Sam Smiths breakup-album er hjertesorg, som man har hørt det tusind gange før

3 6
Sam Smiths breakup-album er hjertesorg, som man har hørt det tusind gange før
Sam Smith. (Foto: Universal Music Group)

»NOW I’VE GOT YOU IN MY SPACE / I WON’T LET GO OF YOOUUUUU«.

Du har sikkert selv stået og skrålet med på dette udødelige falset-hook på et dansegulv tilbage i 2013. Og måske dengang også snakket med dine venner om, hvilket navn der mon lå bag den bløde, soulede stemme på Disclosure-sangen ’Latch’?

Sam Smith fik skabt sig et navn som en mystisk stemme på dansegulvet og klubberne, men siden da har den britiske sanger slået sine folder i et mere udadvendt, storladent univers. Det forrige album ‘The Thrill of It All’ var eksempelvis en kavalkade af gospelballader, hvis svulstighed ikke kendte nogen grænser.

Men på ‘Love Goes’ vender Smith delvist tilbage til det univers, der kickstartede karrieren. Albummet rummer en fin blanding af tempofyldte popsange, der skal virke som klubbet hjertesorgs-katarsis, og stille klaverballader, hvor Smith med blødende hjerte synger om et afsluttet forhold.

»Guess I’ll just dance« synger de eksempelvis på ‘Dance (Till You Meet Somebody Else)’ som svaret på at komme ud af sin sorg, og efterfølgende synges der på ‘For The Lover That I Lost’ om at lægge røde roser til sin fortabte elskede med klaver og heftige strygere som underlægning.

Blandingen af tempi og energiniveauer fungerer glimrende som en afspejling af op- og nedturene i et brud og bliver også bundet fint sammen af Smiths dramatiske stemme og følsomme levering. På den måde er ‘Love Goes’ et pragteksemplar af et breakup-album, der appellerer til hele følelsesregistret.

Men … det er næsten frustrerende hvor godt Sam Smiths album passer ned i breakup-albumkassen. ‘Love Goes’ kommer til at virke generisk, og hjerte/smerte-balladerne bliver overvældende svulstige i længden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er dog stadig interessante indslag undervejs. ‘Diamonds’ er en fængende popbanger, der kunne være lavet af discopop-geniet Mark Ronson, og den Burna Boy-gæstede ‘My Oasis’ er sentimental på en anden måde end resten af albummet. Den bløde spanske guitar i begyndelsen af nummeret går stik imod ens forventninger, og overraskelser lader virkelig til at være nøglen til, at Sam Smith kan højne sine sange.

På den stille ballade ‘Love Goes’ ændrer stemningen sig markant, da skarpe blæserriff sætter ind i slutningen, og også her bliver man opmærksom på, hvor meget man trænger til, at Smith gør noget uforudsigeligt og anderledes en gang imellem.

Smiths storladne ballader er et tveægget sværd, for selv om de er forudsigelige og af og til kvalme, har jeg også set, hvor godt dramatikken kan fungere live. Da de gæstede Royal Arena i 2018, var jeg imponeret over, hvor meget nerve de alligevel formåede at proppe ned i de lidt uopfindsomme popsange, og koncerten var virkelig noget, jeg huskede længe efter.

Men det understreger måske netop Sam Smiths problem. Som sanger og kunstner har de masser af sjæl – men som sangskriver ville man ønske, at der var mere opfindsomhed at hente.


Kort sagt:
‘Love Goes’ rummer flere gode popsange, men hjerte/smerte-balladerne bliver overvældende svulstige i længden.

Sam Smith. 'Love Goes'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af