2020 var året, hvor natklubberne slukkede diskolyset. Hvor spillestederne først stod tomme for siden at blive fyldt med stolerækker i stedet for dansende fans. Coronakrisen har haft alvorlige konsekvenser for store dele af kulturlivet – i den grad også musikken med et farvel til livescenen, som vi kender den, og en aflysning af festivalsommeren (nogle vil måske sige selve sommeren!).
Men hvad med pladeselskaberne? Der er stadig blevet udgivet ny musik, og i perioder har det næsten virket som om, at den danske udgivelseskalender har kørt for fulde gardiner, mens den har stået stille mange andre steder i verden. 2020 har – som vores årslister viser – budt på et hav af stærke danske album og sange, mens flere nye stjerneskud er brudt igennem.
Så har det bare været en dans på roser for pladeselskaberne? Har folk lyttet og lyttet som aldrig før i karantænen? Eller har coronakrisens lange skygge også sat sine spor i pladebranchen?
Det har vi spurgt Patrick Payberg fra Sony Music om. Han er kreativ chef i Sonys urban-afdeling, hvor han blandt andet arbejder med kunstnere som Branco, Icekiid, Sivas, Fraads, Node, Larry 44, Amina, Uro og Jeuru – bare for at nævne nogle af dem.
Han fortæller blandt andet om, hvordan han er kommet tættere på sine artister, om forventningerne til et kreativt boom efter krisen og et håb om, at de vigtige budskaber fra Black Lives Matter-bevægelsen fortsætter.
Hvordan har coronakrisen påvirket jer mest som pladeselskab?
»Det, som corona i virkeligheden har medbragt, er måske lidt mere på det personlige plan. Rent forretningsmæssigt har det sgu egentlig kørt rimelig, som det plejer – med de restriktioner, der selvfølgelig har været. Så det er ikke der, det har været værst. Det har været i vores samtaler med artisterne. Det med at snakke med de forskellige artister om, hvordan denne her kæmpe krise og sygdomspandemi har sat sit aftryk på os som mennesker. De snakke har helt klart sat det største præg på vores arbejde«.
Hvad har de samtaler handlet om? Har artisterne været bekymrede?
»Der har været helt konkrete tilfælde, hvor artister er kommet og sagt, at deres levebrød er i fare. De kan ikke spille live, så halvdelen af deres forretning bliver lukket ned på grund af denne her pandemi. Den anden del, som måske er lidt mere filosofisk, er det præg, det kommer til at sætte på musikken. Og det har været ret fint at få lukket op for den side af det, så det i lidt mindre grad handlede om det der karrieretog, der bare kører derudaf med 180 i timen. Det er måske blevet lidt mere eftertænksomt«.
Føler du så også, at selve musikken er blevet mere eftertænksom?
»Det synes jeg, at den er blevet, og jeg tror, at den kommer til at blive det endnu mere. De sange, der bliver skrevet nu, kommer til at have et større aftryk af eftertænksomhed, end der har været indtil nu. Derfor tror jeg også, at næste år kommer til at være året, hvor man måske om ti år ser tilbage og siger: Okay, man kan godt høre en snert af noget pandemi-depression her«.
Hvordan har krisen ellers sat sit præg på musikken? Er der nogle af musikerne, der har ændret indstilling og tilgang på grund af corona?
»Vi havde en fed snak med mange af vores artister efter den første nedlukning, hvor det virkede som om, at Danmark havde brug for noget mere opløftende. Det måtte sgu ikke være så trist det hele, for der var i forvejen rigeligt med tristhed derude. Da Node og Larry 44 for eksempel kom til os med ‘Avatar’, som var en mere opløftende sang, end vi måske havde regnet med, der tænkte vi alle sammen, at timingen på denne her sang er perfekt i den tid, vi er i lige nu«.
Festivalsommeren blev aflyst, og klubberne har været lukkede. Hvilke overvejelser har artisterne gjort sig om at udgive ny musik på baggrund af det?
