Hvorfor er de ulykkelige kærlighedssange de bedste? Her er min teori

Sørgelige kærlighedssange fungerer bare bedre end de glade af slagsen. Det synes jeg i hvert fald. Og i anledning af weekendens Valentinsdag vil jeg prøve at forklare hvorfor.
Hvorfor er de ulykkelige kærlighedssange de bedste? Her er min teori
Adele. (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

KOMMENTAR. Okay, først og fremmest er det jo ikke fakta, at de ulykkelige kærlighedssange er bedre end de lykkelige.

Der har ikke været en global spørgeskemaundersøgelse, som giver tudetracks en jordskredssejr over euforiserende ’JEG ELSKER DIG OVERALT PÅ JORDEN’-numre. Det er ikke universelt godtaget af musikfans gennem historien, at de mere blåtonede melodier er ’bedre’ end dem med stjerner i øjnene. Musiksmag er jo subjektiv.

Men hvis du kigger dybt ind i dig selv, så vil du også erkende, at de sørgelige sange er – hvis ikke de bedste – så dem, der rammer hårdest. Dem som du oftest skråler med på sammen med dine venner. Dem som man virkelig kan mærke.

Fra ’I Will Always Love You’ og ’Un-Break My Heart’ til ‘Yesterday’, ‘Love Will Tear Us Apart’, ’Dancing On My Own’ og ’Someone Like You’. Og ja, helt frem til Olivia Rodrigos slukørede soveværelsespop på den intime og ret fantastiske ’Driver’s License’, der i øjeblikket går sin sejrsgang verden rundt.

Hvis du endnu ikke er med på ideen, så lad os bare sige, at det udelukkende er mig, der synes, at de ulykkelige kærlighedssange er de bedste og mest potente. Det er fint. Det er det! For så kan vi nemlig gå videre til min teori om, hvorfor det forholder sig sådan.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En god sang skaber en forbindelse med lytteren. Vi elsker at høre sange, som vi kan forholde os til. Så er det lettere at sætte sig ind i sangen, sympatisere med kunstneren og synge med, som gjaldt det livet – da det jo lige så godt kunne være én selv, der havde skrevet lige netop den tekst.

Og her har jeg en teori om, at den ulykkelige kærlighed har det med at være rigtig god til at skabe denne her forbindelse.

For det første fordi breakups sætter sig i folk. For det andet fordi vi mennesker elsker at svælge i vores egen elendighed.

Man kan sammenligne det med poker; et udpræget dygtighedsspil, hvor der er en grad af tilfældighed inde over. I poker lyder et ordsprog, at spillere altid husker (og gladeligt fortæller om!) alle de gange, de selv har været uheldige. Men at selvsamme pokerspillere fuldstændig har glemt alle de gange, de selv havde fru Fortuna i ryggen.

Man husker sine breakups tydeligere, end man husker den glæde, der forhåbentligt også var der på ét eller andet tidspunkt i de forliste forhold. Men der var jo en grund til, at det ikke gik. Og det er breakuppet, som er permanent, lykken var flygtig. Altså i de tidligere romancer; ikke nødvendigvis nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så mens alle de lykkelige og (for)elskede kan skråle med på Stevie Wonders sirupsøde ’I Just Called to Say I Love You’ og mene det, så er det jo langt fra alle, der er i den tilstand. De fleste har til gengæld et breakup på samvittigheden. Det er som om, at den slags følelser faktisk er lettere at samles om og connecte over.

Og derfor rammer den ulykkelige kærlighed bredere. Derfor fungerer de sørgelige kærlighedssange på et andet niveau.

Følelserne (selv om de ofte bunder i noget smerte) er mere håndgribelige. De er lette at hive frem. Mens den euforiserende forelskelse er mere flygtig og i retrospekt tit bliver overskygget af alt det, der endte med at gå forkert i det enkelte forhold. Eller forelskelsen kan stå i skyggen af det faktum, at man er blevet forladt. Fordi ’Nothing Compares 2 U’.

Jeg vil også gerne vende tilbage til det med, at vi elsker at svælge os i elendighed. For tænk, hvis Leonardo DiCaprios ’Jack’ ikke døde i slutningen af ’Titanic’. Tænk, hvis han og Kate Winslets ’Rose’ havde levet lykkeligt til deres dages ende.

Havde det ikke været dødkedeligt? Jo, det havde.

Hvilket bringer mig til den afsluttende tanke, at det jo helt generelt er skide irriterende, når andre mennesker skriger en ind i hovedet med, hvor lykkelige de er … er det ikke? Så vil jeg hellere høre på nogle, der har det elendigt. Se det kan man mærke.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af