for hvilket som helst af de 500 album på listen, så vil der stå, at udgivelsen har den eller den placering på Rolling Stone-listen.
Min pointe er: Der er rigtig mange mennesker, der bruger listen som vedledning. Som en guide til hvor man skal starte, hvis man gerne vil have sin musikalske ABC på plads. Og så bruges den som værdimarkør over en meget bred kam. Den har en gravitas over sig.
Alt ovenstående på trods af at de fleste ved, at Rolling Stone-listen er mere eller mindre arkaisk; lavet af et mindst lige så umoderne musikmagasin, der i 2014 kårede U2’s ’Songs of Innocence’ til årets bedste album. For bare at fremhæve ét eller andet.
Så det kan faktisk have betydning på lang sigt, at Rolling Stone nu har skiftet 154 album ud og i processen gjort listen både bedre rent musikalsk og meget mere mangfoldig – både hvad gælder hudfarve og køn.
Det har betydning for alle de unge musikinteresserede, som starter med de 500 album. For de vil ganske enkelt få et bredere musikalsk udgangspunkt end dem, der startede med den originale eller småt redigerede rangering.
Onde tunger vil sige, at Rolling Stone har lavet den nye liste som et desperat forsøg på at passe ind i tidens politiske strømninger. Og det vil jeg heller ikke afvise. Det er bestemt en mulighed. Men det ændrer ikke på effekten.
Den nye liste er lavet med input fra 300 kunstnere, producere, kritikere og branchepersoner, og blandt andre Beyoncé, Billie Eilish, Taylor Swift, Raekwon og Stevie Nicks har sendt deres personlige top-50 ind. Det giver en lille form for varme i maven at vide, at det ikke bare er en gruppe ronkedorer i Rolling Stones redaktionslokale, der har brugt uger på at diskutere, hvilket Beatles-album der nu engang er det bedste (det er ’Sgt Pepper’, ’Abbey Road’, ’Revolver’ i dén rækkefølge. Siger jeg).
Det har altså resulteret i 154 nye album ind (og det samme ud). Der er nu 86 album fra dette årtusinde på listen, og selv om jeg endnu ikke har haft tid til at gå de 500 album igennem og sammenligne minutiøst, så er der i hvert fald i toppen af listen sket en forbedring i forhold til mangfoldighed.
Der er kommet lidt flere kvinder i top-50 (med Joni Mitchells ’Blue’ rykket op som #3), og der er kommet markant flere ikkehvide kunstnere i top-50. Marvin Gayes ’What’s Going On’ (som på visse dage af ugen er mit eget all-time yndlingsalbum) har overtaget førstepladsen fra Beatles’ ’Sgt. Pepper’, og de øverste ti procent byder nu også på navne som Lauryn Hill, Kanye West, Kendrick Lamar, The Notorious B.I.G., Wu-Tang Clan, D’Angelo, Beyoncé, Dr. Dre og Nas.
»Den nye 500 er mindre rock-centrisk«, skriver Rolling Stone selv. Antallet af rapalbum er ifølge magasinet selv tredoblet på listen.
Ikke at det skal handle om genrer. Men man kan ikke komme uden om, at den nye liste er mere repræsentativ end sine forgængere, når det kommer til at kommunikere et bredt indblik i musikhistoriens bedste og vigtigste album. Og det er en positiv udvikling, når der nu engang er så mange, der skeler til listen for inspiration.
Selv om jeg igen vil pointere, at resultatet altså ikke er perfekt. Langt fra.
Frank Oceans ’Blonde’ som #79 – come on.