»Overvejelserne for alle lige nu er, at hvis liveåret næste år bliver ligesom i 2020, så er det jo halvdelen af forretningen, der ryger. Så jeg tror, at alle har de overvejelser – på tværs af alle pladeselskaber og artister. Nu havde vi jo for eksempel Icekiid, som har haft sit gennembrudsår. Det er fandme ærgerligt, at han ikke oven på den kæmpestore kommercielle succes har fået liveoplevelsen med, som kunne have taget det til helt nye højder«.
Hvordan har I båret jer ad med både at drive pladeselskab og navigere i de mange corona-restriktioner? Især med en genre, der bærer præg af mange samarbejder på kryds og tværs?
»Der var jo lige en periode, hvor man godt måtte rejse lidt, og det udnyttede vi rigtig meget. Og så er Zoom-sessions simpelthen blevet en ting. Jeg ved fra producerne og artisterne, der har prøvet det, at det ikke er det fedeste. Men det fungerer. Man hooker ligesom bare det ene lydsystem op med et lydsystem i den anden ende af linjen, og så kører du Zoom-sessions – med total corona-venlighed. Det har været en måde at komme omkring restriktionerne. Det er en måde at overleve, men det er satme mærkeligt, da netop det skandinaviske samarbejde og musikalsk udvidelse har været en af vores prioriteter i noget tid. Da det blev lukket ned, måtte vi indordne os«.
Jeg går ud fra, at I følger med i, hvad folk går og lytter mest til. Har der været noget særligt overraskende ved lyttertallene i år?
»Der tegnede sig et billede af, at de der torsdag-fredag-lørdag-streams ikke var på samme niveau som før corona. Det har været det mest udslagsgivende på de tal, som vi kigger på. Til gengæld har der været ret god vækst for de artister, der ligger lige under toppen af hitlisterne. Det er helt klart der, folk er gået ind nu, også mere end de har gjort før. Folk er gået mere på opdagelse. Og så er alt med bagkatalog gået gevaldigt op. Folk er gået tilbage til de gamle sange og tryghedsfølelsen ved at høre et gammelt nummer«.
Nu er det jo ikke kun coronakrisen, der har fyldt meget i 2020. Året været også været præget af Black Lives Matter-bevægelsen. Er det noget, I har kunnet mærke?
»Jeg tror, at alle vores urban-artister har mærket Black Lives Matter-bølgen på en eller anden måde. Racisme har længe været et emne, vi har kæmpet med, og hele bevægelsen fik sat spotlys på nogle vigtige problemer i Danmark og derfor også i musikbranchen. Vi har kunnet mærke, at det med tiden er blevet lidt mindre farligt og mere interessant at snakke med de typer artister, der kommer fra de hjørner af Danmark, som før i tiden måske er blevet opfattet som lidt farlige og udskældte. Men der er stadig lang vej endnu«.
Hvordan har artisterne selv reageret på bevægelsen?
»Helt konkret havde Jeuru for eksempel et behov for at lave en video til ‘King Malik’, hvor han viste sin stolthed over sine rødder, og hvor han kom fra. Det var i juni måned, lige efter demonstrationerne. Den var oprindeligt ikke tænkt som en single, men fordi den bare passede godt med den tid, vi var i lige der, så rykkede vi hurtigt og lavede en visuel side, som afspejlede, hvor han var på det tidspunkt.
Og nu har vi jo også haft en rigtig fed DMA (Danish Music Awards, red.), hvor Branco er blevet hyldet. Jeg håber, at det har været et wake up-call for mange. Også for mange af de medier, vi arbejder med – at man godt tør at kaste lidt lys på de her artister«.
Og så her til sidst: Hvad tror du, alt der er sket i 2020, vil få af betydning for musikken i fremtiden?
»Jeg tror, at kunst generelt kommer til at blive præget af det her de næste par år – ligesom i kunst fra efterkrigstiden, hvor man kan se aftryk fra følelserne under en krig. Alt bliver nulstillet, og så når vaccinen forhåbentlig kommer, og alle er sikre igen, så bliver det en kreativ legeplads«.