KOMMENTAR. Necklace dukkede op ud af det blå i 2017 med den fantastiske ’Try This’, der havde sådan en særlig sommerlig poplyd, der straks fik én til at tænke på sorgløse solskinsdage. Men der var samtidig også noget andet på spil, for den semi-rappende, nasale vokal nikkede til den slags autotune-trap, artister som Young Thug dyrker.
Den dobbelthed afspejledes også i det faktum, at manden bag projektet var Niklas Grool, der tidligere har været en del af indiegruppen Waldo & Marshall – men at videoen udkom på det internationale hiphopsite Worldstarhiphop, der er kendt for at udgive alt fra musikvideoer til klip af random slåskampe i gaden.
Der var samtidig også noget unægteligt fascinerende ved Niklas Grools unikke udseende: Han er ranglet og en smule androgyn med sit lange, glatte hår. Han har nuancer af hippie, model, skater og elver afhængig af, hvordan lyset rammer ham.
Hvem i alverden er det her, tænkte man. Og Necklace gav ikke rigtig noget svar på det spørgsmål. For sangeren havde ikke travlt med at følge op på succesen ’Try This’. De næste år kom der kun sange drypvis.
Nu har han så endelig udgivet debutalbummet ’’Mazing’ – tre et halvt år efter ’Try This’ og over tre år efter, at Soundvenue i sin tid udpegede ham som en artist, man skulle holde øje med. Men det album virker ikke som Necklaces store mainstream-moment. Snarere som endnu et kapitel i bogen om den tilbagetrukne, hemmelighedsfulde musiker.
På overfladen burde Niklas Grools sans for melodi og de vagt trappede hiphopbeats ellers gøre ham til en oplagt popstjerne. Nogle af verdens mest streamede artister lige nu er trods alt folk, der udvisker grænserne mellem hiphop og sansende, følsom pop. Og selv om den danske sanger ikke kan kaldes emorapper, så er han måske ikke altid vildt langt derfra.
Men selv i sine mest melodiske momenter er der stadig en form for afstand i Necklaces musik. Som om han altid er ved at glide væk eller synger om følelser, der allerede er på vej til at være minder.
Der er steder på hans nye album ’’Mazing’, hvor en eller anden boblende følelse stiger til tops – som på ’Read My Lips’ eller den næsten hyperpoppede ’Happy (happy)’ – men ellers har Grools musik oftest en dvælende og svævende kvalitet. Det er musik, der lokker dig ind i sit univers i stedet for at slå dig oven i hovedet med sit budskab.
Når Necklace synger om at få en »second chance« på ’Chase’, lyder han for eksempel allerede resigneret; når han spørger om en person er lykkelig med en anden på ’Like You’, virker han nærmest afklaret med, at det er personen måske rent faktisk. Som var han den tredje person, der synger om to andre.
I videoerne er der nogle af de samme distancerende, kølige elementer. Helt bogstaveligt i ’Wake Up’-videoen, hvor musikeren med det karakteristiske lange hår vandrer rundt i et istidslandskab. I den minimalistiske closeup-video til ’Like You’ zoomes der ind tæt på, men Niklas Grools ansigt afslører sjældent, hvad der egentlig går ud på. Han er indifferent med et snert af sørgmodighed – kald det resting sad face.
De ting gør Necklace svær at indkapsle. Hans sange er glitrende og smukke som et frostlandskab, men det er som om, man aldrig helt trænger dybere ind. Man ser ikke bunden af isbjerget i de her sange; det hemmelighedsfulde hæfter sig stadig fast ved dem.
Og måske er det også derfor, Necklace stadig eksisterer lidt i sin egen verden. Et stykke væk fra mainstreamen og den store opmærksomhed. Selv nu, efter et helt album, er han et mysterium. Han kommer nok til fortsat at være dansk pops bedst bevarede hemmelighed.