Blackpinks ‘The Album’ vækker adrenalinrusen fra festivalerne – selv om virkeligheden er en onsdag morgen i metroen
Der er noget ret statement-agtigt over at kalde sit album ‘The Album’. Men Blackpink er heller ikke ligefrem kendt for at arbejde i det subtile. Deres musik er bombastisk, høj, designet til at være overvældende og som skabt til koreografier med ti dansere, laser og pyroteknik.
Blackpink og deres mastodontiske pop er allerede en verdenssensation; den sydkoreanske gruppe spillede sidste år på Coachella og har medvind nok til at få både Selena Gomez og Cardi B på besøg på en otte numre lang udgivelse. Derfor føles ‘The Album’ også mest som en cementering af noget, vi nok havde på fornemmelsen i forvejen: Blackpink mener det seriøst.
Albummet viser ikke nye sider af Blackpink, men er mere af det, vi kender dem for. ‘How You Like That’, førstesinglen og albumåbneren, inkorporerer både attituderig rap, et stærkt hook, tekst på både engelsk og koreansk og selvfølgelig et drop. Meget i samme stil er ‘Pretty Savage’ og ‘Crazy Over You’, der er skåret over samme Blackpink-formular. ‘Lovesick Girls’ er derimod EDM på en lidt mere midt-00’er-agtig housemåde – med David Guetta som co-writer.
De numre, der stikker mest ud, er den følsomme lukker, balladen ‘You Never Know’, og de to numre, der gæstes af Selena Gomez (‘Ice Cream’) og Cardi B (‘Bet You Wanna’) – begge er lettere og bliver ikke båret af tunge drops, men mere af sukrede og lette produktioner og melodier.
Gæsterne leverer begge helt fine præstationer, men Blackpink selv er mindst ligeså gode vokalister som deres gæstestjerner; både i rap og sang, på koreansk og i det engelske, som fylder en del på albummet. Det er tydeligt, at kvartetten har globale ambitioner, og de har mindst lige så meget at have det i som deres amerikanske kollegaer.
‘The Album’ er, som Blackpink generelt, ekstremt effektiv pop til en sådan grad, at man næsten kan fornemme hitfabrikkens tandhjul kværne rundt inde bag det velpolerede og skinnende maskineri. Der er en slags perfekthed og kraft over det, og man kan næsten blive overstimuleret af de detaljerige, skiftende og hurtige sange, der nærmest stopfodrer en med melodier og hooks, så det kan føles som et ufrivilligt sukker-rush.
Men hvis man er er klar på at tage det hele ind, er der gode muligheder for at blive revet med i deres tiltalende og altid spændende univers. Og med kun otte numre og 24 minutter slipper man for det fyld og den oppustethed, der ofte præger store popudgivelser i streamingtidsalderen.
Der er noget lidt paradoksalt over, at et album der så tydeligt er gearet mod store arenakoncerter og festivalekstaser kommer nu, hvor der er lange udsigter til at kunne samles på den måde igen. Men Blackpinks styrke er måske, at de er så gode til at skabe netop den følelse, at man kan mærke adrenalinrusen, selv når man står i metroen onsdag morgen.
Blackpink bør selvfølgelig opleves i al deres storhed med førnævnte dansere og pyroteknik, når det engang bliver muligt. Men indtil da er ‘The Album’ en perfekt kondensering af den grandiositet og storhed, de står for.
Kort sagt:
‘The Album’ er et kort, men ekstremt effektivt album, der primært gør brug de kendte Blackpink-virkemidler som stærke hooks og tunge drops. En perfekt kondensering af alt det, gruppen står for.