KOMMENTAR. Det er kommet bag på mig, hvor forbundet jeg føler mig med Lana Del Reys nye album.
Den første uge efter udgivelsen har jeg lyttet til ‘Chemtrails Over The Country Club’ flere gange dagligt, først med opmærksom nysgerrighed (»det her kan gå alle veje«), dernæst tiltagende begejstring (»jeg er faktisk virkelig vild med den her sang – og den her sang…«) og i skrivende stund et miskmask af lettelse, glæde og forundring.
For Lana Del Rey har formået at skabe endnu et gribende værk, som synes at asfaltere den kunstneriske vej fremadrettet for den tidligere så flakkende popstjerne. Det har været hit and miss med hendes udgivelser siden debuten i 2011, men ’Chemtrails’ bekræfter, at Del Rey er landet.
Men hvorfor overrasker det mig – og en masse andre, efter den stærkt begejstrede omtale at dømme?
Speedet udgivelsesfrekvens og distraherende Instagram-hetz
En del af svaret ligger naturligvis i forgængerens succes. Efter udgivelsen i 2019 meldte spørgsmålet sig, om ‘Norman Fucking Rockwell!’ blot var et ovenud vellykket resultat af god timing og mere eller mindre tilfældige kreative valg. Ville det for fremtiden stå tilbage som det ene værk, hvor Lana Del Rey til fulde forløste talentet?
En linje som »Kanye West is blond and gone« indkapsler den overskudsagtigt observerende kulturkritik, der fik os til at hylde den ellers notorisk nostalgidyrkende Lana Del Rey som en slags popkulturens sandsigerske. At sådan en titel forpligter og let kan lede til skuffede forventninger, siger sig selv.
En anden ting er, at ‘Chemtrails’ kun har været halvandet år undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ved albumannonceringen i januar med skepsis mindedes 2015, hvor det fodslæbende ‘Honeymoon’ antiklimatisk landede i hælene på kraftudladningen ‘Ultraviolence’ fra året før.
Bare fordi popstjernekolleger som Ariana Grande har succes med at udgive musik som en rapper, betyder det jo ikke, at strategien er den rette for bohemen Lana Del Rey.
Vi kan heller ikke komme udenom, at amerikanerens offentlige udtalelser det seneste år har spillet en rolle for mine lave forventninger.
Et klodset Instagram-opslag fra maj 2020, der sandsynligvis blot var tænkt som et impulsivt statement om kunstnerisk frihed, udløste (berettiget) et vredt backlash, og i løbet af året blev Del Rey hvirvlet ind i en mediestorm af ubehagelige beskyldninger om privilegieblindhed og internaliseret racisme.
Jeg er på team Lana, forstået på den måde at jeg vitterligt ikke betvivler hendes gode intentioner og ægtheden af de humanistiske værdier, hun flager med i sin kunst.
Men hendes arrogante håndtering af beskyldningerne og hendes uforsonlige retorik, der nåede nye højder i januar og nu igen (!) med annonceringen af det nye album ‘Rock Candy Sweet’, har alligevel distraheret mig. Den har været fordrende for, at jeg har spekuleret på, om ikke kun Del Reys brand, men også hendes musikalske niveau ville tage skade af hetzen.
Rolig romantik til din pandemi
Tilbage til den overraskelse og gode nyhed, som ‘Chemtrails Over The Country Club’ i denne sammenhæng er. Albummet er Lana Del Reys mest inderlige og afbalancerede til dato.
Produktionerne er endnu mere afdæmpede og organiske end på ‘NFR!’, men melodierne lige så stærke. Referencerne til amerikansk kulturhistorie, til 60’ernes og 70’ernes musikalske forbilleder og til Del Reys eget bagkatalog danner flertydige skygger i det skønhedssøgende lydbillede og formidler en længsel efter et simpelt, frit liv.
Bemærk for eksempel, hvordan strofen »candle in the wind« sniger sig ind i hele tre sange som et vink til både Del Reys egen ‘Mariners Apartment Complex’ og ophavsmanden Elton John.
Han dedikerede balladen til Marilyn Monroe og senere salig Lady Di, og sammen med tekstuniversets dekadente scener fra country clubben, bilsædet og ranchen væver referencen et tema om berømmelsens bagside ind i de idylliske stemninger på ‘Chemtrails’. Hvis lyrikken her er et eksempel på, at Lana behandler sit tumultariske år i offentligheden, gør hun det på en underspillet, sofistikeret og meget lidt aggressiv facon.
‘Chemtrails Over The Country Club’ vinder i høj grad på den rolige, positive tone, hvormed Lana Del Rey synger om tristessen såvel som kunstnerlivets meningsfyldte kollegiale forbindelser. Her er charmerende linjer om slægtskabet og venskaberne med Joni Mitchell, Joan Baez og Tammy Wynette, imens Weyes Blood, Zella Day og Nikki Lane bidrager med søsterlig sang og gode vibes.
Stadig undrer det mig lidt, at jeg føler mig mere forbundet med Lana Del Reys musik end nogensinde før, netop nu hvor så mange af os er optaget af race-, diversitets- og kønsproblematikker, imens Del Rey (stadig) synes meget lidt woke – ikke så meget i selve sine statements som i leveringen af dem.
Jeg tror, jeg har brug for hendes stædige romantik. Den ambivalente amerikaner taler til mine drømme og dunkle følelser i en tid, hvor jeg bruger mange af mine vågne timer på at forholde mig til de gennemgribende kulturforandringer, der på godt og ondt står på lige nu, fra #MeToo til pandemi og politisk korruption.
Derfor vælger jeg også at ignorere Lana Del Reys anstrengende fremtræden online. Jeg vil hellere lytte til det nye album endnu engang og tillade mig selv at forvente det bedste af ’Rock Candy Sweet’. Også selvom ‘Chemtrails’-opfølgeren udkommer allerede om knap to måneder.